Salmenes 132

1 En sang ved festreisene. Herre, gi David lønn for hans møie,

Opomeni se, Gospode, Davida i sve smjernosti njegove,

2 han som tilsvor Herren, gav Jakobs Veldige det løfte:

Kako se kunijaše Gospodu, i zavjetovaše Bogu Jakovljevu:

3 Jeg vil ikke gå inn i mitt huses telt, jeg vil ikke stige op på min sengs leie,

“Neæu uæi u šator doma svojega, niti æu leæi na postelju odra svojega;

4 jeg vil ikke unne mine øine søvn, mine øielokk slummer,

Neæu dati sna oèima svojima, ni vjeðama svojima drijema;

5 før jeg finner et sted for Herren, en bolig for Jakobs Veldige!

Dok ne naðem mjesta Gospodu, stana Bogu Jakovljevu.”

6 Se, vi hørte om den i Efrata, vi fant den i skogsbygden.

Evo, èusmo da je u Jefremovoj zemlji, naðosmo ga na poljima Kirijat-Jarimskim.

7 Vi vil komme til hans bolig, vi vil tilbede for hans føtters skammel.

Uðimo u stan njegov, poklonimo se podnožju nogu njegovijeh.

8 Reis dig, Herre, og kom til ditt hvilested, du og din styrkes ark!

Stani, Gospode, na poèivalištu svojem, ti i kovèeg sile tvoje.

9 La dine prester klæ sig i rettferd og dine fromme rope med fryd!

Sveštenici tvoji nek se obuku u pravdu, i sveci tvoji nek se raduju.

10 For Davids, din tjeners skyld vise du ikke din salvedes åsyn tilbake!

Radi Davida sluge svojega nemoj odvratiti lica od pomazanika svojega.

11 Herren har svoret David en sann ed, som han ikke vil gå fra: Av ditt livs frukt vil jeg sette konger på din trone;

Zakle se Gospod Davidu u istini, od koje neæe otstupiti; od poroda tvojega posadiæu na prijestolu tvojemu.

12 dersom dine barn holder min pakt og mine vidnesbyrd, som jeg vil lære dem, da skal også deres barn for all tid sitte på dine trone.

Ako sinovi tvoji ušèuvaju zavjet moj i otkrivenja moja kojima æu ih nauèiti, onda æe i sinovi njihovi dovijeka sjedjeti na prijestolu svom.

13 For Herren har utkåret Sion, han har attrådd det til sin bolig:

Jer je izabrao Gospod Sion, i omilje mu živjeti na njemu.

14 Dette er mitt hvilested til evig tid; her vil jeg bo, fordi jeg har attrådd det.

Ovo je poèivalište moje uvijek, ovdje æu se naseliti; jer mi je omiljelo.

15 Dets mat vil jeg velsigne, dets fattige vil jeg mette med brød,

Hranu æu njegovu blagosloviti, nište njegove nasitiæu hljeba.

16 og dets prester vil jeg klæ med fryd.

Sveštenike æu njegove obuæi u spasenje, i sveti æe se njegovi radovati.

17 Der vil jeg la et horn vokse op for David, gjøre i stand en lampe for min salvede.

Tu æu uèiniti da uzraste rog Davidu, postaviæu vidjelo pomazaniku svojemu.

18 Hans fiender vil jeg klæ i skam, men på ham skal hans krone stråle.

Neprijatelje æu njegove obuæi u sramotu; a na njemu æe cvjetati vijenac njegov.