Salmenes 139
1 Til sangmesteren; av David; en salme. Herre, du ransaker mig og kjenner mig.
Herre! du har ransaget mig og kender mig.
2 Enten jeg sitter, eller jeg står op, da vet du det; du forstår min tanke langt fra.
Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
3 Min sti og mitt leie gransker du ut, og du kjenner grant alle mine veier.
Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
4 For det er ikke et ord på min tunge - se, Herre, du vet det alt sammen.
Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
5 Bakfra og forfra omgir du mig, og du legger din hånd på mig.
Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
6 Å forstå dette er mig for underlig, det er for høit, jeg makter det ikke.
Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
7 Hvor skal jeg gå fra din Ånd, og hvor skal jeg fly fra ditt åsyn?
Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
8 Farer jeg op til himmelen så er du der, og vil jeg rede mitt leie i dødsriket, se, da er du der. (Sheol h7585)
Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)
9 Tar jeg morgenrødens vinger, og vil jeg bo ved havets ytterste grense,
Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
10 så fører også der din hånd mig, og din høire hånd holder mig fast.
saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
11 Og sier jeg: Mørket skjule mig, og lyset omkring mig bli natt -
Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
12 så gjør heller ikke mørket det for mørkt for dig, og natten lyser som dagen, mørket er som lyset.
Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 For du har skapt mine nyrer, du virket mig i min mors liv.
Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
14 Jeg priser dig fordi jeg er virket på forferdelig underfull vis; underfulle er dine gjerninger, og min sjel kjenner det såre vel.
Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
15 Mine ben var ikke skjult for dig da jeg blev virket i lønndom, da jeg blev kunstig virket i jordens dyp.
Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
16 Da jeg bare var foster, så dine øine mig, og i din bok blev de alle opskrevet de dager som blev fastsatt da ikke en av dem var kommet.
Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
17 Hvor vektige dine tanker er for mig, Gud, hvor store deres summer!
Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
18 Vil jeg telle dem, så er de flere enn sand; jeg våkner op, og jeg er ennu hos dig.
Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
19 Gud, gid du vilde drepe den ugudelige, og I blodtørstige menn, vik fra mig -
Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
20 de som nevner ditt navn til å fremme onde råd, som bruker det til løgn, dine fiender!
Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
21 Skulde jeg ikke hate dem som hater dig, Herre, og avsky dem som reiser sig imot dig?
Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
22 Jeg hater dem med et fullkomment hat; de er mine fiender.
Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
23 Ransak mig, Gud, og kjenn mitt hjerte! Prøv mig og kjenn mine mangehånde tanker,
Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
24 og se om jeg er på fortapelsens vei, og led mig på evighetens vei!
Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
