Jobs 39

1 Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

Tiedätkö sinä vuorikauristen poikimisajat, valvotko peurojen synnytyskipuja?

2 Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

Lasketko, milloin niiden kuukaudet täyttyvät, ja tiedätkö ajan, milloin ne poikivat?

3 De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

Ne painautuvat maahan, saavat ilmoille sikiönsä ja vapautuvat synnytystuskistaan.

4 Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

Niiden vasikat vahvistuvat, kasvavat kedolla; ne lähtevät tiehensä eivätkä enää palaja.

5 Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

Kuka on laskenut villiaasin vapaaksi, kuka irroittanut metsäaasin siteet,

6 det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

sen, jolle minä annoin aavikon asunnoksi ja suola-aron asuinsijaksi?

7 Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

Se nauraa kaupungin kohinalle, ajajan huutoa se ei kuule;

8 Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

se tähystelee vuorilta laiduntansa ja etsii kaikkea vihantaa.

9 Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

Taipuuko villihärkä sinua palvelemaan, ja yöpyykö se sinun seimesi ääreen?

10 Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?

Voitko ohjaksilla pakottaa villihärän vaolle, tahi äestääkö se laaksonpohjia sinua seuraten?

11 Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

Voitko siihen luottaa, siksi että sen voima on suuri, voitko jättää sen haltuun työsi hedelmät?

12 Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

Voitko uskoa, että se palajaa ja kokoaa viljasi sinun puimatantereellesi?

13 Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

Kamelikurjen siipi lepattaa iloisesti, mutta asuuko sen sulissa ja höyhenissä haikaran hellyys?

14 Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

Se jättää munansa maahan, hiekalle helteen haudottaviksi.

15 og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

Ei se ajattele, että jalka voi ne särkeä ja metsän eläimet polkea ne rikki.

16 Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

Se on tyly poikasilleen, niinkuin ne eivät olisikaan sen omia; hukkaan menee sen vaiva, mutta ei se sitä pelkää.

17 For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

Sillä Jumala on jättänyt sen viisautta vaille ja tehnyt sen ymmärryksestä osattomaksi.

18 Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

Kun se kiitää ilmaa piesten, nauraa se hevoselle ja ratsumiehelle.

19 Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

Sinäkö annat hevoselle voiman, puetat sen kaulan liehuvalla harjalla?

20 Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

Sinäkö panet sen hyppimään kuin heinäsirkan? Sen uljas korskunta on peljättävä.

21 Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

Se kuopii lakeutta ja iloitsee, lähtee voimalla asevarustuksia vastaan.

22 Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

Se nauraa pelolle, ei säiky eikä väisty miekan edestä.

23 Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

Sen yllä kalisee viini, välkähtää keihäs ja peitsi.

24 Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

Käy jyrinä ja jytinä, kun se laukaten taivalta ahmii; ei mikään sitä pidätä sotatorven pauhatessa.

25 Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

Milloin ikinä sotatorvi soi, hirnuu se: iihaha! Jo kaukaa se vainuaa taistelun, päälliköiden jylisevän äänen ja sotahuudon.

26 Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

Sinunko ymmärryksesi voimasta jalohaukka kohoaa korkealle, levittää siipensä kohti etelää?

27 Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?

Tahi sinunko käskystäsi kotka lentää ylhäälle ja tekee pesänsä korkeuteen?

28 Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.

Kalliolla se asuu ja yöpyy, kallion kärjellä, vuorilinnassaan.

29 Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.

Sieltä se tähystelee saalista; kauas katsovat sen silmät.

30 Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.

Sen poikaset särpivät verta, ja missä on kaatuneita, siellä on sekin."