Salmenes 144
1 Av David. Lovet være Herren, min klippe, han som oplærer mine hender til strid, mine fingrer til krig,
Zabbuli ya Dawudi. Atenderezebwe Mukama, olwazi lwange, atendeka emikono gyange okulwana, era ateekerateekera engalo zange olutalo.
2 min miskunn og min festning, min borg og min redningsmann, mitt skjold og den jeg tar min tilflukt til, den som tvinger mitt folk under mig.
Mukama anjagala ye Katonda wange era kye kiddukiro kyange, ge maanyi gange amangi era ye mulokozi wange. Ye ngabo yange mwe neekweka. Awangula amawanga n’agassa wansi w’ebigere byange.
3 Herre, hvad er et menneske, at du kjenner ham, et menneskebarn, at du akter på ham!
Ayi Mukama, omuntu kye ki ggwe okumufaako, oba omwana w’omuntu, ggwe okumulowoozaako?
4 Et menneske er lik et åndepust, hans dager er som en skygge som farer forbi.
Omuntu ali nga mukka. Ennaku ze ziri ng’ekisiikirize ekiyita obuyisi.
5 Herre, bøi din himmel og far ned, rør ved fjellene så de ryker!
Yawula mu ggulu lyo, Ayi Mukama, okke! Kwata ku nsozi zinyooke omukka!
6 La lynet lyne og spred dem, send dine piler og skrem dem!
Myansa abalabe basaasaane, era lasa obusaale bwo obazikirize.
7 Rekk ut dine hender fra det høie, fri mig og frels mig fra store vann, fra fremmedes hånd,
Ogolole omukono gwo ng’osinziira waggulu ennyo, omponye, onzigye mu mazzi amangi, era onzigye mu mikono gya bannamawanga;
8 de hvis munn taler svik, og hvis høire hånd er en løgnens hånd.
ab’emimwa egyogera eby’obulimba, abalayira nti kya mazima, so nga bulimba bwereere.
9 Gud! En ny sang vil jeg synge dig, til tistrenget harpe vil jeg lovsynge dig,
Ayi Mukama, nnaakuyimbiranga oluyimba oluggya; nnaakukubiranga ennanga ey’enkoba ekkumi,
10 du som gir kongene frelse, som redder David, din tjener, fra det onde sverd.
ggwe awa bakabaka obuwanguzi; amponya, nze omuddu wo Dawudi, ekitala ekyogi.
11 Frels mig og fri mig fra fremmedes hånd, de hvis munn taler svik, og hvis høire hånd er en løgnens hånd,
Ndokola, omponye onzigye mu mukono gwa bannamawanga bano ab’emimwa egyogera eby’obulimba, era omukono gwabwe ogwa ddyo gwa bulimba.
12 forat våre sønner må være som planter, høit vokset i sin ungdom, våre døtre som hjørnestolper, hugget som til et slott,
Batabani baffe mu buvubuka bwabwe, Ayi Mukama, babeere ng’ebisimbe ebikulidde ddala obulungi, ne bawala baffe babe ng’empagi ennungi ez’oku nsonda okuzimbirwa ennyumba ya kabaka mu lubiri.
13 forat våre forrådshus må være fulle og gi av alle slag, at vårt småfe må øke sig i tusentall, ja i titusentall på våre gater,
Amawanika gaffe gajjule ebibala ebya buli ngeri. Endiga zaffe zizaale enkumi n’obukumi zijjule amalundiro gaffe.
14 at våre kuer må ha kalv, at det ingen skade må være og intet tap og intet klageskrik på våre gater.
Ente zaffe ziwalule ebizito. Ebisenge by’ekibuga bireme kumenyebwa. Waleme kubaawo kukaaba n’okwaziirana kwonna mu nguudo ez’omu bibuga byaffe.
15 Salig er det folk som det går således; salig er det folk hvis Gud Herren er.
Abantu abaweereddwa emikisa egyo beesiimye! Balina omukisa abantu abo abalina Katonda waabwe nga ye Mukama.
