Salmenes 56

1 Til sangmesteren; efter "Den målløse due på de fjerne steder"; av David; en gyllen sang da filistrene grep ham i Gat. Vær mig nådig, Gud! for mennesker vil opsluke mig; hele dagen trenger de mig med krig.

Mictam de David, [donné] au maître chantre, [pour le chanter] sur Jonathelem-rehokim, touchant ce que les Philistins le prirent dans Gath. Ô Dieu! aie pitié de moi, car l'homme [mortel] m'engloutit [et] m'opprime, me faisant tout le jour la guerre.

2 Mine fiender søker å opsluke mig hele dagen; for mange er de som strider mot mig i overmot.

Mes espions m'ont englouti tout le jour; car, ô Très-haut! Plusieurs me font la guerre.

3 På den dag jeg frykter, setter jeg min lit til dig.

Le jour auquel je craindrai je me confierai en toi.

4 Ved Gud priser jeg hans ord; til Gud setter jeg min lit, jeg frykter ikke; hvad skulde kjød kunne gjøre mig?

Je louerai en Dieu sa parole, je me confie en Dieu, je ne craindrai rien; que me fera la chair?

5 Hele dagen forvender de mine ord; alle deres tanker er mig imot til det onde.

Tout le jour ils tordent mes propos, et toutes leurs pensées tendent à me nuire.

6 De slår sig sammen, de lurer, de tar vare på mine trin, fordi de står mig efter livet.

Ils s'assemblent, ils se tiennent cachés, ils observent mes talons, attendant [comment ils surprendront] mon âme.

7 Skulde de undslippe tross sin ondskap? Støt folkeslag ned i vrede, Gud!

Leur moyen d'échapper c'est par outrage; ô Dieu, précipite les peuples en ta colère!

8 Hvor ofte jeg har flyktet, det har du tellet; mine tårer er gjemt i din flaske; står de ikke i din bok?

Tu as compté mes allées et venues; mets mes larmes dans tes vaisseaux; ne sont-elles pas écrites dans ton registre?

9 Da skal mine fiender vende tilbake, på den dag jeg roper; dette vet jeg at Gud er med mig.

Le jour auquel je crierai à toi, mes ennemis retourneront en arrière; je sais que Dieu est pour moi.

10 Ved Gud priser jeg ordet; ved Herren priser jeg ordet.

Je louerai en Dieu sa parole, je louerai en l'Eternel sa parole.

11 Til Gud setter jeg min lit, jeg frykter ikke; hvad skulde et menneske kunne gjøre mig?

Je me confie en Dieu, je ne craindrai rien; que me fera l'homme?

12 På mig, Gud, hviler løfter til dig; jeg vil betale dig med takksigelser.

Ô Dieu, tes vœux seront sur moi; je te rendrai des actions de grâces.

13 For du har fridd min sjel fra døden, ja mine føtter fra fall, så jeg kan vandre for Guds åsyn i de levendes lys.

Puisque tu as délivré mon âme de la mort, ne [garderais-tu] pas mes pieds de broncher, afin que je marche devant Dieu en la lumière des vivants?