Jobs 4

1 Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

Dann antwortete Eliphas aus Theman und sprach:

2 Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?

Wird's dich verdrießen, wenn man ein Wort an dich wagt? Doch wer vermag der Worte Lauf zu hemmen!

3 Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;

Hast du doch Viele selbst ermahnt und schlaffe Arme neu gestärkt:

4 dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.

Wer strauchelte, den hielten deine Worte aufrecht, und wankenden Knieen verliehst du Kraft.

5 Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.

Nun, da es dich trifft, verzagst du; da dich's erfaßt, brichst du zusammen.

6 Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?

Ist deine Gottesfurcht nicht dein Vertrauen, und deine Hoffnung dein unsträflich Leben?

7 Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?

Bedenke doch, wer kam je schuldlos um, und wo wurden jemals Rechtschaffene vernichtet?

8 Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.

So viel ich sah: nur, wer Unheil pflügte und Elend säte, hat es auch eingeerntet!

9 De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.

Durch Gottes Odem gingen sie zu Grunde, durch seinen Zornhauch schwanden sie dahin.

10 Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.

Des Löwen Brüllen und des Leuen Stimme - der jungen Löwen Zähne sind zerbrochen!

11 Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.

Der Leu kommt um, weil ihm die Beute fehlt, und zerstreuen müssen sich der Löwin Kinder.

12 Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,

Und zu mir drang ein verstohlenes Wort, mein Ohr vernahm davon einen flüsternden Laut -

13 under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.

bei der Gedanken Spiel infolge von Nachtgesichten, wenn tiefer Schlaf sich auf die Menschen senkt.

14 Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.

Ein Beben überkam mich und ein Zittern, alle meine Gebeine geriethen in Beben.

15 Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.

Ein Wehen zog an mir vorüber, es sträubten sich die Haare mir am Leibe.

16 Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:

Dann stand - sein Aussehn konnt ich nicht erkennen - ein Gebilde vor meinen Augen; ich vernahm eine flüsternde Stimme:

17 Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?

“Ist wohl ein Mensch gerecht vor Gott, vor seinem Schöpfer rein ein Mann?

18 Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,

“Fürwahr, seinen Dienern traut er nicht und seinen Engeln mißt er Irrtum bei,

19 hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.

“geschweige den Lehmhüttenbewohnern, deren Sein im Staube wurzelt, die zermalmt werden wie eine Motte.

20 Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.

“Zwischen Morgen und Abend werden sie zerschmettert; ohne daß es jemand beachtet, gehn sie auf ewig zu Grunde.

21 Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.

“Wird ihr Zeltstrick in ihnen zerrissen, so sterben sie dahin in Unverstand.”