Klagesangene 3
1 Jeg er den mann som har sett elendighet under hans vredes ris.
Mene ɔbarima a mahu amane wɔ nʼabufuw abaa ano.
2 Mig har han ledet og ført i mørke og ikke i lys.
Wapam me afi ne ho ama manantew sum mu na ɛnyɛ hann mu;
3 Bare mot mig vender han atter og atter sin hånd den hele dag.
Ampa ara wama nsa so atia me mpɛn bebree, da mu nyinaa.
4 Han lot mitt kjøtt og min hud fortæres; han knuste mine ben.
Wama me were ne me nam anyin Na wabubu me nnompe.
5 Han bygget en mur mot mig og omringet mig med bitterhet og møie.
Waka me ahyɛ mu, na watua me ano ɔde nweenwen ne ahokyere atwa me ho ahyia.
6 På mørke steder lot han mig bo som de for lenge siden døde.
Wama matena sum mu sɛ wɔn a wɔawuwu dedaw no.
7 Han murte igjen for mig, så jeg ikke kan komme ut; han gjorde mine lenker tunge.
Wato ɔfasu atwa me ho ahyia enti mintumi nguan; wagu me nkɔnsɔnkɔnsɔn ama matɔ beraw.
8 Om jeg enn ropte og skrek, lukket han sitt øre for min bønn.
Mpo sɛ mefrɛ anaasɛ mebɔ mpae srɛ mmoa a osiw me mpaebɔ ano.
9 Han tilmurte mine veier med hugne stener, mine stier gjorde han krokete.
Ɔde abotan asiw me kwan; wama mʼakwan ayɛ kɔntɔnkye.
10 En lurende bjørn var han mot mig, en løve i skjul.
Te sɛ sisi a ɔda hɔ retwɛn, te sɛ gyata a watɛw,
11 Mine veier gjorde han til avveier, han sønderrev mig og ødela mig.
ɔtwee me fii ɔkwan no mu bebaree me na ogyaw me a minni mmoa biara.
12 Han spente sin bue og stilte mig op til mål for sin pil.
Okuntun ne ta mu na ɔde ne bɛmma kyerɛɛ me so.
13 Han lot sitt koggers sønner fare inn i mine nyrer.
Ɔde bɛmma a efi ne kotoku mu hwirew me koma mu.
14 Jeg er blitt til latter for alt mitt folk, til en spottesang for dem hele dagen.
Meyɛɛ akyiwade maa me nkurɔfo nyinaa; wɔto akutia nnwom de di me ho fɛw da mu nyinaa.
15 Han mettet mig med bitre urter, han gav mig rikelig malurt å drikke.
Ɔde nhaban nweenwen ahyɛ me ma. Wama me bɔnwoma anom.
16 Han knuste mine tenner, han gav mig småsten å ete, han trykte mig ned i asken.
Ɔde mmosea abubu me se; na watiatia me so wɔ mfutuma mu.
17 Du forkastet mig og tok bort min fred; jeg glemte det som godt er,
Wɔama asomdwoe abɔ me; na me werɛ afi yiyedi.
18 og jeg sa: Det er forbi med min kraft og mitt håp til Herren.
Enti mise, “Mʼanuonyam asa, nea mede mʼani too so Awurade mu no nyinaa.”
19 Kom i hu min elendighet og min landflyktighet - malurt og galle!
Mekae mʼamanehunu wɔ mʼakyinkyinakyinkyin mu, nweenwen ne bɔnwoma mu.
20 Min sjel kommer det i hu og er nedbøiet i mig.
Mekae yiye, na me kra abotow wɔ me mu.
21 Dette vil jeg ta mig til hjerte, derfor vil jeg håpe:
Nanso midwen eyi ho; saa nti mewɔ anidaso.
22 Herrens miskunnhet er det at det ikke er forbi med oss; for hans barmhjertighet har ennu ikke ende.
Awurade dɔ kɛse nti yɛnsɛee ɛ. Nʼayamhyehye nni huammɔ.
23 Den er ny hver morgen, din trofasthet er stor.
Ɛyɛ foforo anɔpa biara; wo nokwaredi yɛ kɛse.
24 Herren er min del, sier min sjel; derfor håper jeg på ham.
Meka kyerɛ me ho se, “Awurade yɛ me kyɛfa, enti mɛtwɛn no.”
25 Herren er god mot dem som bier efter ham, mot den sjel som søker ham.
Awurade ye ma wɔn a wɔn anidaso wɔ ne mu, onipa a ɔhwehwɛ no no;
26 Det er godt at en bier i stillhet efter Herrens frelse.
Eye sɛ wɔyɛ komm de twɛn Awurade nkwagye.
27 Det er godt for en mann at han bærer åk i sin ungdom,
Eye ma ɔbarima sɛ ɔsoa konnua no wɔ ne mmerantebere mu.
28 at han sitter ene og tier, når han legger byrder på ham,
Ma ɔntena ase komm, efisɛ Awurade de ato ne so.
29 at han trykker sin munn i støvet og sier: Kanskje det ennu er håp -
Ma ɔmfa nʼanim nsie wɔ mfutuma mu, ebia anidaso wɔ hɔ.
30 at han vender sitt kinn til den som slår ham, lar sig mette med hån.
Ma ɔmfa nʼafono mma nea ɔpɛɛ sɛ ɔbɔ no no na ɔnhyɛ no aniwu.
31 For Herren forkaster ikke til evig tid,
Na Awurade ntow onipa biara nkyene koraa.
32 men om han bedrøver, så forbarmer han sig igjen efter sin rike miskunnhet;
Ɛwɔ mu, ɔde awerɛhow ba de, nanso obenya ayamhyehye. Ne dɔ kɛse no to rentwa da.
33 for det er ikke av hjertet han plager eller bedrøver menneskenes barn.
Ofi amemenemfe mu de amanehunu anaa awerɛhow brɛ nnipa mma.
34 Når nogen knuser alle jordens fanger under sine føtter,
Sɛ wɔde wɔn nan dwerɛw nneduafo a wɔwɔ asase no so a,
35 bøier mannens rett for den Høiestes åsyn
sɛ wotiatia obi ahofadi so wɔ Ɔsorosoroni no anim a,
36 eller gjør en mann urett i hans sak - mon Herren ikke ser det?
anaa sɛ wobu obi ntɛnkyew a, Awurade renhu saa nneɛma yi ana?
37 Hvem talte så det skjedde, uten at Herren bød det?
Hena na obetumi aka na wama aba mu wɔ bere a ɛnyɛ Awurade na ɔhyɛe?
38 Er det ikke fra den Høiestes munn både de onde og de gode ting utgår?
Ɛnyɛ Ɔsorosoroni no anom na mmusu ne nnepa fi ana?
39 Hvorfor klager et menneske som lever? Enhver klage over sin egen synd!
Adɛn nti na ɛsɛ sɛ ɔteasefo nwiinwii bere a wɔatwe nʼaso wɔ ne bɔne ho?
40 La oss ransake våre veier og granske dem, og la oss vende om til Herren!
Momma yɛnhwehwɛ yɛn akwan mu na yɛnsɔ nhwɛ, na yɛnsan nkɔ Awurade nkyɛn.
41 La oss løfte vårt hjerte og våre hender til Gud i himmelen!
Momma yɛmma yɛn koma ne yɛn nsa so, nkyerɛ Onyankopɔn wɔ ɔsoro, na yɛnka se:
42 Vi har syndet og vært gjenstridige; du har ikke tilgitt.
“Yɛayɛ bɔne, na yɛatew atua na wamfa ankyɛ.
43 Du innhyllet dig i vrede og forfulgte oss; du slo ihjel, du sparte ikke.
“Wode abufuw akata wo ho ataa yɛn; na woakunkum a woannya ahummɔbɔ.
44 Du innhyllet dig i skyer, så ingen bønn trengte igjennem.
Wode wo ho asie omununkum mu nti mpaebɔ biara nnu wo nkyɛn.
45 Til skarn og utskudd gjorde du oss midt iblandt folkene.
Woayɛ yɛn atantanne ne nwura wɔ amanaman no mu.
46 De spilte op sin munn mot oss alle våre fiender.
“Yɛn atamfo nyinaa abaa wɔn anom tɛtrɛɛ de tia yɛn.
47 Gru og grav er blitt oss til del, ødeleggelse og undergang.
Yɛabrɛ ne ahunahuna ne akukuruhwease, mmubui ne ɔsɛe.”
48 Bekker av tårer rinner fra mitt øie fordi mitt folks datter er gått under.
Me nusu sen sɛ asuten efisɛ wɔasɛe me nkurɔfo.
49 Mitt øie rinner og har ikke ro, det får ingen hvile,
Me nusu bɛsen ara, na ɛrennyae,
50 før Herrens øie ser ned fra himmelen.
kosi sɛ Awurade bɛhwɛ afi ɔsoro, na wahu.
51 Mitt øie volder min sjel smerte for alle min stads døtres skyld.
Nea mihu no ma me kra werɛ how, me kuropɔn no mu mmea nyinaa nti.
52 Hårdt jaget de mig som en fugl de som var mine fiender uten årsak.
Mʼatamfo a menyɛɛ wɔn hwee pampam me sɛ anomaa.
53 De vilde gjøre ende på mitt liv, de vilde kaste mig i brønnen, og de kastet sten på mig.
Wɔpɛɛ sɛ wotwa me nkwa so na wosiw me abo wɔ amoa mu;
54 Vannene strømmet over mitt hode; jeg sa: Jeg er fortapt.
nsu bu faa me ti so, na ɛyɛɛ me sɛnea wɔrewie me.
55 Jeg påkalte ditt navn, Herre, fra den dypeste brønn.
Mebɔɔ wo din, Awurade fii amoa no ase tɔnn.
56 Du hørte min røst; lukk ikke ditt øre for mitt rop, men la mig få lindring!
Wotee me sufrɛ: “Nsiw wʼaso wɔ me gye sufrɛ ho.”
57 Du var nær den dag jeg kalte på dig; du sa: Frykt ikke!
Wutwiw bɛn me bere a mefrɛɛ wo no, na wokae se, “Nsuro.”
58 Herre, du har ført min sjels sak, du har frelst mitt liv.
Wo Awurade, wudii mʼasɛm maa me; na wugyee me nkwa.
59 Herre, du har sett den urett jeg har lidt; døm i min sak!
Woahu bɔne a wɔayɛ me, Awurade. Di mʼasɛm ma me!
60 Du har sett all deres hevn, alle deres onde råd mot mig.
Woahu wɔn aweretɔ no mu den, wɔn pɔw a wɔbɔ tia me no nyinaa.
61 Du har hørt deres hån, Herre, alle deres onde råd mot mig,
Awurade, woate wɔn ntwirii, wɔn pɔw a wɔbɔ tia me no nyinaa,
62 mine motstanderes tale og deres tanker mot mig den hele dag.
nea mʼatamfo ka no asomsɛm na wɔka no brɛoo de tia me da mu nyinaa.
63 Akt på dem når de sitter, og når de står op! De synger spottesanger om mig.
Hwɛ wɔn! Sɛ wogyinagyina hɔ anaasɛ wɔtete hɔ, wɔto akutia nnwom de di me ho fɛw.
64 Du vil gjøre gjengjeld mot dem, Herre, efter deres henders gjerning.
Fa nea ɛfata tua wɔn so ka, Awurade, nea wɔn nsa ayɛ nti.
65 Du vil legge et dekke over deres hjerte, din forbannelse vil bli dem til del.
Pirim wɔn koma, na ma wo nnome mmra wɔn so.
66 Du vil forfølge dem i vrede og ødelegge dem, så de ikke mere finnes under Herrens himmel.
Fa abufuw taa wɔn, na sɛe wɔn fi Awurade ɔsorosoro ase.
