< サムエル記Ⅱ 22 >

1 ダビデは主がもろもろの敵の手とサウルの手から、自分を救い出された日に、この歌の言葉を主に向かって述べ、
David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
2 彼は言った、「主はわが岩、わが城、わたしを救う者、
Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
3 わが神、わが岩。わたしは彼に寄り頼む。わが盾、わが救の角、わが高きやぐら、わが避け所、わが救主。あなたはわたしを暴虐から救われる。
min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!
4 わたしは、ほめまつるべき主に呼ばわって、わたしの敵から救われる。
Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5 死の波はわたしをとりまき、滅びの大水はわたしを襲った。
Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
6 陰府の綱はわたしをとりかこみ、死のわなはわたしに、たち向かった。 (Sheol h7585)
Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; (Sheol h7585)
7 苦難のうちにわたしは主を呼び、またわが神に呼ばわった。主がその宮からわたしの声を聞かれて、わたしの叫びはその耳にとどいた。
i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
8 その時地は震いうごき、天の基はゆるぎふるえた。彼が怒られたからである。
Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
9 煙はその鼻からたち上り、火はその口から出て焼きつくし、白熱の炭は彼から燃え出た。
Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
10 彼は天を低くして下られ、暗やみが彼の足の下にあった。
Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11 彼はケルブに乗って飛び、風の翼に乗ってあらわれた。
båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
12 彼はその周囲に幕屋として、やみと濃き雲と水の集まりとを置かれた。
han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
13 そのみ前の輝きから炭火が燃え出た。
Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
14 主は天から雷をとどろかせ、いと高き者は声を出された。
HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
15 彼はまた矢を放って彼らを散らし、いなずまを放って彼らを撃ち破られた。
han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.
16 主のとがめと、その鼻のいぶきとによって、海の底はあらわれ、世界の基が、あらわになった。
Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.
17 彼は高き所から手を伸べてわたしを捕え、大水の中からわたしを引き上げ、
Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
18 わたしの強い敵と、わたしを憎む者とからわたしを救われた。彼らはわたしにとって、あまりにも強かったからだ。
frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
19 彼らはわたしの災の日にわたしに、たち向かった。しかし主はわたしの支柱となられた。
På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.
20 彼はまたわたしを広い所へ引きだされ、わたしを喜ばれて、救ってくださった。
Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21 主はわたしの義にしたがってわたしに報い、わたしの手の清きにしたがってわたしに報いかえされた。
HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
22 それは、わたしが主の道を守り、悪を行わず、わが神から離れたことがないからである。
thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
23 そのすべてのおきてはわたしの前にあって、わたしはその、み定めを離れたことがない。
hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
24 わたしは主の前に欠けた所なく、自らを守って罪を犯さなかった。
Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25 それゆえ、主はわたしの義にしたがい、その目のまえにわたしの清きにしたがって、わたしに報いられた。
HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!
26 忠実な者には、あなたは忠実な者となり、欠けた所のない人には、あなたは欠けた所のない者となり、
Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27 清い者には、あなたは清い者となり、まがった者には、かたいぢな者となられる。
du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28 あなたはへりくだる民を救われる、しかしあなたの目は高ぶる者を見てこれをひくくせられる。
De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29 まことに、主よ、あなたはわたしのともし火、わが神はわたしのやみを照される。
Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
30 まことに、あなたによってわたしは敵軍をふみ滅ぼし、わが神によって石がきをとび越えることができる。
Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
31 この神こそ、その道は非のうちどころなく、主の約束は真実である。彼はすべて彼に寄り頼む者の盾である。
Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32 主のほかに、だれが神か、われらの神のほか、だれが岩であるか。
Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33 この神こそわたしの堅固な避け所であり、わたしの道を安全にされた。
den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34 わたしの足をめじかの足のようにして、わたしを高い所に安全に立たせ、
gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
35 わたしの手を戦いに慣らされたので、わたしの腕は青銅の弓を引くことができる。
oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
36 あなたはその救の盾をわたしに与え、あなたの助けは、わたしを大いなる者とされた。
Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
37 あなたはわたしが歩く広い場所を与えられたので、わたしの足はすべらなかった。
du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38 わたしは敵を追って、これを滅ぼし、これを絶やすまでは帰らなかった。
Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
39 わたしは彼らを絶やし、彼らを砕いたので彼らは立つことができず、わたしの足もとに倒れた。
slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
40 あなたは戦いのために、わたしに力を帯びさせわたしを攻める者をわたしの下にかがませられた。
Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
41 あなたによって、敵はそのうしろをわたしに向けたので、わたしを憎む者をわたしは滅ぼした。
du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.
42 彼らは見まわしたが、救う者はいなかった。彼らは主に叫んだが、彼らには答えられなかった。
De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43 わたしは彼らを地のちりのように細かに打ちくだき、ちまたのどろのように、踏みにじった。
Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.
44 あなたはわたしを国々の民との争いから救い出し、わたしをもろもろの国民のかしらとされた。わたしの知らなかった民がわたしに仕えた。
Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45 異国の人たちはきてわたしにこび、わたしの事を聞くとすぐわたしに従った。
Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:
46 異国の人たちは、うちしおれてその城からふるえながら出てきた。
Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.
47 主は生きておられる。わが岩はほむべきかな。わが神、わが救の岩はあがむべきかな。
HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48 この神はわたしのために、あだを報い、もろもろの民をわたしの下に置かれた。
den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
49 またわたしを敵から救い出し、あだの上にわたしをあげ、暴虐の人々からわたしを救い出された。
og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50 それゆえ、主よ、わたしはもろもろの国民の中で、あなたをたたえ、あなたの、み名をほめ歌うであろう。
HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
51 主はその王に大いなる勝利を与え、油を注がれた者に、ダビデとその子孫とに、とこしえに、いつくしみを施される」。
du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.

< サムエル記Ⅱ 22 >