Predikerens 4

1 Fremdeles så jeg alle de voldsgjerninger som skjer under solen; jeg så de undertryktes gråt - det var ingen som trøstet dem; jeg så voldsmennene bruke makt mot dem, og det var ingen som trøstet dem.

Tako sem se vrnil in preudaril vsa zatiranja, ki so storjena pod soncem in gledal solze tistih, ki so bili zatirani in niso imeli tolažnika in je bila moč na strani njihovih zatiralcev, toda niso imeli nobenega tolažnika.

2 Da priste jeg de døde, de som allerede hadde fått dø, lykkelige fremfor de levende, de som ennu var i live,

Zatorej sem bolj hvalil mrtve, ki so že mrtvi, kakor živeče, ki so še živi.

3 men fremfor dem begge priste jeg lykkelig den som ennu ikke er til, som ikke har sett de onde gjerninger som skjer under solen.

Da, kakor oni oboji je boljši tisti, ki še ni bil, ki še ni videl zlobnega dela, ki je storjeno pod soncem.

4 Og jeg så at alt strev og all dyktighet i arbeid har sin grunn i at den enes ærgjerrighet er større enn den andres, også det er tomhet og jag efter vind.

Ponovno, preudaril sem vso muko in vsako pravilno delo, da zaradi tega človeku zavidajo njegovi sosedi. Tudi to je ničevost in draženje duha.

5 Dåren legger hendene i fanget og tærer på sitt eget kjøtt.

Bedak drži prekrižane roke in jé svoje lastno meso.

6 Bedre er en håndfull ro enn begge never fulle av strev og jag efter vind.

Boljše je prgišče s spokojnostjo, kakor obe roki napolnjeni z muko in draženjem duha.

7 Og ennu mere tomhet blev jeg var under solen:

Potem sem se vrnil in videl ničevost pod soncem.

8 Stundom står en mann alene og har ingen annen med sig, hverken sønn eller bror, og allikevel er det ingen ende på alt hans strev, og hans øine blir ikke mette av rikdom. Men hvem strever jeg for og nekter mig selv det som godt er? Også det er tomhet, og en ond plage er det.

Tam je nekdo sam in ni drugega, da, nima niti otroka niti brata, vendar ni konca vsemu njegovemu trudu, niti njegovo oko ni nasičeno z bogastvi, niti ne pravi: »Za koga se trudim in svoji duši kratim dobro?« Tudi to je ničevost, da, to je boleča muka.

9 Bedre å være to enn én, for de har god lønn for sitt strev;

Dva sta boljša kakor eden, zato ker imata dobro nagrado za svoj trud.

10 om de faller, kan den ene reise sin stallbror op; men stakkars den som er alene, for faller han, har han ingen til å reise sig op!

Kajti če padeta, bo vsak dvignil svojega tovariša; toda gorje tistemu, ki je sam, ko pade, kajti nima drugega, da mu pomaga pokonci.

11 Likeledes når to ligger sammen, så blir de varme; men hvorledes kan den som ligger alene, bli varm?

Ponovno, če dva ležita skupaj, potem imata toploto, toda kako se lahko nekdo ogreje sam?

12 Og om nogen kan vinne over den som er alene, så kan to holde stand mot ham, og en tredobbelt tråd sønderrives ikke så snart.

In če eden zoper njega prevlada, se mu bosta zoperstavila dva in trojna vrvica ni hitro pretrgana.

13 Bedre å være en fattig og vis ungdom enn en gammel dåre av en konge, som ikke mere har forstand nok til å la sig advare;

Boljši je ubog in moder otrok, kakor star in nespameten kralj, ki noče biti več opomnjen.

14 for fra fengslet kommer den ene ut og blir konge; den andre blir fattig, enda han er født i sitt kongedømme.

Kajti on prihaja iz ječe, da vlada, medtem ko tisti, ki je prav tako rojen v njegovem kraljestvu, postaja ubog.

15 Jeg så alle de levende som ferdes under solen, følge med den unge mann, han den nye, som skulde trede i den gamles sted.

Preudaril sem vse živeče, ki hodijo pod soncem, z drugim otrokom, ki bo vstal namesto njega.

16 Det var ingen ende på alt det folk han var fører for. Allikevel har efterkommerne ingen glede av ham, for også dette er tomhet og jag efter vind.

Ni konca vsemu ljudstvu, celó vseh, ki so bili pred njimi. Tudi tisti, ki pridejo potem, se ne bodo veselili v njem. Zagotovo je tudi to ničevost in draženje duha.