Salomos Ordsprog 5
1 Min sønn! Akt på min visdom, bøi ditt øre til min forstand,
Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
2 så du kan gjemme kloke råd og dine leber bevare kunnskap!
at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
3 For en fremmed kvinnes leber drypper av honning, og glattere enn olje er hennes tunge;
Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
4 men til sist er hun besk som malurt, hvass som et tveegget sverd.
Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. (Sheol h7585)
6 På livets sti vil hun ikke vandre; hennes veier går hit og dit, uten at hun vet det.
For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
7 Så hør nu på mig, mine barn, og vik ikke fra min munns ord!
Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
8 La din vei være langt fra henne, og kom ikke nær til døren på hennes hus,
Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
9 forat du ikke skal gi andre din pryd og en grusom herre dine år,
at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
10 forat ikke fremmede skal mettes av din eiendom, og frukten av din møie komme i en annen manns hus,
at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
11 så du må stønne i din siste stund, når din kropp og ditt kjøtt tæres bort,
saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
12 Og du må si: Hvorledes har jeg kunnet hate tukt, og hvorledes har mitt hjerte kunnet forakte tilrettevisning,
og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
13 så jeg ikke hørte på dem som lærte mig, og ikke bøide mitt øre til dem som veiledet mig!
saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
14 Nær var jeg kommet i den største ulykke midt i forsamlingen og menigheten.
Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
15 Drikk av din egen brønn, drikk rinnende vann av din egen kilde!
Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
16 Skulde vel dine kilder strømme ut på gaten, dine bekker på torvene?
Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
17 La dem være for dig alene og ikke for fremmede sammen med dig!
Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
18 Din kilde være velsignet, gled dig i din ungdoms hustru!
Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 Den elskelige hind og den yndefulle stengjet! Hennes barm kvege dig til enhver tid, av hennes kjærlighet være du alltid drukken!
en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
20 Hvorfor, min sønn, skulde du da være drukken av attrå efter en annen manns hustru og favne en fremmed kvinnes barm?
Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
21 For en manns veier ligger åpne for Herrens øine, og Herren jevner alle hans stier.
Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
22 Den ugudelige fanges i sine egne misgjerninger, og han holdes fast i sin egen synds snarer.
Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
23 Han må dø, fordi han ikke lot sig tukte, og for sin store dårskaps skyld tumler han og faller.
Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
