Salmenes 144

1 Av David. Lovet være Herren, min klippe, han som oplærer mine hender til strid, mine fingrer til krig,

Pakai chu thangvah’un amachu kasongpi ahi. Aman kakhut teni hi galsatje dan eihil in, chule kakhut jung hohi galsatna’a manchahje dan eihil ahi.

2 min miskunn og min festning, min borg og min redningsmann, mitt skjold og den jeg tar min tilflukt til, den som tvinger mitt folk under mig.

Amahi eipanpi phapen leh kakulpi ahin, kahoidohna pal leh eihuhdohpa ahi. Chitin namtin anoijah akunsahji ahi.

3 Herre, hvad er et menneske, at du kjenner ham, et menneskebarn, at du akter på ham!

O Pakai, mihem hi ipi hiya hibanga nagel-lut’a, mihem chapa jeng jong ipi hiya hibanga nakhohsah hitam?

4 Et menneske er lik et åndepust, hans dager er som en skygge som farer forbi.

Ajeh chu mihem hi hai khatseh’a hing ahibouvin, ahin-nikho jong nisa-le tobanga mangpai thei ahibouve.

5 Herre, bøi din himmel og far ned, rør ved fjellene så de ryker!

Pakai vanho hinhong in hung kum lhan, molsang hohi tham’in lang meikhun len mangsah in.

6 La lynet lyne og spred dem, send dine piler og skrem dem!

Kehchang len-dohsah inlang galmite thejalsah in! Nathalchang kap inlang jamsah soh hel in.

7 Rekk ut dine hender fra det høie, fri mig og frels mig fra store vann, fra fremmedes hånd,

Vanna kon’in nakhut hin lhang in, twithuh lah’a konleh kagalmite thaneina’a kon in nei huhdoh in.

8 de hvis munn taler svik, og hvis høire hånd er en løgnens hånd.

Akam’un jou jeng aseijun, thudih kaseije atiuvin akihahsel un, hinlah jou jeng aseijun ahi.

9 Gud! En ny sang vil jeg synge dig, til tistrenget harpe vil jeg lovsynge dig,

O Pathen, na henga lathah khat sange; selangdah jangsom kibut chu mangchan na vahchoila sange.

10 du som gir kongene frelse, som redder David, din tjener, fra det onde sverd.

Ajeh chu nangman lengho galjona napen! Nalhacha David jong athi nading chemjam’a kon in nahuhdoh jin ahi.

11 Frels mig og fri mig fra fremmedes hånd, de hvis munn taler svik, og hvis høire hånd er en løgnens hånd,

Neihuhdoh’in! Kagalmite thaneina’a kon’in neihuhdoh’in, akam un jou jeng aseijun; thutah kaseiding ahi tin akihahsel-un, hinlah jou jengseh aseijun ahi.

12 forat våre sønner må være som planter, høit vokset i sin ungdom, våre døtre som hjørnestolper, hugget som til et slott,

Kachapateu akhandon laijun thingphung phatah bang in khanlhit sah in, kachanuteu jong leng inpi jemhoi dinga kisem khompi hoitah ho bang u-hen.

13 forat våre forrådshus må være fulle og gi av alle slag, at vårt småfe må øke sig i tusentall, ja i titusentall på våre gater,

Kachangpang jouseu jong lousoh jouse pum’in dimsoh hen, kalou jaova kagan chateu asang sang in, sangsom som chan geijin pung hen.

14 at våre kuer må ha kalv, at det ingen skade må være og intet tap og intet klageskrik på våre gater.

Kagancha teu gai pha hen, veiset le apengsol umhih hel hen! Ka khopi sung jenguva jong lunggim khoisat beihel hen.

15 Salig er det folk som det går således; salig er det folk hvis Gud Herren er.

Hitobang thilpha achunga lhung ho kipah uhen! chule a-Pathen’u Yaweh hikha nam mite chu kipah cheh’u hen!