Psalmorum 50

1 Psalmus Asaph. Deus deorum Dominus locutus est: et vocavit terram, A solis ortu usque ad occasum:

En Salme af Asaf. Gud, Gud HERREN taled og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;

2 ex Sion species decoris eius.

fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Straaleglans

3 Deus manifeste veniet: Deus noster et non silebit. Ignis in conspectu eius exardescet: et in circuitu eius tempestas valida.

— vor Gud komme og tie ikke! — Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;

4 Advocabit cælum desursum: et terram discernere populum suum.

han stævned Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

5 Congregate illi sanctos eius: qui ordinant testamentum eius super sacrificia.

»Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!«

6 Et annunciabunt cæli iustitiam eius: quoniam Deus iudex est.

Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela)

7 Audi populus meus, et loquar: Israel, et testificabor tibi: Deus Deus tuus ego sum.

Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

8 Non in sacrificiis tuis arguam te: holocausta autem tua in conspectu meo sunt semper.

Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

9 Non accipiam de domo tua vitulos: neque de gregibus tuis hircos.

jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

10 Quoniam meæ sunt omnes feræ silvarum, iumenta in montibus et boves.

thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene paa de tusinde Bjerge;

11 Cognovi omnia volatilia cæli: et pulchritudo agri mecum est.

jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede paa Markens Vrimmel.

12 Si esuriero, non dicam tibi: meus est enim orbis terræ, et plenitudo eius.

Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

13 Numquid manducabo carnes taurorum? aut sanguinem hircorum potabo?

Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

14 Immola Deo sacrificium laudis: et redde Altissimo vota tua.

Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

15 Et invoca me in die tribulationis: eruam te, et honorificabis me.

Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

16 Peccatori autem dixit Deus: Quare tu enarras iustitias meas, et assumis testamentum meum per os tuum?

Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

17 Tu vero odisti disciplinam: et proiecisti sermones meos retrorsum:

naar du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

18 Si videbas furem, currebas cum eo: et cum adulteris portionem tuam ponebas.

Ser du en Tyv, slaar du Følge med ham, med Horkarle holder du til,

19 Os tuum abundavit malitia: et lingua tua concinnabat dolos.

slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer paa Svig.

20 Sedens adversus fratrem tuum loquebaris, et adversus filium matris tuæ ponebas scandalum:

Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

21 hæc fecisti, et tacui. Existimasti inique quod ero tui similis: arguam te, et statuam contra faciem tuam.

det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

22 Intelligite hæc qui obliviscimini Deum: nequando rapiat, et non sit qui eripiat.

Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

23 Sacrificium laudis honorificabit me: et illic iter, quo ostendam illi salutare Dei.

Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter paa Vejen, lader jeg se Guds Frelse.