Luki 24
1 A u prvi dan nedjeljni doðoše vrlo rano na grob, i donesoše mirise što pripraviše, i neke druge žene s njima;
Men på den første dag i uken, tidlig i dagningen, kom de til graven, og hadde med sig de velluktende urter som de hadde tilberedt.
2 Ali naðoše kamen odvaljen od groba.
Men de fant stenen veltet fra graven,
3 I ušavši ne naðoše tijela Gospoda Isusa.
og da de gikk inn i den, fant de ikke den Herre Jesu legeme.
4 I kad se one èuðahu tome, gle, dva èovjeka staše pred njima u sjajnijem haljinama;
Og det skjedde mens de stod rådville ved dette, se, da stod to menn hos dem i skinnende klædebon;
5 A kad se one uplašiše i oboriše lica k zemlji, rekoše im: što tražite živoga meðu mrtvima?
og da de blev forferdet og bøide sitt ansikt mot jorden, sa de til dem: Hvorfor søker I den levende blandt de døde?
6 Nije ovdje; nego ustade; opomenite se kako vam kaza kad bješe još u Galileji,
Han er ikke her, han er opstanden; kom i hu hvorledes han talte til eder mens han ennu var i Galilea, da han sa
7 Govoreæi da sin èovjeèij treba da se preda u ruke ljudi grješnika i da se razapne i treæi dan da ustane.
at Menneskesønnen skulde overgis i syndige menneskers hender og korsfestes og opstå på den tredje dag!
8 I opomenuše se rijeèi njegovijeh.
Da kom de hans ord i hu.
9 I vrativši se od groba javiše sve ovo jedanaestorici i svima ostalijem.
Og de vendte tilbake fra graven, og fortalte alt dette til de elleve og til alle de andre.
10 A to bijaše Magdalina Marija i Jovana i Marija Jakovljeva i ostale s njima koje kazaše ovo apostolima.
Det var Maria Magdalena og Johanna og Maria, Jakobs mor, og de andre kvinner med dem. De sa dette til apostlene,
11 I njima se uèiniše njihove rijeèi kao laž, i ne vjerovaše im.
og deres ord syntes dem å være løs tale, og de trodde dem ikke.
12 A Petar ustavši otrèa ka grobu, i natkuèivši se vidje same haljine gdje leže, i otide èudeæi se u sebi šta bi.
Men Peter stod op og løp til graven, og da han bøide sig ned, så han bare liksvøpet; og han gikk hjem og undret sig over det som var skjedd.
13 I gle, dvojica od njih iðahu u onaj dan u selo koje bijaše daleko od Jerusalima šeset potrkališta i zvaše se Emaus.
Og se, to av dem gikk samme dag til en by som ligger seksti stadier fra Jerusalem, og som heter Emmaus,
14 A oni govorahu meðu sobom o svima ovijem dogaðajima.
og de talte med hverandre om alt dette som hadde hendt.
15 I kad se oni razgovarahu i zapitivahu jedan drugoga, i Isus približi se, i iðaše s njima.
Og det skjedde mens de talte sammen og spurte hverandre, da kom Jesus selv nær til dem og vandret sammen med dem;
16 A oèi im se držahu da ga ne poznaše.
men deres øine blev holdt igjen, så de ikke kjente ham.
17 A on im reèe: kakav je to razgovor koji imate meðu sobom iduæi, i što ste neveseli?
Han sa til dem: Hvad er dette for tale som I fører med hverandre på veien? Og de stod stille med sorgfullt åsyn.
18 A jedan po imenu Kleopa, odgovarajuæi reèe mu: zar si ti jedan od crkvara u Jerusalimu koji nijesi èuo šta je u njemu bilo ovijeh dana?
Men en av dem, som hette Kleopas, tok til orde og sa til ham: Er du alene fremmed i Jerusalem og vet ikke det som er skjedd der i disse dager?
19 I reèe im: šta? A oni mu rekoše: za Isusa Nazareæanina, koji bješe prorok, silan u djelu i u rijeèi pred Bogom i pred svijem narodom;
Han sa til dem: Hvad da? Og de sa til ham: Det med Jesus fra Nasaret, som var en profet, mektig i gjerning og ord for Gud og alt folket,
20 Kako ga predadoše glavari sveštenièki i knezovi naši te se osudi na smrt, i razapeše ga?
og hvorledes våre yppersteprester og rådsherrer har overgitt ham til dødsdom og korsfestet ham.
21 A mi se nadasmo da je on onaj koji æe izbaviti Izrailja; ali svrh svega toga ovo je danas treæi dan kako to bi.
Men vi håpet at han var den som skulde forløse Israel. Og dog - med alt dette er det idag den tredje dag siden dette skjedde.
22 A uplašiše nas i žene neke od našijeh koje su bile rano na grobu,
Men så har og nogen av våre kvinner forferdet oss; de kom tidlig imorges til graven,
23 I ne našavši tijela njegova doðoše govoreæi da su im se anðeli javili koji su kazali da je on živ.
og da de ikke fant hans legeme, kom de og sa at de hadde sett et syn av engler, som sa at han lever;
24 I idoše jedni od našijeh na grob, i naðoše tako kao što i žene kazaše, ali njega ne vidješe.
og nogen av dem som var med oss, gikk bort til graven og fant det så som kvinnene hadde sagt; men ham så de ikke.
25 I on im reèe: o bezumni i sporoga srca za vjerovanje svega što govoriše proroci!
Da sa han til dem: I dårer og senhjertede til å tro alt det profetene har talt!
26 Nije li to trebalo da Hristos pretrpi i da uðe u slavu svoju?
Måtte ikke Messias lide dette og så gå inn til sin herlighet?
27 I poèevši od Mojsija i od sviju proroka kazivaše im što je za njega u svemu pismu.
Og han begynte fra Moses og fra alle profetene og utla for dem i alle skriftene det som er skrevet om ham.
28 I približiše se k selu u koje iðahu, i on èinjaše se da hoæe dalje da ide.
Og de var nær ved byen som de gikk til, og han lot som han vilde gå videre.
29 I oni ga ustavljahu govoreæi: ostani s nama, jer je dan nagao, i blizu je noæ. I uðe s njima da noæi.
Da nødde de ham og sa: Bli hos oss; for det stunder til aften, og dagen heller! Og han gikk inn og blev hos dem.
30 I kad sjeðaše s njima za trpezom, uze hljeb i blagoslovivši prelomi ga i dade im.
Og det skjedde da han satt til bords med dem, da tok han brødet og velsignet det, og brøt det og gav dem;
31 Tada se njima otvoriše oèi i poznaše ga. I njega nestade.
da blev deres øine åpnet, og de kjente ham; og han blev usynlig for dem.
32 I oni govorahu jedan drugome: ne goraše li naše srce u nama kad nam govoraše putem i kad nam kazivaše pismo?
Og de sa til hverandre: Brente ikke vårt hjerte i oss da han talte til oss på veien og oplot skriftene for oss?
33 I ustavši onaj èas, vratiše se u Jerusalim, i naðoše u skupu jedanaestoricu i koji bijahu s njima,
Og de stod op i samme stund og vendte tilbake til Jerusalem, og de fant de elleve samlet, og dem som var med dem, og disse sa:
34 Koji govorahu: zaista ustade Gospod, i javi se Simonu.
Herren er sannelig opstanden, og er sett av Simon!
35 I oni kazaše što bi na putu, i kako ga poznaše kad prelomi hljeb.
Og de fortalte hvad som var skjedd på veien, og hvorledes han blev kjent av dem da han brøt brødet.
36 A kad oni ovo govorahu, i sam Isus stade meðu njima, i reèe im: mir vam.
Mens de talte om dette, stod han selv midt iblandt dem og sa til dem: Fred være med eder!
37 A oni se uplašiše, i poplašeni buduæi, mišljahu da vide duha.
Men de blev forferdet og fulle av frykt, og trodde at de så en ånd.
38 I reèe im: šta se plašite? I zašto takove misli ulaze u srca vaša?
Og han sa til dem: Hvorfor er I forferdet, og hvorfor opstiger tvilende tanker i eders hjerte?
39 Vidite ruke moje i noge moje: ja sam glavom; opipajte me i vidite; jer duh tijela i kostiju nema kao što vidite da ja imam.
Se mine hender og mine føtter, og se at det er mig selv! Kjenn på mig og se! En ånd har jo ikke kjøtt og ben, som I ser at jeg har.
40 I ovo rekavši pokaza im ruke i noge.
Og da han hadde sagt dette, viste han dem sine hender og sine føtter.
41 A dok oni još ne vjerovahu od radosti i èuðahu se reèe im: imate li ovdje što za jelo?
Men da de ennu ikke trodde for glede, og undret sig, sa han til dem: Har I her noget å ete?
42 A oni mu daše komad ribe peèene, i meda u satu.
Da gav de ham et stykke av en stekt fisk og noget av en honningkake,
43 I uzevši izjede pred njima.
og han tok det og åt for deres øine.
44 I reèe im: ovo su rijeèi koje sam vam govorio još dok sam bio s vama, da sve treba da se svrši što je za mene napisano u zakonu Mojsijevu i u prorocima i u psalmima.
Og han sa til dem: Dette er mine ord som jeg talte til eder mens jeg ennu var hos eder, at alt det måtte opfylles som er skrevet i Mose lov og profetene og salmene om mig.
45 Tada im otvori um da razumiju pismo.
Da oplot han deres forstand, så de kunde forstå skriftene.
46 I reèe im: tako je pisano, i tako je trebalo da Hristos postrada i da ustane iz mrtvijeh treæi dan;
Og han sa til dem: Så står skrevet, at Messias skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag,
47 I da se propovijeda pokajanje u ime njegovo i oproštenje grijeha po svijem narodima poèevši od Jerusalima.
og at i hans navn skal omvendelse og syndenes forlatelse forkynnes for alle folkeslag, fra Jerusalem av.
48 A vi ste svjedoci ovome.
I er vidner om dette.
49 I gle, ja æu poslati obeæanje oca svojega na vas; a vi sjedite u gradu Jerusalimskome dok se ne obuèete u silu s visine.
Og jeg sender over eder det som min Fader har lovt; men I skal bli i byen inntil I blir iklædd kraft fra det høie.
50 I izvede ih napolje do Vitanije, i podignuvši ruke svoje blagoslovi ih.
Og han førte dem ut imot Betania, og han løftet op sine hender og velsignet dem;
51 I kad ih blagosiljaše, otstupi od njih, i uznošaše se na nebo.
og det skjedde da han velsignet dem, at han skiltes fra dem og blev optatt til himmelen.
52 I oni mu se pokloniše, i vratiše se u Jerusalim s velikom radošæu.
Og de tilbad ham og vendte tilbake til Jerusalem med stor glede,
53 I bijahu jednako u crkvi hvaleæi i blagosiljajuæi Boga. Amin.
Og de var alltid i templet og lovet og priste Gud.
