Salmenes 38

1 En salme av David; til ihukommelse. Herre, straff mig ikke i din vrede, og tukt mig ikke i din harme!

Psalm Davidov za spomin. Gospod, v srdu svojem ne dólži me, in v togoti svoji ne pokôri me.

2 For dine piler har rammet mig, og din hånd er falt tungt på mig.

Ker pušice tvoje so zasajene v mé, in nadme si spustil roko svojo.

3 Det er intet friskt i mitt kjød for din vredes skyld, det er ingen fred i mine ben for min synds skyld.

Nič celega ni na mesu mojem zavoljo srdú tvojega; mirú ni v mojih kostéh zavoljo greha mojega.

4 For mine misgjerninger går over mitt hode, som en tung byrde er de mig for tunge.

Ker krivice moje presezajo glavo mojo, kakor težko breme; pretežke so, da bi jih prenašati mogel.

5 Mine bylder lukter ille, de råtner for min dårskaps skyld.

Segnjile so in usmradile se bule moje, zavoljo nespameti moje.

6 Jeg er kroket, aldeles nedbøiet; hele dagen går jeg i sørgeklær.

Mučim se, krivim se presilno, ves dan pohajam v črni obleki.

7 For mine lender er fulle av brand, og det er intet friskt i mitt kjød.

Ker drob moj je poln prisada, tako da ni nič celega na mesu mojem.

8 Jeg er kold og stiv og aldeles knust, jeg hyler for mitt hjertes stønnen.

Oslabljen sem in potrt presilno; tulim od stokanja svojega srca.

9 Herre, for ditt åsyn er all min lengsel, og mitt sukk er ikke skjult for dig.

Gospod, pred teboj je vse hrepenenje moje; in zdihovanje ni ti skrito.

10 Mitt hjerte slår heftig, min kraft har sviktet mig, og mine øines lys, endog det er borte for mig.

Srce moje utriplje, zapušča me moja krepost, in luč mojih očî, tudi one niso v moji oblasti.

11 Mine venner og mine frender holder sig i avstand fra min plage, og mine nærmeste står langt borte.

Prijátelji moji in bližnji moji stojé nadlogi moji nasproti, in sorodniki moji stojé od daleč.

12 Og de som står mig efter livet, setter snarer, og de som søker min ulykke, taler om undergang, og på svik tenker de den hele dag.

Stavijo pa zanke, kateri iščejo duše moje: in kateri iščejo hudega meni, govoré nadloge in izmišljajo ves dan zvijače.

13 Og jeg er som en døv, jeg hører ikke, og som en stum, som ikke later op sin munn.

Jaz pa jih ne slišim kakor gluh, in kakor nem ne odprem svojih ust.

14 Ja, jeg er som en mann som ikke hører, og som ikke har motsigelse i sin munn.

Ampak sem kakor ón, ki ne sliši, in kateremu ní dokazov v ustih.

15 For til dig, Herre, står mitt håp; du skal svare, Herre min Gud!

Ker tebe čakam, Gospod; da me ti uslišiš, Gospod, Bog moj.

16 For jeg sier: De vil ellers glede sig over mig; når min fot vakler, ophøier de sig over mig.

Ker pravim: Naj se ne radujejo nad menoj; ko omahuje noga moja, naj se ne povzdigujejo proti meni,

17 For jeg er nær ved å falle, og min smerte er alltid for mig.

Ako bodem jaz za omahnenje pripravljen, in bolečina moja bode vedno pred mano.

18 For jeg bekjenner min misgjerning, jeg sørger over min synd.

Ker krivico svojo oznanjam, skrbi me moj greh.

19 Og mine fiender lever, er mektige, og mange er de som hater mig uten årsak.

Neprijatelji pa moji krepčajo se živi, in množijo se, kateri me sovražijo iz krivih vzrokov.

20 Og de som gjengjelder godt med ondt, står mig imot, fordi jeg jager efter det gode.

In vračajoč hudo za dobro nasprotujejo mi, zato ker hodim za dobrim.

21 Forlat mig ikke, Herre! Min Gud, vær ikke langt borte fra mig!

Ne zapústi me, Gospod, Bog moj; ne bivaj daleč od mene.

22 Skynd dig å hjelpe mig, Herre, min frelse!

Hiti na pomoč mojo, Gospod, blaginja moja!