Esaias 27
1 På den tid skal Herren med sitt sverd, det hårde og store og sterke, hjemsøke Leviatan, den lettfarende drage, og Leviatan, den buktede drage, og han skal drepe uhyret som er i havet.
Saa da no, Awurade de nʼafoa bɛtwe aso, ɔde nʼafoa a ɛyɛ hu na ɛso na ɛyɛ nnam no, ɔwɔ Lewiatan a ɔde ahoɔhare tu hoo, ɔwɔ Lewiatan a ɔbobɔw ne ho; obekum po mu aboa kɛse a ne ho yɛ hu no.
2 På den tid skal de synge: Der er en edel vingård; syng om den!
Saa da no, “To dwom fa bobeturo a ɛsow no ho se:
3 Jeg, Herren, er dens vokter, hvert øieblikk vanner jeg den; forat ikke nogen skal hjemsøke den, vokter jeg den dag og natt.
Me, Awurade, mehwɛ so; migugu so nsu bere biara. Mebɔ ho ban awia ne anadwo sɛnea obiara rensɛe no.
4 Vrede har jeg ikke mot den. Hadde jeg torner og tistler mot mig i krig, da vilde jeg gå løs på dem og brenne dem op alle sammen,
Me bo mfuw ɛ. Sɛ ɛkaa nware ne nsɔe nko ara na ɛko tia me a anka me ne wɔn de bɛbɔ ani; na mahyew wɔn nyinaa.
5 dersom de da ikke skulde søke vern hos mig, gjøre fred med mig, ja, gjøre fred med mig.
Sɛ ɛnte saa a, ma wɔmmra me nkyɛn mmehintaw; ne me mmɛdwene asomdwoe ho Yiw, asomdwoe ho na mo ne me mmɛdwene.”
6 I de kommende dager skal Jakob skyte røtter, Israel blomstre og få skudd, og de skal fylle jorderike med frukt.
Nna a ɛreba no mu no, Yakob ase betim, Israel begu nhwiren na anyin fɛfɛɛfɛ na ɔde ne nnuaba ahyɛ wiase nyinaa ma.
7 Har vel Herren slått Israel så hårdt som han slo den som slo ham? Eller blev han drept således som hans fiender blev drept?
Awurade abɔ Israel sɛnea ɔbɔɔ wɔn a wɔbɔɔ Israel hwee fam no ana? Awurade akum Israel sɛnea okum wɔn a wokum Israel no ana?
8 Med måte gikk du i rette med folket da du jaget det fra dig. Herren drev det bort med sitt hårde vær på østenvindens dag.
Wode ɔko ne asutwa twe nʼaso, wode mframa a ano yɛ den pam no te sɛ da a apuei mframa bɔ no.
9 Derfor blir Jakobs misgjerning utsonet, og det at hans synd blir tatt bort, gir full frukt, når alle alterstener blir knust som kalkstener, og Astarte-billeder og solstøtter ikke reiser sig mere.
Eyi na ɛbɛyɛ mpata ama Yakob afɔdi, eyi na ɛbɛyɛ ne bɔne asetu so aba a edi mu: bere a ɔyɛ afɔremuka so abo sɛ hyirew a wɔabubu mu nketenkete, na Asera nnua ne nnuhuam afɔremuka nsisi hɔ bio no.
10 For den faste by ligger forlatt, en folketom bolig, øde som ørkenen. Kalver beiter der; der hviler de og fortærer dens kvister;
Kuropɔn a wɔabɔ ho ban no ada mpan wɔagyaw atenae a wɔafi so no te sɛ nweatam hɔ na nantwimma didi, hɔ na wɔdeda; wɔwe so nnua no mman ma ho yɛ kokwakokwa.
11 når dens grener blir tørre, brytes de av, kvinner kommer og gjør op ild med dem. For dette er ikke noget forstandig folk; derfor forbarmer dets skaper sig ikke over det, og han som dannet det, er ikke nådig mot det.
Sɛ nnubaa no wo a, wobubu na mmea bɛfa de kɔsɔ ogya. Na saa nnipa yi nni ntease enti wɔn yɛfo nhu wɔn mmɔbɔ, na wonnya adom mfi nea ɔbɔɔ wɔn no nkyɛn.
12 Og det skal skje på den tid at Herren skal slå ned frukter like fra Storelven til Egyptens bekk, og I, Israels barn, I skal sankes op en for en.
Saa da no, Awurade bɛporow afi asuten Eufrate akosi Misraim Bon Wosee mu, na mo, Israelfo de, wɔbɛfa mo mmaako mmaako aboaboa mo ano.
13 Og det skal skje på den tid at de skal støte i en stor basun, og da skal de komme de fortapte i Assurs land og de fordrevne i Egyptens land, og de skal tilbede Herren på det hellige berg i Jerusalem.
Saa da no, wɔbɛhyɛn torobɛnto kɛse no. Wɔn a na wɔrewuwu wɔ Asiria ne wɔn a na wɔwɔ nnommum mu wɔ Misraim bɛba abɛsom Awurade wɔ Yerusalem bepɔw kronkron no so.
