Luki 24
1 A u prvi dan nedjeljni doðoše vrlo rano na grob, i donesoše mirise što pripraviše, i neke druge žene s njima;
Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
2 Ali naðoše kamen odvaljen od groba.
Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
3 I ušavši ne naðoše tijela Gospoda Isusa.
Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
4 I kad se one èuðahu tome, gle, dva èovjeka staše pred njima u sjajnijem haljinama;
Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon.
5 A kad se one uplašiše i oboriše lica k zemlji, rekoše im: što tražite živoga meðu mrtvima?
Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?
6 Nije ovdje; nego ustade; opomenite se kako vam kaza kad bješe još u Galileji,
Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
7 Govoreæi da sin èovjeèij treba da se preda u ruke ljudi grješnika i da se razapne i treæi dan da ustane.
at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag."
8 I opomenuše se rijeèi njegovijeh.
Og de kom hans Ord i Hu.
9 I vrativši se od groba javiše sve ovo jedanaestorici i svima ostalijem.
Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.
10 A to bijaše Magdalina Marija i Jovana i Marija Jakovljeva i ostale s njima koje kazaše ovo apostolima.
Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
11 I njima se uèiniše njihove rijeèi kao laž, i ne vjerovaše im.
Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
12 A Petar ustavši otrèa ka grobu, i natkuèivši se vidje same haljine gdje leže, i otide èudeæi se u sebi šta bi.
Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.
13 I gle, dvojica od njih iðahu u onaj dan u selo koje bijaše daleko od Jerusalima šeset potrkališta i zvaše se Emaus.
Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
14 A oni govorahu meðu sobom o svima ovijem dogaðajima.
Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
15 I kad se oni razgovarahu i zapitivahu jedan drugoga, i Isus približi se, i iðaše s njima.
Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
16 A oèi im se držahu da ga ne poznaše.
Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham.
17 A on im reèe: kakav je to razgovor koji imate meðu sobom iduæi, i što ste neveseli?
Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede.
18 A jedan po imenu Kleopa, odgovarajuæi reèe mu: zar si ti jedan od crkvara u Jerusalimu koji nijesi èuo šta je u njemu bilo ovijeh dana?
Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?"
19 I reèe im: šta? A oni mu rekoše: za Isusa Nazareæanina, koji bješe prorok, silan u djelu i u rijeèi pred Bogom i pred svijem narodom;
Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;
20 Kako ga predadoše glavari sveštenièki i knezovi naši te se osudi na smrt, i razapeše ga?
og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
21 A mi se nadasmo da je on onaj koji æe izbaviti Izrailja; ali svrh svega toga ovo je danas treæi dan kako to bi.
Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
22 A uplašiše nas i žene neke od našijeh koje su bile rano na grobu,
Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven,
23 I ne našavši tijela njegova doðoše govoreæi da su im se anðeli javili koji su kazali da je on živ.
og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
24 I idoše jedni od našijeh na grob, i naðoše tako kao što i žene kazaše, ali njega ne vidješe.
Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke."
25 I on im reèe: o bezumni i sporoga srca za vjerovanje svega što govoriše proroci!
Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt!
26 Nije li to trebalo da Hristos pretrpi i da uðe u slavu svoju?
Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?"
27 I poèevši od Mojsija i od sviju proroka kazivaše im što je za njega u svemu pismu.
Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
28 I približiše se k selu u koje iðahu, i on èinjaše se da hoæe dalje da ide.
Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre.
29 I oni ga ustavljahu govoreæi: ostani s nama, jer je dan nagao, i blizu je noæ. I uðe s njima da noæi.
Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem.
30 I kad sjeðaše s njima za trpezom, uze hljeb i blagoslovivši prelomi ga i dade im.
Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
31 Tada se njima otvoriše oèi i poznaše ga. I njega nestade.
Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.
32 I oni govorahu jedan drugome: ne goraše li naše srce u nama kad nam govoraše putem i kad nam kazivaše pismo?
Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?"
33 I ustavši onaj èas, vratiše se u Jerusalim, i naðoše u skupu jedanaestoricu i koji bijahu s njima,
Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
34 Koji govorahu: zaista ustade Gospod, i javi se Simonu.
"Herren er virkelig opstanden og set af Simon."
35 I oni kazaše što bi na putu, i kako ga poznaše kad prelomi hljeb.
Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
36 A kad oni ovo govorahu, i sam Isus stade meðu njima, i reèe im: mir vam.
Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: "Fred være med eder!"
37 A oni se uplašiše, i poplašeni buduæi, mišljahu da vide duha.
Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd.
38 I reèe im: šta se plašite? I zašto takove misli ulaze u srca vaša?
Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
39 Vidite ruke moje i noge moje: ja sam glavom; opipajte me i vidite; jer duh tijela i kostiju nema kao što vidite da ja imam.
Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har."
40 I ovo rekavši pokaza im ruke i noge.
Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.
41 A dok oni još ne vjerovahu od radosti i èuðahu se reèe im: imate li ovdje što za jelo?
Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: "Have I her noget at spise?"
42 A oni mu daše komad ribe peèene, i meda u satu.
Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
43 I uzevši izjede pred njima.
Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
44 I reèe im: ovo su rijeèi koje sam vam govorio još dok sam bio s vama, da sve treba da se svrši što je za mene napisano u zakonu Mojsijevu i u prorocima i u psalmima.
Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne."
45 Tada im otvori um da razumiju pismo.
Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne.
46 I reèe im: tako je pisano, i tako je trebalo da Hristos postrada i da ustane iz mrtvijeh treæi dan;
Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstå fra de døde på den tredje Dag,
47 I da se propovijeda pokajanje u ime njegovo i oproštenje grijeha po svijem narodima poèevši od Jerusalima.
og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
48 A vi ste svjedoci ovome.
I ere Vidner om disse Ting.
49 I gle, ja æu poslati obeæanje oca svojega na vas; a vi sjedite u gradu Jerusalimskome dok se ne obuèete u silu s visine.
Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje."
50 I izvede ih napolje do Vitanije, i podignuvši ruke svoje blagoslovi ih.
Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.
51 I kad ih blagosiljaše, otstupi od njih, i uznošaše se na nebo.
Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
52 I oni mu se pokloniše, i vratiše se u Jerusalim s velikom radošæu.
Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
53 I bijahu jednako u crkvi hvaleæi i blagosiljajuæi Boga. Amin.
Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.
