Salmenes 137

1 Ved Babylons elver, der satt vi og gråt når vi kom Sion i hu.

Babilonia nsubɔnten ho, ɛhɔ na yɛtena suu bere a yɛkaee Sion no.

2 På vidjene der hengte vi våre harper;

Ɛhɔ konkɔn so nnua mu na yɛde yɛn asanku sensɛnee,

3 for der krevde våre fangevoktere sanger av oss, våre plagere at vi skulde være glade: Syng for oss av Sions sanger!

ɛhɔ na yɛn nnommumfafo kaa se yɛnto nnwom, yɛn ahohiafo hwehwɛɛ anigye nnwom fii yɛn nkyɛn; wɔkae se, “Monto Sion nnwom baako nkyerɛ yɛn!”

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens sang på fremmed jord?

Ɛbɛyɛ dɛn na yɛatumi ato Awurade nnwom, bere a yɛwɔ ananafo asase so?

5 Glemmer jeg dig, Jerusalem, da glemme mig min høire hånd!

Yerusalem, sɛ me werɛ fi wo a ma me nsa nifa werɛ mfi sankubɔ.

6 Min tunge henge fast ved min gane om jeg ikke kommer dig i hu, om jeg ikke setter Jerusalem over min høieste glede!

Sɛ mankae wo a, ma me tɛkrɛma nka ntare mʼanom sɛ mamfa Yerusalem sɛ mʼanigyede kɛse pa ara a.

7 Kom Jerusalems dag i hu, Herre, så du straffer Edoms barn, dem som sa: Riv ned, riv ned, like til grunnen i den!

Kae, Awurade, nea Edomfo yɛɛ da a Yerusalem hwee ase no. Wɔteɛɛ mu se, “Munnwiriw, munnwiriw ngu fam nkɔka ne fapem!”

8 Babels datter, du ødelagte! Lykksalig er den som gir dig gjengjeld for den gjerning du gjorde mot oss.

Ɔbabea Babilonia, wɔadome wo akɔ ɔsɛe mu, nea otua wo ka bio ani gye wɔ nea wode ayɛ yɛn no ho.

9 Lykksalig er den som griper og knuser dine spede barn imot klippen.

Nea ɔkyere wo nkokoaa de wɔn dwiradwira abotan no ani gye.