Luke 15
1 Sûnkhat chu sumrusuongpungei mi tamtak le mi nunsiengei Jisua kôm chong rangâi rangin an honga.
Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham.
2 Phariseengei le Balam minchupungeiin, “Hi mi hin, mi nunsiengei a modôma, munkhatin sâk khom an sâkpui ngâi,” tiin an chiera.
Og baade Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: „Denne tager imod Syndere og spiser med dem.‟
3 Masikin, Jisua'n hi chongmintêk hih a rila.
Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:
4 Nin kâra inkhatlam hin belri razakhat nei ungla, inkhat inmang senla imo a tho rang? Sômkuoleikuo hah sûla mâng a ta, ânmang hah aman mâka rok noni mo?
„Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Faar og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og gaar ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
5 A manin chu râisân takin a dâra hong ruputin a ina hongpui a tih.
Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde.
6 Hanchu a ruolngei, a bungmingei koitûp a ta, ke belri inmang ka man nôk zoia, ka râiasân. Masikin, râisânna mi tho pui roi tîng a tih.
Og naar han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Faar, som jeg havde mistet.
7 Ma anghan, nangni ki ril, mi sômkuoleikuo insîr nâng khâiloi ngei nêkin mi nunsie inkhat insîr sikin invâna râisânna a om uol ngâi.
Jeg siger eder: Saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.
8 Nupang inkhatin sumdâr sôm nei senla, inkhat minmang senla, imo tho ni? Châti mochokin a in phiet a ta, a man nôk mâka takintâi takin rok a tih.
Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den?
9 A man nôkin chu a chamnungei le a bungmingei koitûp a ta, an kôma, ku sumdâr minmang ka man nôk zoi ka râiasân, râisânna mi thopui roi tîng a tih.
Og naar hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt.
10 Nangni ki ril, ma anghan mi nunsie inkhat insîr sikin Pathien vântîrtonngei an râiasân ngâi.
Saaledes, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig.‟
11 Jisua'n, “Mi inkhatin nâipasal inik a neia;
Men han sagde: „En Mand havde to Sønner.
12 nâipang uolin a pa kôma, ‘O, pa rochon ka chang rangtum chu atûn mi pêk ta roh,’ a tia. Hanchu, a rochon hah a nâingei an ruonin a sem pe ngeia.
Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem.
13 A nâipang uol han, sûntomte suole chu a changtum murdi a juora a lâk rieia. Hanchu a in mâkin ram lataka a sea, nuomninga omin a sum a hekpe zoia.
Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned.
14 Hanchu, a sum a hekpe suole chu, ha rama han mâitâm achula, ite sâk rang nei khâi maka.
Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
15 Hanchu, ha rama mi inkhat ava pana, ama han a vokngei enkol rangin a loia a tîra.
Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud paa sine Marker for at vogte Svin.
16 Vokngei sâk ngâi bê hôkngei sâk rangin a ôi zoia, ania, tutên ama a sâk rang pêk mak ngeia.”
Og han attraaede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene aade; og ingen gav ham noget.
17 “Nangkana, a honng inrietsuok le chu, ‘Ka pa ina inlo mingei bu nêk zoiloi pêna a nei intam tia laka, kei lakate hin vonchâmin ki thi rang na!
Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger.
18 Inthoi ka ta ka pa kôma se nôk ki tih, a kôma, O pa, Pathien chunga le nangma chunga ku nunsie zoi.
Jeg vil staa op og gaa til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig,
19 Na nâia be rangin luo chuk khâi mu-ung, no kôma inlo mi inkhat angin mi be ta roh,’ tîng ki tih,” a tia.
jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere!
20 “Hanchu ânthoia, a pa kôma a se zoia. Lâtaka a la om lâiin a pa'n a lei mua, lungkham amu oka, a tâna, a kola, a tuma.
Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, saa hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham.
21 Hanchu, ‘O pa, Pathien chunga le nangma chunga, ku nunsie zoi, na nâia be rangin chuk khâi mu-ung,’ a tia.
Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
22 Hannisenla a pa'n, a suokngei kôma, Innot takin rovo satak min hak roi, a kutruola kutsabi minbun ungla, a kea kekok minbun roi.
Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring paa hans Haand og Sko paa Fødderne;
23 Serat tuoi sa tak that ungla, râisânna ruolhoi sâk ei tih.
og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige!
24 Hi ka nâipasal hih, a thia ân thoinôk ani; ânmanga man nôk ani,” a tia. Hanchu râisânna ruolhoi an phut zoi.
Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!
25 Hanchu a nâi ulien uolpu chu loia a oma, in a hongtung rangin chu, berlem miring le lâm rahang a rieta,
Men hans ældste Søn var paa Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans.
26 Hanchu tîrlâm inkhat a koia, Imo ani zoi? tiin a rekela.
Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var?
27 Hanchu, a kôma, “Na nâipa a hongkîr nôka, nin pa'n a ring a dama amu nôk sikin râisânnân serat tuoi thâitak a thata, ruolhoi a tho ani,” a tipea.
Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har faaet ham sund igen.
28 Hanchu, a ulienpa chu a taksi sabaka, ina khom lût nuom khâi maka, hanchu a pa a hongsuoka, a methêma.
Men han blev vred og vilde ikke gaa ind. Men hans Fader gik ud og bad ham.
29 Ania a pa kôma, “En roh, hi ten kum hih nata rangin tîrlâm sinin ki sina, no chong khom jôm loiin om ngâi mu-ung. Ania imo mini pêk ngâia? Ka malngei leh ruolhoi thona rangin, kêlte luo mi pêk ngâi mak che.
Men han svarede og sagde til Faderen: Se, saa mange Aar har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtraadt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner.
30 Hannisenla, hi na nâi norchon notizuorngei kôma ânchêk suole a hongkîr nôkin chu, serat tuoi thâitak na thatpui,” a tia.
Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham.
31 A pân a kôma, “ka nâipasal ko kôma omtit kêng nini, ki nei murdi hih nata kêng.
Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit.
32 Ania, râisâna ei mang rang kêng ani, na nâipa hih a thia a ring nôk kêng ani, ânmanga ei man nôk ani sikin,” a tipea.
Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden.‟
