< Salmenes 74 >

1 En læresalme av Asaf. Hvorfor, Gud, har du forkastet oss for evig tid? Hvorfor ryker din vrede mot den hjord du før?
Ein Lehrgedicht, von Asaph. - Warum, ach Gott, verwirfst Du immerfort und lodert über Deiner Herde Deines Zornes Rauch?
2 Kom i hu din menighet, som du vant din i fordums tid, som du gjenløste til å være din arvs stamme, Sions berg, hvor du tok bolig!
Bedenke: Die Gemeinde, die Du einst gegründet, die Du Dir ausgelöst zum Stamme ewigen Besitzes, der Sionsberg, auf dem Du Wohnung nahmst,
3 Opløft dine trin til de evige grushoper! Alt har fienden fordervet i helligdommen.
den Deine Schritte ausgezeichnet, sind zusammen eine Trümmerstatt! Gar alles hat der Feind im Heiligtum geschändet.
4 Dine motstandere har brølt midt i ditt forsamlingshus; de har satt sine egne tegn op til tegn.
In Deiner Sammlungsstätte wüten Deine Feinde; sie stellen ihre Flaggen dort als Zeichen auf.
5 Det var et syn som når økser løftes i tykke skogen.
So ist's, wie wenn man hohen Schwunges auf Waldgehölz die Äxte hebt.
6 Og nu, alt det som fantes av billedverk, det slo de sønder med øks og hammer.
Und nun sein Schnitzwerk allzumal zerschlagen sie mit Beil und Hammer.
7 De har satt ild på din helligdom; like til grunnen har de vanhelliget ditt navns bolig.
Sie werfen Feuer in Dein Heiligtum, entweihen in den Staub die Wohnung Deines Namens.
8 De har sagt i sitt hjerte: Vi vil ødelegge dem alle tilsammen! De har opbrent alle Guds forsamlingshus i landet.
In ihrem Herzen sprechen sie: "Wir wollen alle sie zu Heiden machen." Im Land verbrennen sie die Gotteshäuser all.
9 Våre egne tegn ser vi ikke; det er ikke nogen profet mere, ikke nogen hos oss som vet hvor lenge det skal vare.
Wir sehen unsere Zeichen nimmer; und Propheten gibt es keine mehr, und niemand weiß bei uns: Wie lange?
10 Hvor lenge, Gud, skal motstanderen håne, fienden forakte ditt navn evindelig?
Wie lange darf der Feind noch höhnen, der Gegner Deinen Namen immerfort verlästern, Gott?
11 Hvorfor drar du din hånd, din høire hånd tilbake? Ta den ut av din barm og ødelegg!
Warum entziehst Du Deine rechte Hand dem Kampfe? Vollbringe doch, was Dir obliegt!
12 Gud er dog min konge fra fordums tid, han som skaper frelse på den vide jord.
Von altersher ist Gott mein König, der auf der Erde hilfereiche Werke tut. -
13 Du er den som skilte havet med din styrke, knuste dragenes hoder på vannene.
In Deiner Macht zerteilst Du ja das Meer, zerbrichst die Drachenköpfe,
14 Du sønderslo Leviatans hoder, du gav den til føde for ørkenens folk.
zerschlägst des Leviatans Häupter und gibst ihn hin der Wüstentiere Schar zum Fraße.
15 Du lot kilde og bekk bryte frem, du uttørket evige strømmer.
Du lässest Bach und Quelle sprudeln und starke Ströme Du versiegen.
16 Dig hører dagen til, dig også natten; du har skapt himmellysene og solen.
Dein ist der Tag; Dein ist die Nacht. Genau bemißt Du Mond und Sonne.
17 Du har fastsatt alle jordens grenser; sommer og vinter - du har dannet dem.
Du stellst der Erde Grenzen alle fest; Du schaffst den Sommer und den Winter.
18 Kom dette i hu: Fienden har hånet Herren, og et dårlig folk har foraktet ditt navn!
Gedenke dessen, daß der Feind, Herr, höhnt, daß Deinen Namen lästert ein törichtes Volk!
19 Overgi ikke din turteldue til den mordlystne skare, glem ikke dine elendiges skare evindelig!
Nicht gib dem Habicht Deiner Taube Leben preis! Vergiß nicht gänzlich Deiner Dulder Menge!
20 Se til pakten! For landets mørke steder er fulle av volds boliger.
Blick auf den Bund! Das Land ist voller Lug und Trug, die Wohnungen sind voll Gewalttat.
21 La ikke den undertrykte vende tilbake med skam, la den elendige og fattige love ditt navn!
Nicht ziehe der Bedrängte voller Scham dahin, der Arme nicht, der Elende, der Deinen Namen preist!
22 Reis dig, Gud, før din sak, kom i hu at du blir hånet av dåren hele dagen!
Auf, Gott! Führ Deine Sache! Der Schmach gedenke, die von Toren allezeit Dir widerfährt!
23 Glem ikke dine fienders røst, dine motstanderes bulder, som stiger op all tid!
Vergiß den Aufruhr Deiner Feinde nicht, das Toben Deiner Gegner nicht, das immer lauter wird.

< Salmenes 74 >