Salmenes 50

1 En salme av Asaf. Den Allmektige, Gud Herren, taler og kaller på jorden fra solens opgang til dens nedgang.

Bog nad bogovima, Gospod, govori, i doziva zemlju od istoka sunèanoga do zapada.

2 Fra Sion, skjønnhetens krone, stråler Gud frem.

Sa Siona, koji je vrh krasote, javlja se Bog.

3 Vår Gud kommer og skal ikke tie; ild fortærer for hans åsyn, og omkring ham stormer det sterkt.

Ide Bog naš, i ne muèi; pred njim je oganj koji proždire, oko njega je bura velika.

4 Han kaller på himmelen der oppe og på jorden for å dømme sitt folk:

Doziva nebo ozgo i zemlju, da sudi narodu svojemu:

5 Samle til mig mine fromme, som har inngått pakt med mig om offer!

“Skupite mi svece moje, koji su uèinili sa mnom zavjet na žrtvi.

6 Og himmelen kunngjør hans rettferdighet; for Gud er den som skal dømme. (Sela)

I nebesa oglasiše pravdu njegovu, jer je taj sudija Bog.)

7 Hør, mitt folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne for dig: Gud, din Gud, er jeg.

Slušaj, narode moj, što æu ti kazati, Izrailju, što æu ti javiti. Ja sam Bog, Bog tvoj.

8 Ikke for dine offers skyld vil jeg straffe dig; dine brennoffer er alltid for mig.

Neæu te za žrtve tvoje karati; tvoje žrtve paljenice svagda su preda mnom.

9 Jeg vil ikke ta okser fra ditt hus eller bukker fra dine hegn.

Ne treba mi uzimati teleta iz doma tvojega, ni jariæa iz torova tvojih.

10 For mig hører alle dyr i skogen til, dyrene på fjellene i tusentall.

Jer je moje sve gorsko zvijerje, i stoka po planinama na tisuæe.

11 Jeg kjenner alle fjellenes fugler, og det som rører sig på marken, står for mig.

Znam sve ptice po gorama, i krasota poljska preda mnom je.

12 Om jeg hungret, vilde jeg ikke si det til dig; for mig hører jorderike til og alt det som fyller det.

Da ogladnim, ne bih tebi rekao, jer je moja vasiljena i sve što je u njoj.

13 Mon jeg skulde ete oksers kjøtt og drikke bukkers blod?

Zar ja jedem meso volujsko, ili krv jareæu pijem?

14 Ofre Gud takksigelse og gi den Høieste det du har lovt,

Prinesi Bogu hvalu na žrtvu, i izvršuj višnjemu zavjete svoje.

15 og kall på mig på nødens dag, så vil jeg utfri dig, og du skal prise mig.

Prizovi me u nevolji svojoj, izbaviæu te, i ti me proslavi.”

16 Men til den ugudelige sier Gud: Hvad har du med å fortelle om mine lover og føre min pakt i din munn?

A bezbožniku reèe Bog: zašto kazuješ uredbe moje i nosiš zavjet moj u ustima svojima?

17 Du hater jo tukt og kaster mine ord bak dig.

A sam mrziš na nauku, i rijeèi moje bacaš za leða.

18 Når du ser en tyv, er du gjerne med ham, og med horkarler gjør du felles sak.

Kad vidiš lupeža, pristaješ s njim, i s preljuboèincima imaš dijel.

19 Din munn slipper du løs med ondt, og din tunge spinner sammen svik.

Usta si svoja pustio da govore zlo, i jezik tvoj plete prijevare.

20 Du sitter og taler imot din bror, du baktaler din mors sønn.

Sjediš i govoriš na brata svojega, sina matere svoje opadaš.

21 Dette har du gjort, og jeg har tidd; du tenkte jeg var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine øine.

Ti si to èinio, ja muèah, a ti pomisli da sam ja kao ti. Oblièiæu te, metnuæu ti pred oèi grijehe tvoje.

22 Legg merke til dette, I som glemmer Gud, forat jeg ikke skal sønderrive, og det er ingen som redder!

Razumijte ovo koji zaboravljate Boga! inaèe æu zgrabiti, pa neæe niko izbaviti.

23 Den som ofrer takksigelse, ærer mig, og den som går den rette vei, ham vil jeg la skue Guds frelse.

Onaj mene poštuje koji prinosi hvalu na žrtvu i koji je putem na opazu. Ja æu mu pokazati spasenje Božije.