Exodus 9
1 Dixit autem Dominus ad Moysen: Ingredere ad Pharaonem, et loquere ad eum: Hæc dicit Dominus Deus Hebræorum: Dimitte populum meum ut sacrificet mihi.
Derpaa sagde HERREN til Moses: »Gaa til Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
2 Quod si adhuc renuis, et retines eos:
Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med at holde dem fast,
3 ecce manus mea erit super agros tuos: et super equos, et asinos, et camelos, et boves, et oves, pestis valde gravis.
se, da skal HERRENS Haand komme over dit Kvæg paa Marken, over Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Smaakvæget med en saare forfærdelig Pest.
4 Et faciet Dominus mirabile inter possessiones Israel, et possessiones Ægyptiorum, ut nihil omnino pereat ex eis quæ pertinent ad filios Israel.
Og HERREN skal sætte Skel mellem Israels Kvæg og Ægypternes Kvæg, saa der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører Israeliterne.«
5 Constituitque Dominus tempus, dicens: Cras faciet Dominus verbum istud in terra.
Og HERREN satte en Tidsfrist, idet han sagde: »I Morgen skal HERREN lade dette ske i Landet.«
6 Fecit ergo Dominus verbum hoc altera die: mortuaque sunt omnia animantia Ægyptiorum: de animalibus vero filiorum Israel nihil omnino periit.
Den følgende Dag lod HERREN det saa ske, og alt Ægypternes Kvæg døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr.
7 Et misit Pharao ad videndum: nec erat quidquam mortuum de his quæ possidebat Israel. Ingravatumque est cor Pharaonis, et non dimisit populum.
Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke Folket rejse.
8 Et dixit Dominus ad Moysen, et Aaron: Tollite plenas manus cineris de camino, et spargat illum Moyses in cælum coram Pharaone.
Derpaa sagde HERREN til Moses og Aron: »Tag begge eders Hænder fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i Faraos Paasyn!
9 Sitque pulvis super omnem Terram Ægypti: erunt enim in hominibus, et iumentis ulcera, et vesicæ turgentes in universa terra Ægypti.
Saa skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til Betændelse, der bryder ud i Bylder paa Mennesker og Kvæg i hele Ægypten!«
10 Tuleruntque cinerem de camino, et steterunt coram Pharaone, et sparsit illum Moyses in cælum: factaque sunt ulcera vesicarum turgentium in hominibus, et iumentis:
Da tog de Sod fra Smelteovnen og traadte frem for Farao, og Moses kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i Bylder paa Mennesker og Kvæg.
11 nec poterant malefici stare coram Moyse propter ulcera quæ in illis erant, et in omni Terra Ægypti:
Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses paa Grund af Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne saavel som alle de andre Ægyptere.
12 Induravitque Dominus cor Pharaonis, et non audivit eos, sicut locutus est Dominus ad Moysen.
Men HERREN forhærdede Faraos Hjerte, saa han ikke hørte paa dem, saaledes som HERREN havde sagt til Moses.
13 Dixitque Dominus ad Moysen: Mane consurge, et sta coram Pharaone, et dices ad eum: Hæc dicit Dominus Deus Hebræorum: Dimitte populum meum ut sacrificet mihi.
Derpaa sagde HERREN til Moses: »Træd i Morgen tidlig frem for Farao og sig til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig!
14 Quia in hac vice mittam omnes plagas meas super cor tuum, et super servos tuos, et super populum tuum: ut scias quod non sit similis mei in omni terra.
Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg paa hele Jorden.
15 Nunc enim extendens manum percutiam te, et populum tuum peste, peribisque de terra.
Thi ellers havde jeg nu udrakt min Haand for at ramme dig og dit Folk med Pest, saa du blev udryddet fra Jordens Overflade;
16 Idcirco autem posui te, ut ostendam in te fortitudinem meam, et narretur nomen meum in omni terra.
dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt paa hele Jorden.
17 Adhuc retines populum meum: et non vis dimittere eum?
Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det rejse.
18 En pluam cras hac ipsa hora grandinem multam nimis, qualis non fuit in Ægypto a die qua fundata est, usque in præsens tempus.
Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det blev til og indtil nu.
19 Mitte ergo iam nunc, et congrega iumenta tua, et omnia quæ habes in agro: homines enim, et iumenta, et universa quæ inventa fuerint foris, nec congregata de agris, cecideritque super ea grando, morientur.
Derfor maa du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har paa Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig paa Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og omkomme.«
20 Qui timuit verbum Domini de servis Pharaonis, facit confugere servos suos, et iumenta in domos:
De blandt Faraos Tjenere, der frygtede HERRENS Ord, bragte nu deres Trælle og Kvæg under Tag;
21 qui autem neglexit sermonem Domini, dimisit servos suos, et iumenta in agris.
men de, der ikke lagde sig HERRENS Ord paa Hjerte, lod deres Trælle og Kvæg blive ude paa Marken.
22 Et dixit Dominus ad Moysen: Extende manum tuam in cælum, ut fiat grando in universa Terra Ægypti super homines, et super iumenta, et super omnem herbam agri in Terra Ægypti.
Da sagde HERREN til Moses: »Ræk din Haand op mod Himmelen, saa skal der falde Hagl i hele Ægypten paa Mennesker og Dyr og paa alle Markens Urter i Ægypten!«
23 Extenditque Moyses virgam in cælum, et Dominus dedit tonitrua, et grandinem, ac discurrentia fulgura super terram: pluitque Dominus grandinem super Terram Ægypti.
Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og HERREN sendte Torden og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og HERREN lod Hagl falde over Ægypten;
24 Et grando et ignis mista pariter ferebantur: tantæque fuit magnitudinis, quanta ante numquam apparuit in universa Terra Ægypti ex quo gens illa condita est.
og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, saa voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket;
25 Et percussit grando in omni Terra Ægypti cuncta quæ fuerunt in agris, ab homine usque ad iumentum: cunctamque herbam agri percussit grando, et omne lignum regionis confregit.
og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var paa Marken, baade Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned, og alle Markens Træer knækkede den;
26 Tantum in Terra Gessen, ubi erant filii Israel, grando non cecidit.
kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.
27 Misitque Pharao, et vocavit Moysen et Aaron, dicens ad eos: Peccavi etiam nunc: Dominus iustus: ego et populus meus, impii.
Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: »Denne Gang har jeg syndet; HERREN har Ret, og jeg og mit Folk har Uret;
28 Orate Dominum ut desinant tonitrua Dei, et grando: ut dimittam vos, et nequaquam hic ultra maneatis.
gaa i Forbøn hos HERREN, at det nu maa være nok med Guds Torden og Haglvejret, saa vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!«
29 Ait Moyses: Cum egressus fuero de urbe, extendam palmas meas ad Dominum, et cessabunt tonitrua, et grando non erit: ut scias quia Domini est terra:
Moses svarede ham: »Saa snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg udbrede mine Hænder mod HERREN; saa skal Tordenen høre op, og Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden tilhører HERREN.
30 novi autem quod et tu, et servi tui necdum timeatis Dominum Deum.
Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud HERREN.«
31 Linum ergo, et hordeum læsum est, eo quod hordeum esset virens, et linum iam folliculos germinaret:
Hørren og Byggen blev slaaet ned, thi Byggen stod i Aks, og Hørren i Blomst;
32 triticum autem, et far non sunt læsa, quia serotina erant.
derimod blev Hveden og Spelten ikke slaaet ned, thi de modnes senere.
33 Egressusque Moyses a Pharaone ex urbe, tetendit manus ad Dominum: et cessaverunt tonitrua et grando, nec ultra stillavit pluvia super terram.
Da Moses var gaaet bort fra Farao og var kommet ud af Byen, udbredte han sine Hænder mod HERREN, og da hørte Tordenen og Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned.
34 Videns autem Pharao quod cessasset pluvia, et grando et tonitrua, auxit peccatum:
Men da Farao saa, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op, fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede deres Hjerte.
35 et ingravatum est cor eius, et servorum illius, et induratum nimis: nec dimisit filios Israel, sicut præceperat Dominus per manum Moysi.
Faraos Hjerte blev forhærdet, saa at han ikke lod Israeliterne rejse, saaledes som HERREN havde sagt ved Moses.
