Дела апостолска 13

1 А у цркви која беше у Антиохији беху неки пророци и учитељи, то јест: Варнава и Симеун који се зваше Нигар, и Лукије Киринац, и Манаил одгајени с Иродом четворовласником, и Савле.

I Antiokia, i menigheten der, var det profeter og lærere: Barnabas og Simeon, som kaltes Niger, og LUKius fra Kyrene og Manaen, fosterbror til fjerdingsfyrsten Herodes, og Saulus.

2 А кад они служаху Господу и пошћаху, рече Дух Свети: Одвојте ми Варнаву и Савла на дело на које их позвах.

Mens de holdt gudstjeneste og fastet, sa den Hellige Ånd: Ta ut for mig Barnabas og Saulus til den gjerning som jeg har kalt dem til!

3 Тада постивши и помоливши се Богу метнуше руке на њих, и отпустише их.

Da lot de dem dra ut efterat de hadde fastet og bedt og lagt hendene på dem.

4 Ови дакле послани од Духа Светог сиђоше у Селеукију, и оданде отпловише у Кипар.

Da de nu således var utsendt av den Hellige Ånd, drog de ned til Seleukia og seilte derfra til Kypern,

5 И дошавши у Саламин јавише реч Божју у зборницама јеврејским; а имаху и Јована слугу.

og da de var kommet til Salamis, forkynte de Guds ord i jødenes synagoger; de hadde også Johannes med, som skulde gå dem til hånde.

6 А кад прођоше острво тја до Пафа, нађоше некаквог човека врачара, и лажног пророка, Јеврејина, коме беше име Варисус,

Efterat de nu hadde vandret gjennem hele øen like til Pafus, traff de på en trollmann, en falsk profet, en jøde ved navn Barjesus,

7 Који беше с намесником Срђем Павлом, човеком разумним. Овај дозвавши Варнаву и Савла заиска да чује реч Божју.

som var hos landshøvdingen Sergius Paulus, en forstandig mann. Denne kalte Barnabas og Saulus til sig og bad om å få høre Guds ord.

8 А Елима врачар (јер то значи име његово) стаде им се супротити, гледајући да одврати намесника од вере.

Men Elymas, trollmannen for således uttydes hans navn stod dem imot og søkte å vende landshøvdingen bort fra troen.

9 А Савле који се зваше и Павле, пун Духа Светог погледавши на њ

Da blev Saulus, som også kaltes Paulus, fylt av den Hellige Ånd, og han så skarpt på ham og sa:

10 Рече: О напуњени сваког лукавства и сваке пакости, сине ђавољи! Непријатељу сваке правде! Зар не престајеш кварити праве путеве Господње?

Du som er full av all svik og all ondskap, du djevelens barn, all rettferdighets fiende! vil du ikke holde op med å forvende Herrens rette veier?

11 И сад ето руке Господње на те, и да будеш слеп да не видиш сунце за неко време. И уједанпут нападе на њ мрак и тама, и пипајући тражаше вођу.

Og nu, se, Herrens hånd er over dig, og du skal bli blind og til en tid ikke se solen. Og straks falt det skodde og mørke over ham, og han gikk omkring og søkte efter nogen som kunde lede ham ved hånden.

12 Тада намесник, кад виде шта би, верова, дивећи се науци Господњој.

Da kom landshøvdingen til troen, da han så det som var skjedd, og han undret sig storlig over Herrens lære.

13 А кад се Павле са својим друштвом одвезе из Пафа, дођоше у Пергу памфилијску; а Јован се одвоји од њих, и врати се у Јерусалим.

Paulus og de som var med ham, seilte da ut fra Pafus og kom til Perge i Pamfylia, men Johannes skilte sig fra dem og vendte tilbake til Jerusalem.

14 А они отишавши из Перге дођоше у Антиохију писидијску, и ушавши у зборницу у дан суботни седоше.

Men de drog videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidia, og gikk inn i synagogen på sabbatsdagen og satte sig der.

15 А по читању закона и пророка послаше старешине зборничке к њима говорећи: Људи браћо! Ако је у вама реч утехе за народ, говорите.

Efter oplesningen av loven og profetene sendte da synagoge-forstanderne bud til dem og sa: Brødre! har I noget formaningsord til folket, så tal!

16 А Павле уставши и махнувши руком рече: Људи Израиљци и који се Бога бојите! Чујте.

Da stod Paulus op og slo til lyd med hånden og sa: Israelittiske menn og I som frykter Gud! Hør:

17 Бог народа овог изабра оце наше, и подиже народ кад беху дошљаци у земљи мисирској, и руком високом изведе их из ње.

Dette folks, Israels, Gud utvalgte våre fedre, og han lot folket vokse sig stort under utlendigheten i Egypten, og med løftet arm førte han dem ut derfra,

18 И до четрдесет година прехрани их у пустињи.

og omkring firti år bar han dem på faderarm i ørkenen,

19 И затрвши седам народа у земљи хананској на коцке раздели им земљу њихову.

og han utryddet syv folkeslag i Kana'ans land og skiftet deres land ut til arv for dem, i omkring fire hundre og femti år.

20 И потом на четири стотине и педесет година даде им судије до Самуила пророка.

Siden gav han dem dommere inntil profeten Samuel.

21 И од тада искаше цара, и даде им Бог Саула, сина Кисовог, човека од колена Венијаминовог, за четрдесет година.

Og derefter krevde de en konge, og Gud gav dem Saul, Kis' sønn, en mann av Benjamins stamme, i firti år,

22 И уклонивши њега подиже им Давида за цара, коме и рече сведочећи: Нађох Давида сина Јесејевог, човека по срцу мом, који ће испунити све воље моје.

og efterat han hadde avsatt ham, opreiste han dem David til konge, som han også gav dette vidnesbyrd: Jeg fant David, Isais sønn, en mann efter mitt hjerte; han skal gjøre all min vilje.

23 Од његовог семена подиже Бог по обећању Израиљу спаса Исуса;

Av hans ætt førte han efter sitt løfte en frelser frem for Israel, Jesus,

24 Кад Јован пред Његовим доласком проповеда крштење покајања свему народу Израиљевом.

efterat Johannes forut for hans fremtreden hadde forkynt omvendelses dåp for hele Israels folk.

25 И кад свршиваше Јован течење своје, говораше: Ко мислите да сам ја нисам ја; него ево иде за мном, коме ја нисам достојан разрешити ремен на обући Његовој.

Men da Johannes fullendte sitt løp, sa han: Den I holder mig for å være, er jeg ikke; men se, det kommer en efter mig, hvis sko jeg ikke er verdig til å løse av hans føtter.

26 Људи браћо! Синови рода Авраамовог, и који се међу вама Бога боје! Вама се посла реч овог спасења.

Brødre, sønner av Abrahams ætt og de iblandt eder som frykter Gud! til eder blev ordet om denne frelse utsendt.

27 Јер они што живе у Јерусалиму, и кнезови њихови, не познаше Овог и гласове пророчке који се читају сваке суботе, осудивши Га извршише.

For de som bor i Jerusalem, og deres rådsherrer kjente ham ikke, og ved å dømme ham opfylte de profetenes ord som blir lest hver sabbat,

28 И не нашавши ниједне кривице смртне молише Пилата да Га погуби.

og enda de ikke fant nogen dødsskyld hos ham, bad de Pilatus at han måtte bli slått ihjel.

29 И кад свршише све што је писано за Њега, скинуше Га с дрвета и метнуше у гроб.

Og da de hadde fullbyrdet alt som er skrevet om ham, tok de ham ned av treet og la ham i en grav.

30 А Бог васкрсе Га из мртвих.

Men Gud opvakte ham fra de døde,

31 И показива се много дана онима што излазише с Њим из Галилеје у Јерусалим, који су сад сведоци Његови пред народом.

og han åpenbarte sig i flere dager for dem som hadde draget op med ham fra Galilea til Jerusalem, de som nu er hans vidner for folket.

32 И ми вам јављамо обећање које би очевима нашим да је ово Бог испунио нама, деци њиховој, подигнувши Исуса;

Og vi forkynner eder evangeliet om det løfte som blev gitt til fedrene, at dette har Gud opfylt for oss, deres barn, idet han opreiste Jesus,

33 Као што је написано и у другом псалму: Ти си мој Син, ја Те данас родих.

således som det også er skrevet i den annen salme: Du er min Sønn; jeg har født dig idag.

34 А да Га из мртвих васкрсе да се више не врати у труљење овако каже: Даћу вам светињу Давидову верну.

Men at han har opreist ham fra de døde, så han ikke mere skal vende tilbake til tilintetgjørelse, det har han sagt således: Jeg vil gi eder de hellige løfter til David, de trofaste.

35 Зато и на другом месту говори: Нећеш дати да Твој Светац види труљење.

Derfor sier han også på et annet sted: Du skal ikke overgi din hellige til å se tilintetgjørelse.

36 Јер Давид послуживши роду свом по вољи Божјој умре, и метнуше га код отаца његових, и виде труљење.

For David sov inn, efterat han i sin levetid hadde tjent Guds råd, og han blev samlet med sine fedre og så tilintetgjørelse;

37 А ког Бог подиже не виде труљење.

men den som Gud opvakte, han så ikke tilintetgjørelse.

38 Тако да вам је на знање, људи браћо! Да се кроза Њ вама проповеда опроштење греха.

Så være det eder da vitterlig, brødre, at ved ham forkynnes eder syndenes forlatelse,

39 И од свега, од чега се не могосте оправдати у закону Мојсијевом, оправдаће се у Њему сваки који верује.

og fra alt det som I ikke kunde rettferdiggjøres fra ved Mose lov, rettferdiggjøres i ham enhver som tror.

40 Гледајте дакле да не дође на вас оно што је казано у пророцима:

Se da til at ikke det kommer over eder som er sagt hos profetene:

41 Видите, немарљиви! И чудите се, и нек вас нестане; јер ја чиним дело у ваше дане, дело које нећете веровати ако вам ко усказује.

Se, I foraktere, og undre eder og bli til intet! for en gjerning gjør jeg i eders dager, en gjerning som I ikke vil tro om nogen forteller eder det.

42 А кад излажаху из зборнице јеврејске, мољаху незнабошци да им се ове речи у другу суботу говоре.

Da de gikk ut, bad folk dem om at disse ord måtte bli talt til dem den følgende sabbat.

43 А кад се сабор разиђе, пођоше за Павлом и за Варнавом многи од Јевреја и побожних дошљака; а они говорећи им световаху их да остану у благодати Божјој.

Og da synagoge-tjenesten var til ende, fulgte mange av jødene og av de gudsdyrkere som hadde tatt ved jødenes tro, med Paulus og Barnabas; disse talte da med dem og formante dem til å holde fast ved Guds nåde.

44 А у другу суботу сабра се готово сав град да чују речи Божје.

På den næste sabbat samlet da næsten hele byen sig for å høre Herrens ord.

45 А кад видеше Јевреји народ, напунише се зависти, и говораху противно речима Павловим насупрот говорећи и хулећи.

Men da jødene så folkehopen, blev de fulle av nidkjærhet og motsa det som blev sagt av Paulus, ja motsa og spottet.

46 А Павле и Варнава ослободивши се рекоше: Вама је најпре требало да се говори реч Божја; али кад је одбацујете, и сами се показујете да нисте достојни вечног живота, ево се обрћемо к незнабошцима. (aiōnios g166)

Da tok Paulus og Barnabas til orde og sa dem rent ut: Det var nødvendig at Guds ord blev talt først til eder; men siden I støter det fra eder og ikke akter eder verdige til det evige liv, så vender vi oss nu til hedningene. (aiōnios g166)

47 Јер нам тако заповеди Господ: Поставих те за видело незнабошцима, да будеш спасење до самог краја земље.

For så er Herrens bud til oss: Jeg har satt dig til et lys for hedninger, forat du skal være til frelse inntil jordens ende.

48 А кад чуше незнабошци, радоваху се и слављаху реч Божју, и вероваху колико их беше приправљено за живот вечни. (aiōnios g166)

Da hedningene hørte det, blev de glade og priste Herrens ord, og de tok ved troen så mange som var utsett til evig liv. (aiōnios g166)

49 И реч се Божја разношаше по свој околини.

Og Herrens ord utbredte sig over hele landet.

50 Али Јевреји подговорише побожне и поштене жене и старешине градске те подигоше гоњење на Павла и Варнаву, и истераше их из своје земље.

Men jødene satte op de fornemme kvinner som var tilhengere av jødenes tro, og de første menn i byen, og de reiste en forfølgelse mot Paulus og Barnabas, og drev dem bort fra sine landemerker.

51 А они отресавши на њих прах са својих ногу дођоше у Иконију.

De rystet da støvet av sine føtter mot dem, og kom til Ikonium.

52 А ученици пуњаху се радости и Духа Светог.

Men disiplene blev fylt av glede og den Hellige Ånd.