Jobs 27

1 Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

I Jov nastavi besjedu svoju i reèe:

2 Så sant Gud lever, som har tatt min rett fra mig, den Allmektige, som har voldt mig bitter sorg

Tako da je živ Bog, koji je odbacio parbu moju, i svemoguæi, koji je ojadio dušu moju,

3 - for ennu er hele mitt livspust i mig og den Allmektiges ånde i min nese -:

Dok je duša moja u meni, i duh Božji u nozdrvama mojim,

4 Mine leber taler ikke urett, og min tunge taler ikke svik.

Neæe usne moje govoriti bezakonja, niti æe jezik moj izricati prijevare.

5 Det være langt fra mig å gi eder rett! Inntil jeg opgir ånden, lar jeg ikke min brødefrihet tas fra mig.

Ne dao Bog da pristanem da imate pravo; dokle dišem, neæu otstupiti od svoje dobrote.

6 Jeg holder fast på min rettferdighet og slipper den ikke; mitt hjerte laster mig ikke for nogen av mine dager.

Držaæu se pravde svoje, niti æu je ostaviti; neæe me prekoriti srce moje dokle sam živ.

7 La min fiende stå der som en ugudelig, og min motstander som en urettferdig!

Neprijatelj moj biæe kao bezbožnik, i koji ustaje na me, kao bezakonik.

8 For hvad håp har den gudløse, når Gud avskjærer hans liv, når han tar hans sjel fra ham?

Jer kako je nadanje licemjeru, kad se lakomi a Bog æe išèupati dušu njegovu?

9 Hører vel Gud hans skrik når trengsel kommer over ham?

Hoæe li Bog uslišiti viku njegovu kad na nj doðe nevolja?

10 Eller kan han glede sig i den Allmektige, kan han påkalle Gud til enhver tid?

Hoæe li se svemoguæemu radovati? hoæe li prizivati Boga u svako vrijeme?

11 Jeg vil lære eder om Guds hånd; jeg vil ikke dølge hvad den Allmektige har i sinne.

Uèim vas ruci Božjoj, i kako je u svemoguæega ne tajim.

12 I har jo alle selv sett det; hvorfor fører I da så tom en tale?

Eto, vi svi vidite, zašto dakle jednako govorite zaludne stvari?

13 Dette er det ugudelige menneskes lodd hos Gud og den arv som voldsmennene får av den Allmektige:

To je dio èovjeku bezbožnom od Boga, i našljedstvo koje primaju nasilnici od svemoguæega.

14 Får han mange barn, så er de hjemfalt til sverdet; hans ætlinger får ikke brød å mette sig med.

Ako mu se množe sinovi, množe se za maè, i natražje njegovo neæe se nasititi hljeba.

15 De av dem som slipper unda, legges i graven ved pest, og enkene holder ikke sørgefest over dem.

Koji ostanu iza njega, na smrti æe biti pogrebeni, i udovice njihove neæe plakati.

16 Når han dynger op sølv som støv og samler sig klær som lere,

Ako nakupi srebra kao praha, i nabavi haljina kao blata,

17 så blir det de rettferdige som klær sig med det han har samlet, og sølvet skal de skyldfrie dele.

Što nabavi, obuæi æe pravednik, i srebro æe dijeliti bezazleni.

18 Som møllet har han bygget sitt hus og som den hytte en markvokter lager sig.

Gradi sebi kuæu kao moljac, i kao kolibu koju naèini èuvar.

19 Rik legger han sig, og intet er tatt bort; han slår sine øine op, og det er der ikke.

Bogat æe umrijeti a neæe biti pribran; otvoriæe oèi a nièega neæe biti.

20 Som en vannflom innhenter redsler ham, om natten fører en storm ham bort.

Stignuæe ga strahote kao vode; noæu æe ga odnijeti oluja.

21 Østenvinden løfter ham op, så han farer avsted, og den blåser ham bort fra hans sted.

Uzeæe ga vjetar istoèni, i otiæi æe; vihor æe ga odnijeti s mjesta njegova.

22 Gud skyter sine piler mot ham og sparer ham ikke; for hans hånd flyr han i hast.

To æe Bog pustiti na nj, i neæe ga žaliti; on æe jednako bježati od ruke njegove.

23 Folk klapper i hendene og håner ham og piper ham bort fra hans sted.

Drugi æe pljeskati rukama za njim, i zviždaæe za njim s mjesta njegova.