Salmos 69

1 Sálvame, o! Dios, porque las aguas han entrado hasta el alma.

Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.

2 Estoy zabullido en cieno profundo, que no hay pie; soy venido en profundos de aguas, y la corriente me ha anegado.

Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.

3 He trabajado llamando; mi garganta se ha enronquecido; han desfallecido mis ojos de esperar a mi Dios.

Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.

4 Hánse aumentado más que los cabellos de mi cabeza los que me aborrecen sin causa; hánse fortalecido mis enemigos, los que me destruyen sin porqué: lo que no hurté, entonces lo volví.

Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.

5 Dios, tú sabes mi insensatez; y mis delitos no te son ocultos.

Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.

6 No sean avergonzados por mí, los que te esperan, Señor Jehová de los ejércitos; no sean confusos por mí los que te buscan, o! Dios de Israel.

Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.

7 Porque por ti he sufrido vergüenza; confusión ha cubierto mi rostro.

Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.

8 He sido extrañado de mis hermanos, y extraño a los hijos de mi madre.

Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.

9 Porque el zelo de tu casa me comió, y los denuestos de los que te denuestan, cayeron sobre mí.

Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.

10 Y lloré con ayuno de mi alma, y esto me ha sido por afrenta.

Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.

11 Y puse saco por mi vestido, y fui a ellos por proverbio.

Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.

12 Hablaban contra mí los que se sentaban a la puerta, y en las canciones de los bebedores de sidra.

Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.

13 Y yo enderazaba mi oración a ti, o! Jehová, al tiempo de la buena voluntad: o! Dios, por la multitud de tu misericordia óyeme, por la verdad de tu salud.

De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.

14 Escápame del lodo, y no sea yo anegado; y sea yo librado de los que me aborrecen, y de los profundos de las aguas.

Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!

15 No me anegue el ímpetu de las aguas, ni me suerba la hondura, ni el pozo cierre sobre mí su boca.

Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!

16 Oyeme, Jehová; porque benigna es tu misericordia: conforme a la multitud de tus miseraciones mira por mí.

Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!

17 Y no escondas tu rostro de tu siervo; porque estoy angustiado; apresúrate, óyeme.

Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!

18 Acércate a mi alma, redímela: por causa de mis enemigos líbrame.

Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!

19 Tú sabes mi afrenta, y mi confusión, y mi vergüenza; delante de ti están todos mis enemigos.

Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!

20 La afrenta ha quebrantado mi corazón; y he tenido dolor; y he esperado quien se compadeciese de mí, y no lo hubo, y consoladores, y no hallé.

Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.

21 Y pusieron en mi comida hiel; y en mi sed me dieron a beber vinagre.

Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.

22 Sea su mesa delante de ellos por lazo; y lo que es por paces, les sea por tropezón.

Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.

23 Sean oscurecidos sus ojos para ver; y haz siempre titubear sus lomos.

Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.

24 Derrama sobre ellos tu ira, y el furor de tu enojo les comprenda.

Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!

25 Sea su palacio asolado; en sus tiendas no haya morador.

Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!

26 Porque persiguieron al que tú heriste: y cuentan del dolor de los que tú mataste.

Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.

27 Pon maldad sobre su maldad, y no entren en tu justicia.

Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.

28 Sean raídos del libro de los vivientes: y no sean escritos con los justos.

Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!

29 Y yo afligido, y dolorido: tu salud, o! Dios, me defenderá.

Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!

30 Yo alabaré el nombre de Dios con canción; y magnificarle he con alabanza.

Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.

31 Y agradará a Jehová más que buey, y becerro, que echa cuernos y uñas.

Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.

32 Verán los humildes, y regocijarse han: buscád a Dios, y vivirá vuestro corazón.

Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.

33 Porque Jehová oye a los menesterosos, y no menosprecia a sus prisioneros.

De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!

34 Alábenle los cielos y la tierra, las mares y todo lo que se mueve en ellas.

Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.

35 Porque Dios guardará a Sión, y reedificará las ciudades de Judá, y habitarán allí, y heredarla han.

Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!

36 Y la simiente de sus siervos la heredará; y los que aman su nombre habitarán en ella.

Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.