Markus 5
1 So kom dei yver til hi sida av sjøen, til Gerasenarbygdi,
Tedy přeplavili se přes moře do krajiny Gadarenských.
2 og med det same han steig utor båten, kom ein mann med ei urein ånd imot honom frå gravholorne.
A jakž vyšel z lodí, hned se s ním potkal člověk z hrobů, maje ducha nečistého.
3 Mannen hadde tilhald i graverne, og ingen kunde lenger få bunde honom, ikkje ein gong med lekkjor;
Kterýž bydlil v hrobích, a aniž ho kdo mohl řetězy svázati,
4 for han hadde ofte vore bunden med fotjarn og lekkjor, men slite lekkjorne og brote sund fotjarni, og ingen var god til å døyva honom.
Proto že často byv pouty a řetězy okován, polámal řetězy, a pouta roztrhal, a žádný nemohl ho skrotiti.
5 Allstødt både natt og dag var han i graverne og på fjelli og hua og slo seg sjølv med steinar.
A vždycky ve dne i v noci na horách a v hrobích byl, křiče a tepa se kamením.
6 Då han no såg Jesus langt burte, kom han springande og kasta seg ned for føterne hans,
Uzřev pak Ježíše zdaleka, běžel a poklonil se jemu,
7 og ropa høgt: «Kva vil du meg, Jesus, son åt den høgste Gud? For Guds skuld: pin meg ikkje!»
A křiče hlasem velikým, řekl: Co jest tobě do mne, Ježíši, Synu Boha nejvyššího? Zaklínám tě skrze Boha, abys mne netrápil.
8 For Jesus sagde til honom: «Far ut or mannen, du ureine ånd!»
(Nebo pravil jemu: Vyjdiž, duchu nečistý, z člověka tohoto.)
9 «Kva er namnet ditt?» spurde Jesus. «Legion er namnet mitt, » svara han; «for me er mange.»
I otázal se ho: Jakť říkají? A on odpovídaje, řekl: Množství jméno mé jest, nebo jest nás mnoho.
10 Og han naudbad Jesus, at han ikkje vilde driva deim ut or bygdi.
I prosil ho velmi, aby jich nevyháněl z té krajiny.
11 No var det ein stor svineflokk som gjekk på beite der innmed fjellet;
Bylo pak tu při horách stádo vepřů veliké pasoucích se.
12 so bad dei honom: «Send oss burt i svineflokken, og lat oss få fara inn i deim!»
I prosili ho všickni ti ďáblové, řkouce: Pusť nás do vepřů, ať do nich vejdeme.
13 Det gav han deim lov til. So for dei ureine åndene ut og for i svini. Og heile flokken, um lag tvo tusund svin, sette utyver stupet ned i sjøen og druknast.
I povolil jim hned Ježíš. A vyšedše duchové nečistí, vešli do těch vepřů. I běželo to stádo s vrchu dolů do moře, (a bylo jich ke dvěma tisícům, ) i ztonuli v moři.
14 Dei som gjætte svini, rømde og sagde frå um det i byen og på gardarne, og folk tok ut og vilde sjå kva det var som hadde hendt.
Ti pak, kteříž ty vepře pásli, utekli, a oznámili to v městě i ve vsech. I vyšli, aby viděli, co by to bylo, což se stalo.
15 Då dei so kom til Jesus, fekk dei sjå at den forgjorde sat der klædd, og med sitt fulle vit, han som hadde havt djevleheren i seg. Og dei vart ottefulle.
I přišli k Ježíšovi, a uzřeli toho, kterýž býval trápen od ďábelství, an sedí, odín jsa, a maje zdravý rozum, toho, kterýž míval množství. I báli se.
16 Og då dei som hadde set det, fortalde korleis det hadde gjenge med den forgjorde, og um svini,
A kteříž to viděli, vypravovali jim, kterak se stalo tomu, kterýž měl ďábelství i o vepřích.
17 tok dei til å beda Jesus at han vilde fara burt frå grensorne deira.
Tedy počali ho prositi, aby odšel z krajin jejich.
18 Då Jesus gjekk i båten, bad den forgjorde um han måtte vera med honom.
A když vstoupil na lodí, prosil ho ten, kterýž trápen býval od ďábelství, aby s ním byl.
19 Men Jesus let honom ikkje få lov, og sagde: «Gakk heim til folket ditt, og seg med deim kor mykje Herren hev gjort for deg, og kor god han hev vore med deg!»
Ježíš pak nedopustil mu, ale řekl jemu: Jdi k svým do domu svého, a zvěstuj jim, kterak veliké věci učinil tobě Pán, a že slitoval se nad tebou.
20 So gjekk mannen og tok til å gjera kunnigt kring i Dekapolis kor mykje Jesus hadde gjort for honom. Og alle undra seg.
I odšel, a počal ohlašovati v krajině Desíti měst, kterak veliké věci učinil mu Ježíš. I divili se všickni.
21 Då Jesus hadde fare yver til hi sida att med båten, og endå var nedmed sjøen, samla det seg ein stor folkehop kringum honom.
A když se přeplavil Ježíš na lodí zase na druhou stranu, sšel se k němu zástup mnohý. A byl u moře.
22 Då kom ein av synagoge-forstandarane, som heitte Jairus, og med det same han såg Jesus, kasta han seg ned for føterne hans
A aj, přišel jeden z knížat školy, jménem Jairus, a uzřev jej, padl k nohám jeho.
23 og bad honom mykje og sagde: «Vesle dotter mi ligg på det siste - um du vilde koma og leggja henderne på henne, so ho kann bergast og liva!»
A velmi ho prosil, řka: Dcerka má skonává. Poď, vlož na ni ruce, aby uzdravena byla, a budeť živa.
24 Jesus gjekk med honom, og ein stor folkehop fylgde etter, og trengde seg um honom.
I šel s ním, a zástup mnohý šel za ním, i tiskl jej.
25 Millom deim var ei kvinna som hadde havt blodflod i tolv år.
(Tedy žena jedna, kteráž tok krve měla dvanácte let,
26 Ho hadde søkt mange lækjarar, og prøvt mange råder, og kosta ut alt ho åtte; men det hadde ikkje muna; ho var heller vorti verre.
A mnoho byla trápena od mnohých lékařů, a vynaložila všecken statek svůj, a nic jí bylo neprospělo, ale vždy se hůře měla,
27 Ho hadde høyrt ordet um Jesus, og no kom ho midt i folkehopen og tok attantil i kjolen hans.
Uslyšavši o Ježíšovi, přišla v zástupu po zadu, a dotkla se roucha jeho.
28 «Kann eg få taka um so berre i klædi hans, vert eg god att, » tenkte ho.
Nebo řekla byla: Dotknu-li se jen roucha jeho, uzdravena budu.
29 Og med ein gong stana blodflodi, og ho kjende det i likamen at ho var lækt for sjukdomen.
A hned přestal krvotok její, a pocítila na těle, že by uzdravena byla od neduhu svého.
30 Jesus kjende straks på seg at det for ei kraft ut ifrå honom; han snudde seg um i hopen og spurde: «Kven var det som tok i klædi mine?»
A hned Ježíš poznav sám v sobě, že z něho moc vyšla, obrátiv se v zástupu, řekl: Kdo se dotekl roucha mého?
31 «Du ser folket trengjer deg på alle kantar, » svara læresveinarne, «og so spør du kven det var som tok i deg!»
I řekli mu učedlníci jeho: Vidíš, že tě zástup tiskne, a pravíš: Kdo se mne dotekl?
32 Då såg han seg ikring etter den som hadde gjort det.
I hleděl vůkol, aby ji uzřel, která to učinila.
33 Og kvinna, som var so rædd at ho skalv, av di ho visste kva som hadde hendt henne, ho kom og kasta seg ned for føterne hans, og sagde honom alt som det var.
Ta pak žena s bázní a s třesením, věduci, co se stalo při ní, přistoupila a padla před ním, a pověděla mu všecku pravdu.
34 Då sagde han til henne: «Trui di hev hjelpt deg, dotter mi. Gakk heim og hav det godt, og ver fri sjukdomen din!»
On pak řekl jí: Dcero, víra tvá tě uzdravila, jdiž u pokoji, a buď zproštěna od trápení svého.)
35 Fyrr han hadde tala ut, kom det folk frå huset åt synagoge-forstandaren og sagde: «Dotter di hev slokna. Umaka ikkje meisteren lenger!»
A když on ještě mluvil, přišli z domu knížete školy, řkouce: Dcera tvá umřela, proč již zaměstknáváš Mistra?
36 Jesus høyrde kva dei tala um, og sagde til synagoge-forstandaren: «Ottast ikkje! Berre tru!»
Ježíš pak, hned jakž uslyšel to, což oni mluvili, řekl knížeti školy: Neboj se, toliko věř.
37 Han let ingen fylgja seg utan Peter og Jakob og Johannes, bror åt Jakob.
I nedal žádnému za sebou jíti, jediné Petrovi, Jakubovi a Janovi, bratru Jakubovu.
38 Og då dei kom heim til synagoge-forstandaren, og han såg for eit ståk der var, og høyrde folk gret og våla,
I přišel do domu knížete školy, a viděl tam hluk, ano plačí a kvílí velmi.
39 gjekk han inn og sagde: «Kva ståkar og græt de for? Barnet hev ikkje slokna; det søv.»
I všed tam, řekl jim: Co se bouříte a plačete? Neumřelať děvečka, ale spí.
40 Då log dei åt honom. Men han dreiv deim ut alle saman, og sjølv tok han med seg far og mor åt barnet, og fylgjesveinarne sine, og gjekk inn der barnet låg.
I posmívali se jemu. On pak vyhnav všecky, pojal otce a matku děvečky, a ty, kteříž s ním byli, i všel tam, kdež děvečka ležela.
41 Og han tok barnet i handi og sagde: «Talita kumi!» det er det same som: «Vesle gjenta, eg segjer deg: Ris upp!»
A vzav ruku děvečky, řekl jí: Talitha kumi. Což se vykládá: Děvečko, (toběť pravím, ) vstaň.
42 Og straks reis veslegjenta upp og gjekk ikring; for ho var tolv år. Då vart dei straks reint som dei var frå seg.
A hned vstala děvečka, a chodila; nebo byla ve dvanácti letech. I zděsili se divením převelikým.
43 Men han forbaud deim strengt å lata nokon få vita det, og sagde dei skulde gjeva henne mat.
A přikázal jim pilně, aby žádný o tom nezvěděl. I rozkázal jí dáti jísti.
