Salmenes 137

1 Ved Babylons elver, der satt vi og gråt når vi kom Sion i hu.

KIT momoder ni kailan pilap en Papel o janejan, ni ni tamanda Jion.

2 På vidjene der hengte vi våre harper;

Kit lanadar at arp akan nin tuka kan, me mi waja o.

3 for der krevde våre fangevoktere sanger av oss, våre plagere at vi skulde være glade: Syng for oss av Sions sanger!

Pwe me jali kit edi inda, jen kaul, o jen pereperen ni at mamaiei: Komail wiai on kit kaul apot duen Jion.

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens sang på fremmed jord?

Iaduen at pan kak wiada kaul nil leowa nan jap en men wai?

5 Glemmer jeg dig, Jerusalem, da glemme mig min høire hånd!

Ma i pan monoke uk ala Ierujalem, pa i pali maun ap pil pun monokinokla.

6 Min tunge henge fast ved min gane om jeg ikke kommer dig i hu, om jeg ikke setter Jerusalem over min høieste glede!

Lo i pan paj on pan natanat ai, ma i jolar pan taman uk adar, ma i jolar pan peren kida Ierujalem mon meakaroj.

7 Kom Jerusalems dag i hu, Herre, så du straffer Edoms barn, dem som sa: Riv ned, riv ned, like til grunnen i den!

Main leowa, kom kotin tamanda en men Edom ar lokolokaia ni ran apwal en lerujalem Kawela, kawela lao Iel on nan pwel!

8 Babels datter, du ødelagte! Lykksalig er den som gir dig gjengjeld for den gjerning du gjorde mot oss.

Toun Papel, morjued koe, re meid pai, me pan wiai on uk duen me koe wiadar!

9 Lykksalig er den som griper og knuser dine spede barn imot klippen.

Meid pai ir, me pan koledi noum jeri pwelel o kajuk pajan nin takai!