Jobs 23

1 Da tok Job til orde og sa:

Men Job svarede og sagde:

2 Ennu idag gjelder min klage for å være gjenstridighet; min hånd hviler dog tungt på mitt sukk.

Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.

3 Bare jeg visste å finne ham og kunde komme frem til hans trone!

Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!

4 Jeg skulde legge min sak frem for hans åsyn og fylle min munn med beviser.

Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.

5 Jeg skulde få vite de ord han vilde svare mig, og merke mig hvad han vilde si til mig.

Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.

6 Skulde han da med full kraft stride mot mig? Mon ikke just han skulde akte på mine ord?

Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.

7 Da skulde en rettskaffen mann gå i rette med ham, og jeg skulde slippe fra min dommer for all tid.

Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.

8 Men går jeg mot øst, så er han ikke der; går jeg mot vest, så blir jeg ikke var ham;

Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke.

9 er han virksom i nord, så ser jeg ham ikke; går han mot syd, så øiner jeg ham ikke.

Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.

10 For han kjenner den vei jeg holder mig til; prøvde han mig, så skulde jeg gå frem av prøven som gullet.

Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.

11 Min fot holdt sig i hans spor; jeg fulgte hans vei og bøide ikke av.

Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.

12 Fra hans lebers bud vek jeg ikke; fremfor min egen lov aktet jeg på hans munns ord.

Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.

13 Men han er den eneste, og hvem hindrer ham? Hvad hans sjel lyster, det gjør han.

Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.

14 For han fullbyrder det han har fastsatt for mig, og av sådant er det meget hos ham.

Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for.

15 Derfor reddes jeg for ham; tenker jeg på det, så bever jeg for ham.

Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham.

16 Og Gud har knekket mitt mot, og den Allmektige har forferdet mig,

Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig,

17 fordi jeg ikke blev rykket bort før mørket kom, og fordi han ikke skjulte ulykkens natt for mig.

fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.