Jakobs 3
1 Mine brødre! ikke mange av eder bli lærere, eftersom I vet at vi skal få dess tungere dom!
Ti eshuwotso! noo danifuwotsi wottsuwots iki bogts angsho node'k'etwok'o itdantsotse ititse ayuwots danifuwotsi wotk'ayine.
2 For vi snubler alle sammen i mange ting; den som ikke snubler i tale, han er en fullkommen mann, i stand til også å holde hele legemet i tømme.
No noúnets aayote nosheeliri, b́ noon keew keewon darrawo bí bí ats jamo kordek' falituwo ik jag bí atse daatseraw ashe.
3 Når vi legger bissel i munnen på hestene, forat de skal lyde oss, så styrer vi og hele deres legeme.
Farsho noosh bí azazetwok'o b́ nonots lugamo nogedeti, mank'oon bíats jamó no shuntsok jiishituwone.
4 Se, også skibene, enda de er så store og drives av sterke vinder, styres dog av et lite ror dit styrmannen vil ha dem.
Markabo awuk'o een b́ wotiyaloru jong angon b́ jookewor, markab jokirwo bir múk'naún b́ shuntso maants b́ jiishiti.
5 Så er og tungen et lite lem, og taler dog store ord. Se, en liten ild, hvor stor en skog den setter i brand!
Mank'owere alberu muk'na'a atsi kayu wotefetsat een een keewwotsn bit'iri, een gemo b́mis'fo taw muk'na'úne.
6 Også tungen er en ild; som en verden av urettferdighet står tungen blandt våre lemmer; den smitter hele legemet og setter livets hjul i brand, og settes selv i brand av helvede. (Geenna g1067)
Alberunu tawok'oyiye. Alberu noatsi kaywotsitse daatseru gond datsuniye. Ats jamats aldetstsonat noats jamo bi awaashiti. Gahanemitse keshiru tawok'o nobee jamo bmitsiri. (Geenna g1067)
7 For all natur, både i dyr og i fugler, både i ormer og i sjødyr, temmes og er blitt temmet av den menneskelige natur;
Datsatsi s'otswotsnat kafuwots, datsatse getseyirwotsnat aats k'arotse sha'iru azeets jamwots ashon sezewo falitune, andoor sezeerne.
8 men tungen kan intet menneske temme, det ustyrlige onde, full av dødelig gift.
Wotowa bako albero sezo falituwo konuwor aaliye, úd'it marziyo bín s'eentsonat kashdek'o biitse deshaw gond keewniye.
9 Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbanner vi menneskene, som er skapt efter Guds billede.
Bín no nihi Ik'o noúdiri, mank'owere bín Ik'i aron azeets ashuwotsi noc'ashiri.
10 Av samme munn utgår velsignelse og forbannelse. Mine brødre! dette må ikke være så.
Noon ikotse údonat c'ashon keshirune, tieshuwotso! han b́ woto geyiratse.
11 Gir vel kilden av samme opkomme søtt og beskt vann?
Aats t'up' ikotse úshosh wotit shaaw aatsonat s'aam aatson t'up'osh falituwa?
12 Kan vel et fikentre, mine brødre, bære oljebær, eller et vintre fiken? Heller ikke kan en salt kilde gi søtt vann.
Ti eshuwotso! belesi mito woyira eteets mit shúwo shuwosh falatse. Wee woyini bos'o Belesi shuwo shuwosh falatse? Mank'o s'aam aatsotse shaaw aatso keyatse.
13 Hvem er vis og forstandig blandt eder? Han vise ved god ferd sine gjerninger i visdoms saktmodighet!
It dagotsere dan teleefonat t'iwints detsts asho kone? Dani teleefonat b́tooko dashan detson b́fiintsfino b́sheng beyon kitsuwe.
14 Men har I besk avind og trettesyke i eders hjerter, da ros eder ikke mot sannheten og lyv ikke mot den!
Wotowabako s'aamts okooronat b́ took shuno it nibots fa'e wotiyal it'k'ayere, arikeewatsowere kootk'ayere.
15 Denne visdom kommer ikke ovenfra, men er jordisk, sanselig, djevelsk;
Dani teleefan b́ daatseti, datsuwatse meetsatse, Dablosokna bako Ik'onaaliye.
16 for hvor der er avind og trettesyke, der er urede og alt det som ondt er.
Okooronat took shunon bobeyokoke dimbironat gond fin jamwots beetune.
17 Men den visdom som er ovenfra, er først og fremst ren, dernæst fredsommelig, rimelig, eftergivende, full av barmhjertighet og gode frukter, uten tvil, uten skrømt.
Wotowaere Ik'oke daatset dani teleefo shin shino s'ayine, manats dabrnuwere jeenon s'eents, doo, maneyo, mhretiyo, sheeng shuwo bín s'eentso, bogabogshoonat gitalberetsi woto biitse deshawoniye.
18 Men rettferdighets frukt såes i fred for dem som holder fred.
Jeen be shunts ashuwots jeeno shoohr kááwi shuwo kakuwitune.
