Jobs 39

1 Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

Steingeiti, veit du når ho kidar? Vaktar du riderne åt hindi?

2 Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

Tel måna’rne dei gjeng med unge, og kjenner du deira fødetid?

3 De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

Dei bøygjer seg, fø’r sine ungar, so er det slutt med deira rider.

4 Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

På marki kidi veks seg store, spring burt og kjem’kje att til deim.

5 Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

Kven let villasnet renna fritt, tok bandet av det skjerre dyr,

6 det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

som eg gav øydemark til heim, den salte steppa til ein bustad?

7 Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

Det lær åt byen med sitt ståk, slepp høyra skjenn frå drivaren.

8 Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

Det finn seg beite millom fjell, og leitar upp kvart grøne strå.

9 Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

Skal tru villuksen vil deg tena, og natta yver ved di krubba?

10 Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?

Kann du til fori honom tøyma, horvar han dalar etter deg?

11 Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

Lit du på honom for hans styrke? Og yverlet du han ditt arbeid?

12 Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

Trur du han til å føra grøda heim og draga henne inn i løda?

13 Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

Struss-hoa flaksar kåt med vengen, men viser fjør og veng morskjærleik?

14 Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

Nei, ho legg sine egg på jordi, og let so sanden verma deim;

15 og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

ho gløymer at ein fot kann treda og villdyr trakka deim i kras.

16 Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

Hardt fer ho åt med sine ungar, som var dei ikkje hennar eigne; for fåfengt stræv ho ikkje ræddast.

17 For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

For Gud let henne gløyma visdom, han ei tiletla henne vit.

18 Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

Men når ho baskar seg i veg, ho lær åt både hest og mann.

19 Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

Skal tru um du gjev hesten kraft og klæder halsen hans med mån?

20 Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

Let du han som grashoppen springa alt med han frøser skræmeleg.

21 Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

Glad i si kraft han marki skrapar og fer so fram mot væpna flokk.

22 Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

Han urædd er og lær åt rædsla, for sverdet ei han vender um,

23 Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

det skranglar pilhus yver honom, det blenkjer spjot til styng og skot.

24 Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

Med ståk og bråk han slukar jordi, ustyrleg når stridsluren gjeng.

25 Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

Han kneggjar: «Hui!» når luren læt, han verar striden langan leid, med skrik frå hovdingar og herrop!

26 Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

Flyg hauken upp ved ditt forstand og spilar vengjerne mot sud?

27 Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?

Stig ørnen høgt av di du byd, og byggjer reiret sitt i høgdi?

28 Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.

Han bur på berg og held seg der, på kvasse tind og høge nut.

29 Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.

Derfrå han spæjar etter mat, hans augo yver viddi skodar.

30 Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.

Hans ungar gløypar i seg blod; der det finst lik, der er han og.»