Salmenes 81
1 Til sangmesteren, efter Gittit; av Asaf. Juble for Gud, vår styrke, rop med glede for Jakobs Gud!
Wɔde ma dwonkyerɛfo sɛ wɔnto sɛ “gittit” sanku nne so. Asaf dwom. Monto ahurusi dwom mma Onyankopɔn yɛn ahoɔden; mommɔ ose mma Yakob Nyankopɔn no!
2 Stem i sang og la pauken lyde, den liflige citar tillikemed harpen!
Momma nnwom no so na monwosow akasaa. Mommɔ sanku ne bɛnta dɛdɛ no.
3 Støt i basun i måneden, ved fullmånen, på vår høitids dag!
Monhyɛn mmentia ɔsram foforo da no, ne ne kurokumatwa mu, yɛn Aponto da no;
4 For det er en lov for Israel, en rett for Jakobs Gud.
Eyi yɛ Israelfo ahyɛde, Yakob Nyankopɔn mmara.
5 Han satte det til et vidnesbyrd i Josef da han drog ut gjennem Egyptens land. - Jeg hørte en røst som jeg ikke kjente:
Otintimii sɛ nhyehyɛe maa Yosef bere a ɔsɔre tiaa Misraim no, faako a yɛtee kasa a yɛnte ase no.
6 Jeg fridde hans skulder fra byrden, hans hender slapp fri fra bærekurven.
Ɔka se, “Miyii adesoa no fii wɔn mmati so, ne wɔn nsa fii kɛntɛn ho.
7 I nøden ropte du, og jeg fridde dig ut; jeg svarte dig, skjult i tordenskyen, jeg prøvde dig ved Meriba-vannene. (Sela)
Mo ahohiahia mu mofrɛɛ me na migyee mo, migyee mo so wɔ aprannaa mu; mesɔɔ mo hwɛɛ wɔ Meriba nsu ho.
8 Hør, mitt folk, og jeg vil vidne for dig! Israel, o, at du vilde høre mig:
“Me nkurɔfo, muntie me kɔkɔbɔ yi, Israel, sɛ mubetie me a!
9 Det skal ikke være nogen fremmed gud hos dig, og du skal ikke tilbede utlendingens gud.
Ɛnsɛ sɛ munya anyame foforo bi wɔ mo mu; ɛnsɛ sɛ mokotow ananafo anyame.
10 Jeg er Herren din Gud, som førte dig op av Egyptens land; lukk din munn vidt op, at jeg kan fylle den!
Mene Awurade, mo Nyankopɔn a miyii mo fii Misraim asase so no. Mummue mo anom tɛtrɛɛ na mɛhyɛ mu ma.
11 Men mitt folk hørte ikke min røst, og Israel vilde ikke lyde mig.
“Nanso me nkurɔfo rentie me; Israel remmrɛ ne ho ase mma me.
12 Så lot jeg dem fare i sitt hjertes hårdhet, forat de skulde vandre i sine egne onde råd.
Enti migyaa wɔn maa wɔn komaden sɛ wɔnyɛ nea wɔpɛ biara.
13 O, at mitt folk vilde høre mig, og at Israel vilde vandre på mine veier!
“Sɛ me nkurɔfo tie me, na Israel nantew mʼakwan so a,
14 Om en liten stund vilde jeg da ydmyke deres fiender og vende min hånd imot deres motstandere.
anka medi wɔn atamfo so ama wɔn ntɛm na mama me basa so atia wɔn a wokyi wɔn!
15 De som hater Herren, skulde smigre for dem, og deres tid skulde vare evindelig.
Wɔn a wɔtan Awurade no de osuro bɛkotow no, na wɔn asotwe to rentwa da.
16 Og han skulde fø dem med den beste hvete, og jeg skulde mette dig med honning fra klippen.
Nanso wɔde atoko mu atoko papa bɛma mo adi; mede ɔbotan mu wo bɛma mo amee.”
