Job 7

1 “¿No está el hombre obligado a trabajar en la tierra? ¿No son sus días como los de un asalariado?

Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

2 Como un siervo que desea fervientemente la sombra, como un asalariado que busca su salario,

Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

3 por lo que me hacen poseer meses de miseria, Las noches agotadoras están destinadas a mí.

saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

4 Cuando me acuesto, digo, “¿Cuándo me levantaré y se me pasará la noche? Doy vueltas en la cama hasta el amanecer.

Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

5 Mi carne está vestida de gusanos y terrones de polvo. Mi piel se cierra y vuelve a brotar.

Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

6 Mis días son más rápidos que la lanzadera de un tejedor, y se gastan sin esperanza.

Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

7 Oh, recuerda que mi vida es un soplo. Mi ojo no verá más el bien.

Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

8 El ojo del que me ve no me verá más. Tus ojos estarán sobre mí, pero yo no lo estaré.

Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

9 Como la nube se consume y se desvanece, por lo que el que desciende al Seol ya no subirá. (Sheol h7585)

En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

10 No volverá más a su casa, ni su lugar lo conocerá más.

Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

11 “Por eso no me callaré. Hablaré con la angustia de mi espíritu. Me quejaré en la amargura de mi alma.

Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

12 ¿Soy un mar o un monstruo marino? ¿que pongas un guardia sobre mí?

Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

13 Cuando digo: “Mi cama me consolará. Mi sofá aliviará mi queja,’

Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

14 entonces me asustas con sueños y me aterra a través de visiones,

da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

15 para que mi alma elija el estrangulamiento, la muerte antes que mis huesos.

saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

16 Aborrezco mi vida. No quiero vivir para siempre. Dejadme en paz, pues mis días no son más que un soplo.

Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

17 ¿Qué es el hombre, para que lo engrandezcas? que debes poner tu mente en él,

Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

18 que lo visites todas las mañanas, y lo prueban a cada momento?

og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

19 ¿Hasta cuándo no mirarás hacia otro lado? ni me dejará en paz hasta que trague mi saliva?

Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

20 Si he pecado, ¿qué te hago a ti, vigilante de los hombres? Por qué me has puesto como marca para ti, ¿para que sea una carga para mí?

Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

21 ¿Por qué no perdonas mi desobediencia y quitas mi iniquidad? Por ahora me acostaré en el polvo. Me buscaréis con diligencia, pero no estaré”.

Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.