Jobs 39

1 Steingeiti, veit du når ho kidar? Vaktar du riderne åt hindi?

Znaš li vrijeme kad se divokoze koze? i jesi li vidio kad se košute legu?

2 Tel måna’rne dei gjeng med unge, og kjenner du deira fødetid?

Jesi li izbrojio mjesece, dokle nose? znaš li vrijeme kad se legu?

3 Dei bøygjer seg, fø’r sine ungar, so er det slutt med deira rider.

Kako se savijaju, mlad svoju ispuštaju, i opraštaju se bolova?

4 På marki kidi veks seg store, spring burt og kjem’kje att til deim.

Kako jaèa mlad njihova, raste po polju i otišavši ne vraæa se k njima?

5 Kven let villasnet renna fritt, tok bandet av det skjerre dyr,

Ko je pustio divljega magarca da je slobodan, i remene divljemu magarcu ko je razdriješio?

6 som eg gav øydemark til heim, den salte steppa til ein bustad?

Kojemu odredih pustinju za kuæu i za stan slatinu.

7 Det lær åt byen med sitt ståk, slepp høyra skjenn frå drivaren.

On se smije vrevi gradskoj, i ne sluša vike nastojnikove.

8 Det finn seg beite millom fjell, og leitar upp kvart grøne strå.

Što nalazi u gorama, ono mu je piæa, i traži svaku zelen.

9 Skal tru villuksen vil deg tena, og natta yver ved di krubba?

Bi li ti jednorog htio služiti? bi li noæivao za jaslima tvojim?

10 Kann du til fori honom tøyma, horvar han dalar etter deg?

Možeš li vezati užem jednoroga da ore? hoæe li vlaèiti brazde za tobom?

11 Lit du på honom for hans styrke? Og yverlet du han ditt arbeid?

Hoæeš li se osloniti na nj što mu je snaga velika? i ostaviti na njemu svoj posao?

12 Trur du han til å føra grøda heim og draga henne inn i løda?

Hoæeš li se pouzdati u nj da æe ti svesti ljetinu i na gumno tvoje složiti?

13 Struss-hoa flaksar kåt med vengen, men viser fjør og veng morskjærleik?

Jesi li ti dao paunu lijepa krila i perje èaplji ili noju?

14 Nei, ho legg sine egg på jordi, og let so sanden verma deim;

Koji snese na zemlji jajca svoja, i ostavi da ih prah grije;

15 ho gløymer at ein fot kann treda og villdyr trakka deim i kras.

I ne misli da æe ih noga razbiti i zvijer poljska zgaziti;

16 Hardt fer ho åt med sine ungar, som var dei ikkje hennar eigne; for fåfengt stræv ho ikkje ræddast.

Nemilostiv je ptiæima svojim kao da nijesu njegovi, i da mu trud ne bude uzalud ne boji se.

17 For Gud let henne gløyma visdom, han ei tiletla henne vit.

Jer mu Bog nije dao mudrost niti mu je udijelio razuma.

18 Men når ho baskar seg i veg, ho lær åt både hest og mann.

Kad se podigne u vis, smije se konju i konjiku.

19 Skal tru um du gjev hesten kraft og klæder halsen hans med mån?

Jesi li ti dao konju jaèinu? jesi li ti okitio vrat njegov rzanjem?

20 Let du han som grashoppen springa alt med han frøser skræmeleg.

Hoæeš li ga poplašiti kao skakavca? frkanje nozdrva njegovijeh strašno je;

21 Glad i si kraft han marki skrapar og fer so fram mot væpna flokk.

Kopa zemlju, veseo je od sile, ide na susret oružju;

22 Han urædd er og lær åt rædsla, for sverdet ei han vender um,

Smije se strahu i ne plaši se niti uzmièe ispred maèa;

23 det skranglar pilhus yver honom, det blenkjer spjot til styng og skot.

Kad zvekæe nad njim tul i sijeva koplje i sulica;

24 Med ståk og bråk han slukar jordi, ustyrleg når stridsluren gjeng.

Od nemirnoæe i ljutine kopa zemlju, i ne može da stoji kad truba zatrubi.

25 Han kneggjar: «Hui!» når luren læt, han verar striden langan leid, med skrik frå hovdingar og herrop!

Kad truba zatrubi, on vrišti, izdaleka èuje boj, viku vojvoda i pokliè.

26 Flyg hauken upp ved ditt forstand og spilar vengjerne mot sud?

Eda li po tvome razumu leti jastrijeb? širi krila svoja na jug?

27 Stig ørnen høgt av di du byd, og byggjer reiret sitt i høgdi?

Eda li se na tvoju zapovijest diže u vis orao, i na visini vije gnijezdo?

28 Han bur på berg og held seg der, på kvasse tind og høge nut.

Na stijeni stanuje i bavi se, navrh stijene, na tvrdu mjestu.

29 Derfrå han spæjar etter mat, hans augo yver viddi skodar.

Odatle gleda hrane, daleko mu vide oèi.

30 Hans ungar gløypar i seg blod; der det finst lik, der er han og.»

I ptiæi njegovi piju krv, i gdje su mrtva tjelesa ondje je on.