Salmenes 60

1 Til sangmesteren; efter Sjusjan edut; en gyllen sang av David til å læres, da han stred mot syrerne fra Mesopotamia og mot syrerne fra Soba, og Joab kom tilbake og slo edomittene i Saltdalen, tolv tusen. Gud! du har forkastet oss, du har sønderslått oss, du var vred; vederkveg oss nu igjen!

Au chef des chantres. Sur le lis lyrique. Hymne de David, pour enseigner. Lorsqu’il fit la guerre aux Syriens de Mésopotamie et aux Syriens de Tsoba, et que Joab revint et battit dans la vallée du sel douze mille Édomites. O Dieu! tu nous as repoussés, dispersés, Tu t’es irrité: relève-nous!

2 Du har rystet jorden, du har fått den til å revne; læg dens skade, for den vakler!

Tu as ébranlé la terre, tu l’as déchirée: Répare ses brèches, car elle chancelle!

3 Du har latt ditt folk se hårde ting, du har gitt oss vin å drikke så vi tumlet.

Tu as fait voir à ton peuple des choses dures, Tu nous as abreuvés d’un vin d’étourdissement.

4 Men du har gitt dem som frykter dig, et hærmerke til opreisning, for sannhets skyld. (Sela)

Tu as donné à ceux qui te craignent une bannière, Pour qu’elle s’élève à cause de la vérité. (Pause)

5 Forat de du elsker, må bli frelst, så hjelp nu med din høire hånd og bønnhør oss!

Afin que tes bien-aimés soient délivrés, Sauve par ta droite, et exauce-nous!

6 Gud har talt i sin hellighet. Jeg vil fryde mig; jeg vil utskifte Sikem og opmåle Sukkots dal.

Dieu a dit dans sa sainteté: Je triompherai, Je partagerai Sichem, je mesurerai la vallée de Succoth;

7 Mig hører Gilead til, og mig hører Manasse til, og Efra'im er vern for mitt hode, Juda er min herskerstav.

A moi Galaad, à moi Manassé; Éphraïm est le rempart de ma tête, Et Juda, mon sceptre;

8 Moab er mitt vaskefat, på Edom kaster jeg min sko; bryt ut i jubel over mig, Filisterland!

Moab est le bassin où je me lave; Je jette mon soulier sur Édom; Pays des Philistins, pousse à mon sujet des cris de joie!

9 Hvem vil føre mig til den faste by? Hvem leder mig inn til Edom?

Qui me mènera dans la ville forte? Qui me conduira à Édom?

10 Mon ikke du, Gud, som forkastet oss og ikke drog ut med våre hærer, Gud?

N’est-ce pas toi, ô Dieu, qui nous as repoussés, Et qui ne sortais plus, ô Dieu, avec nos armées?

11 Gi oss hjelp mot fienden, for menneskehjelp er tomhet!

Donne-nous du secours contre la détresse! Le secours de l’homme n’est que vanité.

12 Ved Gud skal vi gjøre storverk, og han skal nedtrede våre fiender.

Avec Dieu, nous ferons des exploits; Il écrasera nos ennemis.