< 詩篇 17 >

1 ダビデの祈 主よ、正しい訴えを聞き、わたしの叫びにみ心をとめ、偽りのないくちびるから出るわたしの祈に耳を傾けてください。
(En bøn af David.) HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn fra svigløse Læber!
2 どうかわたしについての宣告がみ前から出て、あなたの目が公平をみられるように。
Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne.
3 あなたがわたしの心をためし、夜、わたしに臨み、わたしを試みられても、わたしのうちになんの悪い思いをも見いだされないでしょう。わたしの口も罪を犯しません。
Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.
4 人のおこないの事をいえば、あなたのくちびるの言葉によって、わたしは不法な者の道を避けました。
Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;
5 わたしの歩みはあなたの道に堅く立ち、わたしの足はすべることがなかったのです。
mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.
6 神よ、わたしはあなたに呼ばわります。あなたはわたしに答えられます。どうか耳を傾けて、わたしの述べることをお聞きください。
Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord!
7 寄り頼む者をそのあだから右の手で救われる者よ、あなたのいつくしみを驚くばかりにあらわし、
Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!
8 ひとみのようにわたしを守り、みつばさの陰にわたしを隠し、
Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge
9 わたしをしえたげる悪しき者から、わたしを囲む恐ろしい敵から、のがれさせてください。
for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;
10 彼らはその心を閉じて、あわれむことなく、その口をもって高ぶって語るのです。
de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.
11 彼らはわたしを追いつめ、わたしを囲み、わたしを地に投げ倒さんと、その目をそそぎます。
De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden.
12 彼らはかき裂かんと、いらだつししのごとく、隠れた所にひそみ待つ子じしのようです。
De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.
13 主よ、立ちあがって、彼らに立ちむかい、彼らを倒してください。つるぎをもって悪しき者からわたしのいのちをお救いください。
Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,
14 主よ、み手をもって人々からわたしをお救いください。すなわち自分の分け前をこの世で受け、あなたの宝をもってその腹を満たされる世の人々からわたしをお救いください。彼らは多くの子に飽き足り、その富を幼な子に残すのです。
fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!
15 しかしわたしは義にあって、み顔を見、目ざめる時、みかたちを見て、満ち足りるでしょう。
Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner.

< 詩篇 17 >