Psalmorum 104

1 Ipsi David. Benedic anima mea Domino: Domine Deus meus magnificatus es vehementer. Confessionem, et decorem induisti:

Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

2 amictus lumine sicut vestimento: Extendens cælum sicut pellem:

hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

3 qui tegis aquis superiora eius. Qui ponis nubem ascensum tuum: qui ambulas super pennas ventorum.

du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;

4 Qui facis angelos tuos, spiritus: et ministros tuos ignem urentem.

Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

5 Qui fundasti terram super stabilitatem suam: non inclinabitur in sæculum sæculi.

Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

6 Abyssus, sicut vestimentum, amictus eius: super montes stabunt aquæ.

Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.

7 Ab increpatione tua fugient: a voce tonitrui tui formidabunt.

For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

8 Ascendunt montes: et descendunt campi in locum, quem fundasti eis.

for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

9 Terminum posuisti, quem non transgredientur: neque convertentur operire terram.

du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

10 Qui emittis fontes in convallibus: inter medium montium pertransibunt aquæ.

Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

11 Potabunt omnes bestiæ agri: expectabunt onagri in siti sua.

de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

12 Super ea volucres cæli habitabunt: de medio petrarum dabunt voces.

over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

13 Rigans montes de superioribus suis: de fructu operum tuorum satiabitur terra:

Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

14 Producens fœnum iumentis, et herbam servituti hominum: Ut educas panem de terra:

du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

15 et vinum lætificet cor hominis: Ut exhilaret faciem in oleo: et panis cor hominis confirmet.

og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

16 Saturabuntur ligna campi, et cedri Libani, quas plantavit:

HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,

17 illic passeres nidificabunt. Herodii domus dux est eorum:

hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

18 montes excelsi cervis: petra refugium herinaciis.

Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.

19 Fecit lunam in tempora: sol cognovit occasum suum.

Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

20 Posuisti tenebras, et facta est nox: in ipsa pertransibunt omnes bestiæ silvæ.

du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

21 Catuli leonum rugientes, ut rapiant, et quærant a Deo escam sibi.

de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

22 Ortus est sol, et congregati sunt: et in cubilibus suis collocabuntur.

De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

23 Exibit homo ad opus suum: et ad operationem suam usque ad vesperum.

Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

24 Quam magnificata sunt opera tua Domine! omnia in sapientia fecisti: impleta est terra possessione tua.

Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

25 Hoc mare magnum, et spatiosum manibus: illic reptilia, quorum non est numerus. Animalia pusilla cum magnis:

Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;

26 illic naves pertransibunt. Draco iste, quem formasti ad illudendum ei:

Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

27 omnia a te expectant ut des illis escam in tempore.

De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;

28 Dante te illis, colligent: aperiente te manum tuam, omnia implebuntur bonitate.

du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

29 Avertente autem te faciem, turbabuntur: auferes spiritum eorum, et deficient, et in pulverem suum revertentur.

Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

30 Emittes Spiritum tuum, et creabuntur: et renovabis faciem terræ.

du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

31 Sit gloria Domini in sæculum: lætabitur Dominus in operibus suis:

HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!

32 Qui respicit terram, et facit eam tremere: qui tangit montes, et fumigant.

Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger

33 Cantabo Domino in vita mea: psallam Deo meo quamdiu sum.

Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

34 Iucundum sit ei eloquium meum: ego vero delectabor in Domino.

Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

35 Deficiant peccatores a terra, et iniqui ita ut non sint: benedic anima mea Domino.

Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!