Jobs 39

1 Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

εἰ ἔγνως καιρὸν τοκετοῦ τραγελάφων πέτρας ἐφύλαξας δὲ ὠδῖνας ἐλάφων

2 Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

ἠρίθμησας δὲ αὐτῶν μῆνας πλήρεις τοκετοῦ ὠδῖνας δὲ αὐτῶν ἔλυσας

3 De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

ἐξέθρεψας δὲ αὐτῶν τὰ παιδία ἔξω φόβου ὠδῖνας αὐτῶν ἐξαποστελεῖς

4 Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

ἀπορρήξουσιν τὰ τέκνα αὐτῶν πληθυνθήσονται ἐν γενήματι ἐξελεύσονται καὶ οὐ μὴ ἀνακάμψουσιν αὐτοῖς

5 Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

τίς δέ ἐστιν ὁ ἀφεὶς ὄνον ἄγριον ἐλεύθερον δεσμοὺς δὲ αὐτοῦ τίς ἔλυσεν

6 det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

ἐθέμην δὲ τὴν δίαιταν αὐτοῦ ἔρημον καὶ τὰ σκηνώματα αὐτοῦ ἁλμυρίδα

7 Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

καταγελῶν πολυοχλίας πόλεως μέμψιν δὲ φορολόγου οὐκ ἀκούων

8 Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

κατασκέψεται ὄρη νομὴν αὐτοῦ καὶ ὀπίσω παντὸς χλωροῦ ζητεῖ

9 Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

βουλήσεται δέ σοι μονόκερως δουλεῦσαι ἢ κοιμηθῆναι ἐπὶ φάτνης σου

10 Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?

δήσεις δὲ ἐν ἱμᾶσι ζυγὸν αὐτοῦ ἢ ἑλκύσει σου αὔλακας ἐν πεδίῳ

11 Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

πέποιθας δὲ ἐπ’ αὐτῷ ὅτι πολλὴ ἡ ἰσχὺς αὐτοῦ ἐπαφήσεις δὲ αὐτῷ τὰ ἔργα σου

12 Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

πιστεύσεις δὲ ὅτι ἀποδώσει σοι τὸν σπόρον εἰσοίσει δέ σου τὸν ἅλωνα

13 Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

πτέρυξ τερπομένων νεελασα ἐὰν συλλάβῃ ασιδα καὶ νεσσα

14 Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

ὅτι ἀφήσει εἰς γῆν τὰ ᾠὰ αὐτῆς καὶ ἐπὶ χοῦν θάλψει

15 og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

καὶ ἐπελάθετο ὅτι ποὺς σκορπιεῖ καὶ θηρία ἀγροῦ καταπατήσει

16 Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

ἀπεσκλήρυνεν τὰ τέκνα αὐτῆς ὥστε μὴ ἑαυτῇ εἰς κενὸν ἐκοπίασεν ἄνευ φόβου

17 For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

ὅτι κατεσιώπησεν αὐτῇ ὁ θεὸς σοφίαν καὶ οὐκ ἐμέρισεν αὐτῇ ἐν τῇ συνέσει

18 Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

κατὰ καιρὸν ἐν ὕψει ὑψώσει καταγελάσεται ἵππου καὶ τοῦ ἐπιβάτου αὐτοῦ

19 Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

ἦ σὺ περιέθηκας ἵππῳ δύναμιν ἐνέδυσας δὲ τραχήλῳ αὐτοῦ φόβον

20 Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

περιέθηκας δὲ αὐτῷ πανοπλίαν δόξαν δὲ στηθέων αὐτοῦ τόλμῃ

21 Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

ἀνορύσσων ἐν πεδίῳ γαυριᾷ ἐκπορεύεται δὲ εἰς πεδίον ἐν ἰσχύι

22 Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

συναντῶν βέλει καταγελᾷ καὶ οὐ μὴ ἀποστραφῇ ἀπὸ σιδήρου

23 Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

ἐπ’ αὐτῷ γαυριᾷ τόξον καὶ μάχαιρα

24 Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

καὶ ὀργῇ ἀφανιεῖ τὴν γῆν καὶ οὐ μὴ πιστεύσῃ ἕως ἂν σημάνῃ σάλπιγξ

25 Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

σάλπιγγος δὲ σημαινούσης λέγει εὖγε πόρρωθεν δὲ ὀσφραίνεται πολέμου σὺν ἅλματι καὶ κραυγῇ

26 Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

ἐκ δὲ τῆς σῆς ἐπιστήμης ἕστηκεν ἱέραξ ἀναπετάσας τὰς πτέρυγας ἀκίνητος καθορῶν τὰ πρὸς νότον

27 Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?

ἐπὶ δὲ σῷ προστάγματι ὑψοῦται ἀετός γὺψ δὲ ἐπὶ νοσσιᾶς αὐτοῦ καθεσθεὶς αὐλίζεται

28 Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.

ἐπ’ ἐξοχῇ πέτρας καὶ ἀποκρύφῳ

29 Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.

ἐκεῖσε ὢν ζητεῖ τὰ σῖτα πόρρωθεν οἱ ὀφθαλμοὶ αὐτοῦ σκοπεύουσιν

30 Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.

νεοσσοὶ δὲ αὐτοῦ φύρονται ἐν αἵματι οὗ δ’ ἂν ὦσι τεθνεῶτες παραχρῆμα εὑρίσκονται