Canticum Canticorum 2

1 Ego flos campi, et lilium convallium.

Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.

2 Sicut lilium inter spinas, sic amica mea inter filias.

Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.

3 Sicut malus inter ligna silvarum, sic dilectus meus inter filios. Sub umbra illius quem desideraveram, sedi: et fructus eius dulcis gutturi meo.

Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.

4 Introduxit me in cellam vinariam, ordinavit in me charitatem.

Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.

5 Fulcite me floribus, stipate me malis: quia amore langueo.

Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.

6 Læva eius sub capite meo, et dextera illius amplexabitur me.

Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.

7 Adiuro vos filiæ Ierusalem per capreas, cervosque camporum, ne suscitetis, neque evigilare faciatis dilectam, quoadusque ipsa velit.

Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.

8 Vox dilecti mei, ecce iste venit saliens in montibus, transiliens colles:

Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.

9 similis est dilectus meus capreæ, hinnuloque cervorum. En ipse stat post parietem nostrum respiciens per fenestras, prospiciens per cancellos.

Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.

10 En dilectus meus loquitur mihi: Surge, propera amica mea, columba mea, formosa mea, et veni.

Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.

11 Iam enim hiems transiit, imber abiit, et recessit.

Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.

12 Flores apparuerunt in terra nostra, tempus putationis advenit: vox turturis audita est in terra nostra:

Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.

13 ficus protulit grossos suos: vineæ florentes dederunt odorem suum. Surge, amica mea, speciosa mea, et veni:

Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!

14 columba mea in foraminibus petræ, in caverna maceriæ, ostende mihi faciem tuam, sonet vox tua in auribus meis: vox enim tua dulcis, et facies tua decora.

Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.

15 Capite nobis vulpes parvulas, quæ demoliuntur vineas: nam vinea nostra floruit.

Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.

16 Dilectus meus mihi, et ego illi, qui pascitur inter lilia

Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.

17 donec aspiret dies, et inclinentur umbræ. Revertere: similis esto, dilecte mi, capreæ, hinnuloque cervorum super montes Bether.

Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!