Salmenes 39

1 Til sangmesteren, til Jedutun; en salme av David. Jeg sa: Jeg vil vokte mine veier, så jeg ikke synder med min tunge; jeg vil legge munnkurv på min munn, så lenge den ugudelige ennu er for mine øine.

Yo dije: Miraré por mis caminos, para no pecar con mi lengua: guardaré mi boca con freno, entre tanto que el impío fuere contra mí.

2 Jeg blev taus og var aldeles stille, jeg tidde uten gagn, og min smerte blev oprørt.

Enmudecí con silencio, me callé de lo bueno; y mi dolor se alborotó.

3 Mitt hjerte blev hett inneni mig, ved min grublen optendtes ild; - jeg talte med min tunge:

Calentóse mi corazón dentro de mí; en mi meditación se encendió fuego: hablé con mi lengua.

4 La mig vite, Herre, min ende, og mine dagers mål, hvad det er! La mig få vite hvad tid jeg skal bort!

Notifícame, Jehová, mi fin, y la medida de mis días cuanta sea, sepa yo cuanto tengo de ser del mundo.

5 Se, som en håndsbredd har du satt mine dager, og min livstid er som intet for dig; visselig, bare tomhet er hvert menneske, hvor fast han enn står. (Sela)

He aquí, como a palmos diste mis días, y mi edad es como nada delante de ti: ciertamente toda la vanidad es todo hombre que vive. (Selah)

6 Bare som et skyggebillede vandrer mannen, bare tomhet er deres uro; han dynger op og vet ikke hvem som skal samle det inn.

Ciertamente en tiniebla anda el hombre: ciertamente en vano se inquietan: allega, y no sabe quien lo cogerá.

7 Og nu, hvad håper jeg på Herre? - Mitt håp står til dig.

Y ahora, Señor, ¿qué esperaré? Mi esperanza en ti está.

8 Frels mig fra alle mine overtredelser, gjør mig ikke til spott for dåren!

Escápame de todas mis rebeliones, no me pongas por afrenta de insensato.

9 Jeg tier, jeg later ikke op min munn; for du har gjort det.

Yo enmudecí, no abrí mi boca; porque tú lo hiciste.

10 Ta bort fra mig din plage! For din hånds slag er jeg blitt til intet.

Quita de sobre mí tu llaga; de la guerra de tu mano soy consumido.

11 Tukter du en mann med straff for misgjerning, da fortærer du hans herlighet likesom møll; bare tomhet er hvert menneske. (Sela)

Con castigos sobre el pecado corriges al hombre, y haces desleir, como de polilla, su grandeza: ciertamente vanidad es todo hombre. (Selah)

12 Hør min bønn, Herre, og vend øret til mitt rop, ti ikke til min gråt! for jeg er en fremmed hos dig, en gjest som alle mine fedre.

Oye mi oración, o! Jehová escucha mi clamor; no calles a mis lágrimas; porque peregrino soy contigo; advenedizo, como todos mis padres.

13 Se bort fra mig, så mitt åsyn må bli opklaret, før jeg går herfra og er ikke mere!

Déjame, y tomaré fuerzas, antes que me vaya y perezca.