Luka 18
1 Isusu rubja alu učenikurlje aluj asta vorbă s lji ănvacă kum trjebje uvjek s s ruagă š nikad s nu odustanjaskă:
Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte,
2 “Irja ăn njeki trg unu sudac. Nič k irja aluj frikă d Dimizov nič ka marit d lumje.
og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undså sig for noget Menneske.
3 A ăn trgula irja š njeka udovică karje stalno vinja la jel š s ruga d jel: ‘Adăm pravdă păntruv dušmanu alu mjov!’
Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart!
4 Sudacu d mult na marit d aja, ali napokon agăndit: ‘Š akă numi frikă d Dimizov š nu marjesk d lumje,
Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske,
5 osă dauv pravdă alu asta udovică daja če m stalno zmitjaštje, s nu vije stalno s m dosadjaskă!’”
så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig."
6 Zăče Domnu Isusu: “Ăsta sudac irja nepravedan, ali obratic pažnja p aja če jel ipak aodlučit!
Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!
7 Dali nusă dja Dimizov pravdă alu lumja aluj karje akuljes š karje zuva š nuaptja plănđe la jel? Dali Dimizov osă odgodjaskă s lja žută?
Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem?
8 Istina je, ănpripă Dimizov osă lji dja pravdă. Ali kănd jo, Bijatu alu Omuluj, mătork p pămănt, dal osă găsăsk p lumje karje aša krjadje ăn Dimizov?”
Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"
9 Isusu rubja asta vorbă alu lumjej karje s uzdja ăn jej k je pravedni, š găndja k je maj bunj d alcă:
Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:
10 “Doj lumje avinjit ăn Hram s s ruađje. Unu afost farizej karje lumja l poštuja, a altu om irja carinik karje lumja l mrăza.
"Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder.
11 Farizeju astat š sa rugat d jel: ‘Dimizovulje, fala cije če nu sănt kašă alcă lumje: lopovj, ăštja karje nuje pravedni kătri lumje, preljubnikurj ili kašă carinikusta.
Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder.
12 Dadavorj ăn duminikă pustjesk š d tot če stiknjesk zdauv cije unu tal.’
Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt.
13 A cariniku astat maj d partje š nu sa osudit s s ujtje ăn čerj. Jel tuguja š s bătja ăn tjept š rubja: ‘Dimizovulje, smilujaštje mije karje sănt om rov!’
Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder nådig!
14 Istina je, Dimizov afost zadovoljan ku rugala alu poreznikuluj š da tunča Dimizov la smatrit k je bun om. Ali p farizeju, Dimizov la smatrit k nuje bun om. K činje p jel săngur adrikă, Dimizov osă l ponizaskă, a činje p jel săngur ponizaštje, Dimizov osă l adrikă.”
Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."
15 Jej duča alu Isusuluj š maj mič kupi s puje măna p jej š sa rugat s lji blagoslovjaskă Dimizov. Kănd učenikurlje aja opazăt, jej lja zabranit s adukă kupi.
Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene så det, truede de dem.
16 Ali Isusu avrut s vije kupi š zăče: “Lăsăc kupi s vije la minje š nu lji putiric k cara alu Dimizovuluj pripadnjaštje alu ălja karje kašă kupištja!
Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne til.
17 Istina je zăk vuavă, akă njeko vrja s primjaskă cara alu Dimizovuluj jel mora s postanjaskă kašă kupilu. Inače nikad nusă untrje ăn jel!”
Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."
18 Njeki poglavar ăntrijabă p Isusu: “Učiteljulje alu bun, če mora s fakă s primjesk vječni život ku Dimizov?” (aiōnios g166)
Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" (aiōnios g166)
19 Isusu l ăntrijabă: “Dăče m kjem k sănt bun? Bun je samo Dimizov.
Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.
20 Zakonu alu Mojsije šti: ‘Nu fiča preljub’, ‘Nu umura’, ‘Nu fura’, ‘Nu optužuja ku minčunurlje’, š ‘Poštujaštje p tatutov š p mumuta!’”
Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din Fader og din Moder."
21 Omu azăs: “Poštujesk tuatje aštja zapovjedi alu Mojsije još kănd irjam tănăr.”
Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af."
22 Isusu zăče alu omuluj: “Još nješto c faljaštje. Fuđ š vindje tot če aj, a banji podiljaštje alu lumje karje sărač š osă aj blago p čerj. A atunča vină š pratjaštimă!”
Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!"
23 Ăla om irja mult bogat š mult sa žalostit kănd auzăt aja če ja zăs Isusu.
Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre rig.
24 Kănd Isusu la vizut kăt je žalostit, jel azăs: “Kum je grjev alu bogatašilor s untră ăn cara alu Dimizov!
Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!
25 Maj ušurje arfi alu devăj s s provučaskă p rupă alu akuluj njego alu bogatašuluj s untră ăn cara alu Dimizov!”
thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige."
26 Ălja karje aja auzăt antribat: “Pa činje atunča puatje s spasaskă?”
Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?"
27 Isusu lja zăs: “Aja če lumje nu puatje s fakă, Dimizov puatje.”
Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud."
28 Petar zăče: “Jakă, noj tot alu nostru alăsat š t sljedim.”
Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig."
29 A Isusu lja zăs: “Istina je zăk vuavă, tot ăla karje alăsat kasa aluj, ili p mujarja, ili p fracă, ili p roditelji, ili p kupi d cara alu Dimizov
Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,
31 Isusu astrăns p duavăsprjače apostolurj š lja zăs: “Jakă untrăm ăn trg Jeruzalem. Ănklo osă s ispunjaskă tot če prorokurlje askris ăn Svăntă pismă d minje, d Bijatu alu Omuluj.
Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen.
32 Osă m predajaskă alu lumjej karje narje frikă d Dimizov, osă sprdujaskă d minje, osă m zlostavljaskă š osă škupje p minje.
Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og bespyttes,
33 Š jej osă m bată ku biču š osă m umuară, ali d trje zălje jo osă m skuală dăla morc.”
og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag skal han opstå."
34 Ali učenikurlje na štijut d čaja Isusu rubjaštje. Na aputut s razumjaskă k aštja stvarurj osă ispunjaskă vorbilje alu prorokuluj. Daja jej na putut s shvatjaskă če Isusu alor azăs.
Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.
35 Kănd Isusu avinjit la uprapje d trg Jerihon, pănglă drum šadje njeki om karje nu vidja š prusa.
Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede.
36 Kănd vorbu auzăt p mulc lumje karje vinja kătri jel, ăntriba činje aja.
Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var.
37 Jej ja zăs: “Jakă vinje Isusu dăn Nazaret.”
Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
38 Jel p aja astrigat: “Isusulje, Bijatu alu David, smilujaštitje mije!”
Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
39 Lumja karje afost la intje ja zăs s takă, ali jel samo još maj tarje strigă: “Bijatu alu David, smilujaštitje mije!”
Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
40 Kănd Isusu auzăt, astat š zapovjedit alu lumjej s dukă omu la jel. Kănd vorbu avinjit maj uprapje, Isusu la tribat:
Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:
41 “Če vrjaj s fak d tinje?” Omu karje je vorb ja zăs: “Vrjauv s m torč vidu, Domnulje!”
"Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre! at jeg må blive seende."
42 A Isusu ja zăs: “Vjez! Tu ta likujit daja ča krizut.”
Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig."
43 Omu karje nu vidja dăturdată avizut š apljikat p drum dăpă Isusu š slavja p Dimizov. Š tot narodu karje avizut aja zahvaljit alu Dimizovuluj.
Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de så det.
