Salmenes 78

1 En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!

Чуј, народе мој, наук мој, пригни ухо своје к речима уста мојих.

2 Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.

Отварам за причу уста своја, казаћу старе приповетке.

3 Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,

Шта слушасмо и дознасмо, и што нам казиваше оци наши,

4 det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.

Нећемо затајити од деце њихове, нараштају позном јавићемо славу Господњу и силу Његову и чудеса која је учинио.

5 Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,

Сведочанство подиже у Јакову, и у Израиљу постави закон, који даде оцима нашим да га предаду деци својој;

6 forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn

Да би знао потоњи нараштај, деца која ће се родити, па и они да би казивали својој деци.

7 og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud

Да полажу на Бога надање своје, и не заборављају дела Божијих, и заповести Његове да држе;

8 og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.

И да не буду као оци њихови, род неваљао и упоран, род који не беше чврст срцем својим, нити веран Богу духом својим.

9 Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.

Синови Јефремови наоружани, који стрељају из лука, вратише се натраг, кад беше бој.

10 De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,

Не сачуваше завет Божји, и по закону Његовом не хтеше ходити.

11 og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.

Заборавише дела Његова, и чудеса, која им је показао,

12 For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark.

Како пред очима њиховим учини чудеса у земљи мисирској, на пољу Соану;

13 Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.

Раздвоји море, и проведе их, од воде начини зид;

14 Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.

И води их дању облаком, и сву ноћ светлим огњем;

15 Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.

Раскида стене у пустињи, и поји их као из велике бездане;

16 Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.

Изводи потоке из камена, и води воду рекама.

17 Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.

Али они још једнако грешише Њему, и гневише Вишњег у пустињи.

18 Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.

И кушаше Бога у срцу свом, иштући јела по вољи својој,

19 Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?

И викаше на Бога, и рекоше: "Може ли Бог зготовити трпезу у пустињи?"

20 Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?

Ево! Он удари у камен, и потече вода, и реке устадоше; може ли и хлеба дати? Хоће ли и меса поставити народу свом?

21 Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,

Господ чу и разљути се, и огањ се разгоре на Јакова, и гнев се подиже на Израиља.

22 fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.

Јер не вероваше Богу и не уздаше се у помоћ Његову.

23 Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.

Тада заповеди облацима одозго, и отвори врата небеска,

24 Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.

И пусти, те им подажде мана за јело, и хлеб небески даде им.

25 Englebrød åt enhver; han sendte dem næring til mette.

Хлеб анђеоски јеђаше човек; посла им јела до ситости.

26 Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.

Пусти небом устоку, и наведе силом својом југ;

27 Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,

И као прахом засу их месом, и као песком морским птицама крилатим;

28 og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.

Побаца их сред логора њиховог, око шатора њихових.

29 Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.

И наједоше се и даде им шта су желели.

30 De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,

Али их још и не прође жеља, још беше јело у устима њиховим,

31 da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.

Гнев се Божји подиже на њих и помори најјаче међу њима, и младиће у Израиљу поби.

32 Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.

Преко свега тога још грешише, и не вероваше чудесима Његовим.

33 Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.

И пусти, те дани њихови пролазише узалуд, и године њихове у страху.

34 Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud

Кад их убијаше, онда притецаху к Њему, и обраћаху се и искаху Бога;

35 og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.

И помињаху да је Бог одбрана њихова, и Вишњи Избавитељ њихов.

36 Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.

Ласкаху Му устима својим, и језиком својим лагаху Му.

37 Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.

А срце њихово не беше Њему верно, и не беху тврди у завету Његовом.

38 Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.

Али Он беше милостив, и покриваше грех, и не помори их, често заустављаше гнев свој, и не подизаше све јарости своје.

39 Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.

Опомињаше се да су тело, ветар, који пролази и не враћа се.

40 Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!

Колико Га пута расрдише у пустињи, и увредише у земљи где се не живи!

41 Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.

Све наново кушаше Бога, и Свеца Израиљевог дражише.

42 De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,

Не сећаше се руке Његове и дана, у који их избави из невоље,

43 han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.

У који учини у Мисиру знаке своје и чудеса своја на пољу Соану;

44 Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.

И проврже у крв реке њихове и потоке њихове, да не могоше пити.

45 Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.

Посла на њих бубине да их кољу, и жабе да их море.

46 Og han gav gnageren deres grøde og gresshoppen deres høst.

Летину њихову даде црву, и муку њихову скакавцима.

47 Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.

Винограде њихове поби градом, и смокве њихове сланом.

48 Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.

Граду предаде стоку њихову, и стада њихова муњи.

49 Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.

Посла на њих огњени гнев свој, јарост, срдњу и мржњу, чету злих анђела.

50 Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.

Равни стазу гневу свом, не чува душе њихове од смрти, и живот њихов предаде помору.

51 Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.

Поби све првенце у Мисиру, први пород по колибама Хамовим.

52 Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.

И поведе народ свој као овце, и води их као стадо преко пустиње.

53 Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.

Води их поуздано, и они се не бојаше, а непријатеље њихове затрпа море.

54 Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.

И доведе их на место светиње своје, на ову гору, коју задоби десница Његова.

55 Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.

Одагна испред лица њиховог народе; жребом раздели њихово достојање, и по шаторима њиховим насели колена Израиљева.

56 Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.

Али они кушаше и срдише Бога Вишњег и уредбе Његове не сачуваше.

57 De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.

Одусташе и одвргоше се, као и оци њихови, слагаше као рђав лук.

58 Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.

Увредише Га висинама својим, и идолима својим раздражише Га.

59 Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.

Бог чу и разгневи се и расрди се на Израиља веома.

60 Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.

Остави насеље своје у Силому, шатор, у коме живљаше с људима.

61 Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.

И оправи у ропство славу своју и красоту своју у руке непријатељеве.

62 Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.

И предаде мачу народ свој, и на достојање своје запламте се.

63 Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.

Младиће његове једе огањ, и девојкама његовим не певаше сватовских песама;

64 Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål.

Свештеници његови падаше од мача, и удовице његове не плакаше.

65 Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.

Најпосле, као иза сна пробуди се Господ, прену се као јунак кад се напије вина.

66 Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.

И поби непријатеље своје с леђа, вечној срамоти предаде их.

67 Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,

И не хте шатор Јосифов, и колено Јефремово не изабра.

68 men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.

Него изабра колено Јудино, гору Сион, која Му омиле.

69 Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.

И сагради светињу своју као горње своје станове, и као земљу утврди је довека.

70 Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;

И изабра Давида, слугу свог, и узе га од торова овчијих,

71 fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.

И од дојилица доведе га да пасе народ Његов, Јакова, и наследство Његово, Израиља.

72 Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.

И он их пасе чистим срцем, и води их мудрим рукама.