Jobs 16

1 Da tok Job til orde og sa:

Chuin Job apaodoh kit in;

2 Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.

Hicheng ho jouse hi masanga kanajah sa ahitai, itobang genthei um milham nahiu hitam?

3 Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?

Hui sathethu nung hi nasuh tang theilouvu ham? Ipi hin tang louhella thu nasei sah sah jengu ham?

4 Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;

Keiumna munna hi um hileu chun ken jong hitobang hi kaseithei ding ahi. Ken vang douna thu twilon banga kalon doh sah a chule kalu kathin khum ding nahi.

5 jeg kunde styrke eder med min munn, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.

Ahinlah kei chu ana hileng katil khouva nalengvai naho lahmang peh ding kagot ding ahi.

6 Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?

Hiche ho khel hin kathoh gimna in kei le kei kaki vengbit in chule thusei ding kada jongleh kathoh natna alhom chom deh poi.

7 Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.

O Pathen nangin tollhanga nei koilhan chule kachilhah nasugam tai.

8 Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.

Kana chonsetna ho photchet peh ding bang in, nangin kavun le kagu keuseh in neikoitai. Katahsa gong lhenglhung hin kei dounan aphochen tai.

9 Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.

Pathen in eivet dan chule lunghang tah in ahal hal in eibot tellin, aha eigel khum khume, chule amitchang sal tenin eihin vei.

10 De spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig.

Mihon eija piuvin chule einuisat uve, amahon isah loutah in kabengphe eibeh peh un kei dou dingin mipi ahung kikhom uve.

11 Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.

Pathen in michonse ho khutna eipedoh in, aman migiloute khutna eiseplut tai.

12 Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.

Aman eisat teldeh kahsen thipbeh in kaum in, kalol in eiman in ahal hal in eisuchip jengin chuti chun abidoi dingin eitung doh e.

13 Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.

Chule tun athalkap them hon eium kimvel un, athal chang uvin lungsetna beihel in eisun uvin tollhanga kathisan avei jenge.

14 Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.

Keidou nan avel vel in eisu teldeh jengin, gal hatpa mibolna bangin eino khume.

15 Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet;

Kagenthei vetsahnan khaodip pon kakisil in kaki letsahna leivui lah a akijam tai.

16 mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.

Kaka kanan kamit asan lhatan, kamit teni athim sohtai.

17 Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.

Ahijeng vang'in thil dihlou kabolpon chule kataona athenge.

18 Å jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser!

O leiset kathisan selmang hihbeh in, keikhellin hung kapdoh uhen.

19 Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.

Tu jengin jong eihetdoh sah ding vanna aume, kachung thu eiseipeh ding chu chung sanga aume.

20 Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,

Kagol kapai ten eideimo uvin ahinlah ken kamitlhi Pathen a kasung lhai.

21 at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;

Gollepaiho sucham theipa banga Pathen le kei kikah eikicham sah thei ding mi khattou kangai chai.

22 for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.

Kahung kinung lekit tahlou nading lamlenna chu chesuh vahding kahitai.