Salmenes 42

1 Til sangmesteren; en læresalme av Korahs barn. Som en hjort skriker efter rinnende bekker, så skriker min sjel efter dig, Gud!

Wɔde ma dwonkyerɛfo. Koramma “maskil” dwom. Sɛnea ɔforote pere hwehwɛ nsuwansuwa no, saa ara na me kra pere hwehwɛ wo, me Nyankopɔn.

2 Min sjel tørster efter Gud, efter den levende Gud; når skal jeg komme og trede frem for Guds åsyn?

Onyankopɔn ho sukɔm de me kra, Onyankopɔn teasefo no. Da bɛn na metumi akohyia Onyankopɔn?

3 Mine tårer er min mat dag og natt, fordi man hele dagen sier til mig: Hvor er din Gud?

Me nisu ayɛ mʼaduan awia ne anadwo, na da mu nyinaa nnipa bisa me se: “Wo Nyankopɔn wɔ he?”

4 Dette må jeg komme i hu og utøse min sjel i mig, hvorledes jeg drog frem i den tette hop, vandret med den til Guds hus med fryderop og lovsangs røst, en høitidsskare.

Saa nneɛma yi na mekae bere a mereka me koma mu nsɛm; sɛnea na midi asafokuw anim, na yɛde anigye nteɛteɛmu ne aseda nnwom nantew yuu bɔ mu kɔ Onyankopɔn fi wɔ afahyɛ da no.

5 Hvorfor er du nedbøiet, min sjel, og bruser i mig? Bi efter Gud! for jeg skal ennu prise ham for frelse fra hans åsyn.

Me kra, adɛn, na woabotow? Adɛn na woayɛ basaa wɔ me mu saa? Fa wo ho to Onyankopɔn so, na mɛkɔ so ayi no ayɛ, mʼAgyenkwa ne me Nyankopɔn.

6 Min Gud! Min sjel er nedbøiet i mig; derfor kommer jeg dig i hu fra Jordans land og Hermons høider, fra det lille fjell.

Me kra abotow wɔ me mu, enti mɛkae wo fi Yordan asase so, Hermon mmepɔw so, fi Bepɔw Misar so.

7 Vanndyp kaller på vanndyp ved duren av dine fossefall; alle dine brenninger og dine bølger går over mig.

Ebun kɔ bun mu wɔ wo nsu a ɛworo gu no nnyigyei mu; wʼasorɔkye nyinaa abu afa me so.

8 Om dagen sender Herren sin miskunnhet, og om natten er hans sang hos mig, bønn til mitt livs Gud.

Adekyee mu, Awurade kyerɛ nʼadɔe, adesae mu, ne dwom ba me nkyɛn, mpae a mebɔ srɛ me nkwa Nyankopɔn.

9 Jeg må si til Gud, min klippe: Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg gå i sørgeklær under fiendens trykk?

Mibisa Onyankopɔn, me Botan no se, “Adɛn nti na wo werɛ afi me? Adɛn nti na ɛsɛ sɛ menantenantew twa adwo, mʼatamfo nhyɛso nti?”

10 Det er som om mine ben blev knust, når mine fiender håner mig, idet de hele dagen sier til mig: Hvor er din Gud?

Me nnompe te ɔdesani yawdi, mʼahohiahiafo ateetee nti, daa nyinaa wobisa me se, “Wo Nyankopɔn wɔ he?”

11 Hvorfor er du nedbøiet, min sjel, og hvorfor bruser du i mig? Bi efter Gud! for jeg skal ennu prise ham, mitt åsyns frelse og min Gud.

Me kra, adɛn, na woabotow? Adɛn na woayɛ basaa wɔ me mu saa? Fa wo ho to Onyankopɔn so, na mɛkɔ so ayi no ayɛ, mʼAgyenkwa ne me Nyankopɔn.