Jeremias 9

1 Gid mitt hode var vann, og mitt øie en tårekilde! Da vilde jeg dag og natt gråte over de drepte blandt mitt folk.

Oh, da bi bila moja glava vode in moje oči studenec solza, da bi lahko dan in noč jokal zaradi umorjenih hčera svojega ljudstva!

2 Gid jeg i ørkenen hadde et herberge for veifarende! Da vilde jeg forlate mitt folk og gå bort fra dem; for de er alle sammen horkarler, en bande av troløse.

Oh, da bi imel v divjini kraj za nastanitev popotnikov; da bi lahko zapustil svoje ljudstvo in odšel od njih! Kajti vsi so zakonolomci, zbor zahrbtnih mož.

3 De spenner sin tunge som en bue til løgn, og ikke på redelig vis er de blitt sterke i landet, men fra ondt til ondt er de gått frem, og mig kjenner de ikke, sier Herren.

Svoje jezike krivijo za laži kakor svoj lok, toda niso hrabri za resnico na zemlji. Kajti napredujejo od zla k zlu, mene pa ne poznajo, ‹ govori Gospod.

4 Vokt eder, hver for sin venn, og stol ikke på nogen bror! For hver bror er en listig bedrager, og hver venn går omkring og baktaler.

›Vsakdo naj se pazi svojega soseda in ne zaupajte v kateregakoli brata, kajti vsak brat bo popolnoma izpodrinjen in vsak sosed bo hodil z obrekovalci.

5 Og de bruker svik, hver mot sin venn, og sannhet taler de ikke; de har lært op sin tunge til å tale løgn, de har trettet sig ut med å gjøre urett.

Zavajali bodo vsak svojega soseda in ne bodo govorili resnice. Svoj jezik so naučili, da govori laži in izmučili so se s početjem krivičnosti.

6 Du bor midt i svik; i sin svik vil de ikke kjenne mig, sier Herren.

Tvoje prebivališče je v sredi prevare, zaradi prevare so odklonili, da me spoznajo, ‹ govori Gospod.

7 Derfor sier Herren, hærskarenes Gud, så: Se, jeg vil smelte dem og prøve dem; for hvorledes skulde jeg gjøre annet, sådan som mitt folks datter er?

Zato tako govori Gospod nad bojevniki: ›Glej, stopil jih bom in jih preizkusil. Kajti kako naj bi delal za hčer svojega ljudstva?

8 Deres tunge er en drepende pil, den taler svik; med sin munn taler de vennlig med sin næste, og i sitt hjerte legger de snare for ham.

Njihov jezik je kakor izstreljena puščica; ta govori prevaro. Nekdo s svojimi usti govori miroljubno svojemu sosedu, toda v srcu preži.

9 Skulde jeg ikke hjemsøke dem for dette? sier Herren; skulde min sjel ikke hevne sig på et folk som dette?

Ali jih ne bom obiskal zaradi teh stvari?‹ govori Gospod. ›Mar se ne bo moja duša maščevala na takšnem narodu, kot je ta?

10 Over fjellene vil jeg opløfte gråt og klage og over ørkenens beitemarker en klagesang; for de er opbrent, så ikke nogen ferdes der, og det ikke høres lyd av fe; både himmelens fugler og dyrene har flyktet og draget bort.

Zaradi gora bom povzdignil jokanje in tarnanje in zaradi prebivališč divjine žalovanje, ker so požgani, tako da nihče ne more iti skozi njih; niti ljudje ne morejo slišati glasu živine. Tako perjad neba kakor živali polja so pobegnile, odšle so.

11 Og jeg vil gjøre Jerusalem til grusdynger, til en bolig for sjakaler, og Judas byer vil jeg gjøre til en ørken, så ingen bor i dem.

[Prestolnico] Jeruzalem bom naredil kupe in brlog zmajev. Judova mesta bom naredil zapuščena, brez prebivalca.

12 Den mann som er vis, han skjønne dette, og den som Herrens munn har talt til, han forkynne det: Hvorfor er landet gått til grunne? Hvorfor er det opbrent som ørkenen, så det ikke er nogen som ferdes der?

Kdo je moder človek, da lahko to razume? Kdo je tisti, kateremu so Gospodova usta govorila, da lahko to oznani, čemu dežela propada in je požgana kakor divjina, da nihče ne gre skoznjo?‹

13 Og Herren sa: Fordi de forlot min lov, som jeg la frem for dem, og ikke hørte på min røst og ikke fulgte den,

Gospod govori: ›Ker so zapustili mojo postavo, ki sem jo postavil prednje in niso ubogali mojega glasu niti hodili v tem,

14 men fulgte sitt hårde hjerte, og fulgte Ba'alene, slik som deres fedre hadde lært dem,

temveč so hodili po zamisli svojega lastnega srca in za Báali, kar so jih naučili njihovi očetje.‹

15 derfor sier Herren, hærskarenes Gud, Israels Gud, så: Se, jeg gir dette folk malurt å ete og beskt vann å drikke,

Zato tako govori Gospod nad bojevniki, Izraelov Bog: ›Glej, hranil jih bom, celó to ljudstvo, s pelinom in piti jim bom dajal vodo iz žolča.

16 og jeg vil sprede dem blandt hedningefolk som de ikke kjente, hverken de eller deres fedre, og jeg vil sende sverdet efter dem, til jeg får gjort ende på dem.

Razkropil jih bom tudi med pogane, ki jih niso poznali niti oni niti njihovi očetje. Za njimi bom poslal meč, dokler jih ne použijem.‹

17 Så sier Herren, hærskarenes Gud: Gi akt og kall på klagekvinnene at de skal komme, og send bud til de kyndige kvinner at de skal komme

Tako govori Gospod nad bojevniki: ›Preudarite in pokličite žalovalke, da bi lahko prišle in pošljite po spretne ženske, da bi lahko prišle.

18 og skynde sig og opløfte en klagesang over oss, så våre øine kan rinne med gråt og våre øielokk flyte med vann!

Podvizajo naj se in povzamejo tarnanje za nas, da bodo naše oči lahko tekle s solzami in naše veke brizgale z vodami.

19 For en klagerøst høres fra Sion: Hvor vi er ødelagt! Vi er blitt storlig vanæret; vi har måttet forlate landet fordi de har brutt ned våre boliger.

Kajti glas tarnanja je slišati iz Siona: ›Kako smo oplenjeni! Silno smo zbegani, ker smo zapustili deželo, ker so nas naša prebivališča izvrgla.‹‹

20 Ja, hør, I kvinner, Herrens ord, la eders øre fornemme hans munns tale, og lær eders døtre klagesang, og den ene lære den andre sørgesang!

Vendar poslušajte Gospodovo besedo, oh ve ženske in naj vaše uho prejme besedo iz njegovih ust in svoje hčere učite tarnanja in vsaka svojo sosedo objokovanja.

21 For døden stiger op i våre vinduer, kommer inn i våre palasser, den vil utrydde de små barn på gatene, de unge menn på torvene.

Kajti smrt se je povzpela skozi naša okna in vstopila v naše palače, da iztrebi otroke od zunaj in mladeniče iz ulic.

22 Si: Så sier Herren: Menneskenes døde kropper skal ligge som gjødsel på marken og som kornbånd efter høstfolkene, og det er ingen som samler dem.

»Govori: ›Tako govori Gospod: ›Celo trupla ljudi bodo padala kakor gnoj na odprtem polju in kakor prgišče za žanjcem in nihče jih ne bo zbral.‹

23 Så sier Herren: Den vise rose sig ikke av sin visdom, og den sterke rose sig ikke av sin styrke, den rike rose sig ikke av sin rikdom!

Tako govori Gospod: ›Ne dopusti, da moder človek slavi v svoji modrosti niti naj mogočen človek ne slavi v svoji moči, naj bogat človek ne slavi v svojih bogastvih.

24 Men den som vil rose sig, han rose sig av at han er forstandig og kjenner mig, at jeg er Herren, som gjør miskunnhet, rett og rettferdighet på jorden; for i det har jeg velbehag, sier Herren.

Temveč naj tisti, ki slavi, slavi v tem, da me razume in spoznava, da jaz sem Gospod, ki izvajam ljubečo skrbnost, sodbo in pravičnost na zemlji. Kajti v teh stvareh se veselim, ‹ govori Gospod.

25 Se, dager kommer, sier Herren, da jeg vil hjemsøke alle omskårne som er uomskårne.

›Glej, dnevi prihajajo, ‹ govori Gospod, ›da bom kaznoval vse tiste, ki so obrezani, z neobrezanimi:

26 Egypten og Juda og Edom og Ammons barn og Moab og alle med rundklippet hår som bor i ørkenen, vil jeg hjemsøke; for alle hedningefolkene er uomskårne, og hele Israels hus er uomskåret på hjertet.

Egipt, Juda, Edóm, Amónove otroke, Moáb in vse, ki so na skrajnih vogalih, ki prebivajo v divjini, kajti vsi ti narodi so neobrezani in vse Izraelove hiše so v srcu neobrezane.‹«