Salmenes 35

1 Av David. Trett, Herre, med dem som tretter med mig! Strid mot dem som strider mot mig!

Pesem Davidova. Bojuj se, Gospod, zoper njé, ki se bojujejo z menoj; napadi jih, ki napadajo mene.

2 Grip skjold og verge og reis dig til hjelp for mig!

Zgrabi ščit veliki ali mali, in vstani v mojo pomoč:

3 Dra spydet frem og steng veien for mine forfølgere! Si til min sjel: Jeg er din frelse!

In potegni sulico, in prestrezi njé, ki me preganjajo: reci duši moji: Blaginja sem tvoja.

4 La dem blues og bli til skamme som står mig efter livet! La dem vike tilbake med skam som tenker ondt imot mig!

Osramoté se naj in z rudečico oblijó, kateri iščejo duše moje: nazaj naj se zapodé in zarudé, kateri mi nameravajo hudo.

5 La dem bli som agner for vinden, og Herrens engel støte dem bort!

Bodejo naj kakor pleve pred vetrom, ko ga zažene angelj Gospodov.

6 La deres vei bli mørk og glatt, og Herrens engel forfølge dem!

Temna bodi njih pot in prepolzka, in angelj Gospodov naj jih preganja.

7 For uten årsak har de lønnlig gjort i stand sin garngrav for mig, uten årsak har de gravd en grav for mitt liv.

Ker po krivem mi skrivajo v jami mrežo svojo, po krivem kopljejo jamo duši moji.

8 La ødeleggelse komme over ham, uten at han merker det, og la hans garn som han lønnlig har utlagt, fange ham, la ham falle i det til sin ødeleggelse!

Pride naj mu, da ne bode vedel, poguba, da ga vjame mreža njegova, katero skriva: v pogubo naj pade vanjo.

9 Da skal min sjel glede sig i Herren, fryde sig i hans frelse;

Tako naj se duša moja raduje v Gospodu, veseli se naj v blaginji njegovi.

10 alle mine ben skal si: Herre, hvem er som du, du som frir den elendige fra den som er ham for sterk, og den elendige og fattige fra den som plyndrer ham?

Vse kosti moje naj govoré: Gospod, kdo je tebi enak? Siromaka otimaš iz rok močnejega od njega; siromaka, pravim, in ubožca iz rok njega, ki ga pleni?

11 Der opstår urettferdige vidner, de spør mig om det jeg ikke vet.

Priče vstajajo krivične; česar si nisem v svesti, terjajo od mene.

12 De gjengjelder mig godt med ondt; min sjel er forlatt.

Hudo mi vračajo za dobro, zapuščenost duši moji.

13 Og jeg, jeg klædde mig i sørgeklær, da de var syke; jeg plaget min sjel med faste, og min bønn vendte tilbake til min barm.

In vendar sem jaz, ko so bili bolni, v raševini za obleko, s postom pokoril dušo svojo, in molitev moja se je vračala v nedrije moje.

14 Jeg gikk omkring, som om det var min venn, min bror; jeg gikk nedbøiet i sørgeklær som en som sørger over sin mor.

Kakor k bližnjemu, kakor k bratu sem hodéval neprestano, kakor žalujoč po materi hodil sem sključen v črni obleki.

15 Men nu da jeg vakler, gleder de sig og flokker sig sammen; skarns-folk flokker sig om mig uten at jeg visste det; de sønderriver og hviler ikke.

Ko pa pešam, zbirajo se in se radujejo; zbirajo se pri meni in se plazijo, da ne čutim; parajo obleko, in ne molčé:

16 Som skamløse som spotter for et stykke brød, skjærer de tenner imot mig.

Med igralci šaljivci šegavi; sè svojimi zobmí režé proti meni.

17 Herre, hvor lenge vil du se til? Fri min sjel ut fra deres ødeleggelser, mitt eneste fra de unge løver.

Gospod, doklej bodeš gledal? Reši dušo mojo njih pogube, mladih levov edino mojo.

18 Jeg vil prise dig i en stor forsamling, love dig blandt meget folk.

Slavil te bodem v velikem zboru, med ljudstvom obilim bodem te hvalil.

19 La ikke dem glede sig over mig, som uten grunn er mine fiender! La ikke dem som hater mig uten årsak, blinke med øiet!

Naj se ne radujejo nad menoj, kateri so mi neprijatelji iz krivih vzrokov; kateri me sovražijo po krivem, naj ne mežikajo z očesom.

20 For de taler ikke fred, men optenker svik mot de stille i landet.

Mirú namreč ne govoré, temuč zoper pokojne v deželi izmišljajo najhujše zvijače.

21 Og de lukker sin munn vidt op imot mig, de sier: Ha, ha! Der ser vårt øie!

In proti meni režé, govoreč: Prav, prav, oko naše vidi!

22 Du ser det, Herre, ti ikke! Herre, vær ikke langt borte fra mig!

Vidiš, Gospod, ne mólči; Gospod, ne bivaj daleč od mene.

23 Våkn op og bli våken for å gi mig rett, min Gud og Herre, for å føre min sak!

Zbúdi se in vstani na sodbo mojo; Bog moj in Gospod moj, na pravdo mojo.

24 Døm mig efter din rettferdighet, Herre min Gud, og la dem ikke glede sig over mig!

Sodi me po pravici svoji, Gospod Bog moj, in naj ne radujejo se nad mano.

25 La dem ikke si i sitt hjerte: Ha! Efter ønske! La dem ikke si: Vi har opslukt ham!

Naj ne govoré v srci svojem: Prav, duša naša; ne govoré naj: Pogoltnili smo ga.

26 La alle dem få skam og bli til skamme som gleder sig ved min ulykke! La dem som ophøier sig over mig, klæs i skam og skjensel!

Osramoté se naj in zarudé vkup, ker se veselé nesreče moje; sè sramoto naj se ogrnejo in nečastjo, kateri se povzdigujejo proti meni.

27 La dem juble og glede sig som unner mig min rett, og la dem alltid si: Høilovet være Herren, som unner sin tjener at det går ham vel!

Prepevali bodejo in se radovali, kateri se veselé pravice moje, in govorili bodejo vedno: Poveličan Gospod, ki se veseli mirú svojega hlapca.

28 Da skal min tunge synge om din rettferdighet, hele dagen om din pris.

In jezik moj bode oznanjal pravičnost tvojo, ves dan hvalo tvojo.