詩篇 78
1 わが民よわが敎訓をきき、わが口のことばになんぢらの耳をかたぶけよ
(En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;
2 われ口をひらきて譬喩をまうけ いにしへの玄幽なる語をかたりいでん
jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,
3 是われらが曩にききしところ知しところ又われらが列祖のかたりつたへし所なり
hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
4 われら之をその子孫にかくさずヱホバのもろもろの頌美と能力とそのなしたまへる奇しき事跡とをきたらんとする世につげん
vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
5 そはヱホバ證詞をヤコブのうちにたて律法をイスラエルのうちに定めてその子孫にしらすべきことをわれらの列祖におほせたまひたればなり
Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
6 これ來らんとする代のちに生るる子孫がこれを知みづから起りてそのまた子孫につたへ
at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,
7 かれらをして神によりたのみ神のみわざを忘れずその誡命をまもらしめん爲なり
så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
8 またその列祖のごとく頑固にしてそむくものの類となり そのこころ修まらず そのたましひ神に忠ならざる類とならざらん爲なり
ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud
9 エフライムのこらは武具ととのへ弓をたづさへしに戰ひの日にうしろをそむけたり
- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -
10 かれら神のちかひをまもらず そのおきてを履ことをいなみ
Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
11 ヱホバのなしたまへることとかれらに示したまへる奇しき事跡とをわすれたり
hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
12 神はエジプトの國にてゾアンの野にて妙なる事をかれらの列祖のまへになしたまへり
Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;
13 すなはち海をさきてかれらを過ぎしめ水をつみて堆かくしたまへり
han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;
14 ひるは雲をもてかれらをみちびき夜はよもすがら火の光をもてこれを導きたまへり
han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
15 神はあれのにて磐をさき大なる淵より汲がごとくにかれらに飮しめ
han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
16 また磐より流をひきて河のごとくに水をながれしめたまへり
han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
17 然るにかれら尚たえまなく罪ををかして神にさからひ荒野にて至上者にそむき
Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
18 またおのが慾のために食をもとめてその心のうちに神をこころみたり
de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
19 然のみならずかれらは神にさからひていへり 神は荒野にて筵をまうけたまふを得んや
de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?
20 みよ神いはを撃たまへば水ほどばしりいで流あぶれたり 糧をもあたへたまふを得んや神はその民のために肉をそなへたまはんやと
Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"
21 この故にヱホバこれを聞ていきどほりたまひき 火はヤコブにむかひてもえあがり怒はイスラエルにむかひて立騰れり
Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
22 こはかれら神を信ぜずその救にたのまざりし故なり
fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.
23 されどなほ神はうへなる雲に命じて天の戸をひらき
Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne
24 彼等のうへにマナをふらせて食はしめ天の穀物をあたへたまへり
og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
25 人みな勇士の糧をくらへり 神はかれらに食物をおくりて飽足らしめたまふ
Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
26 神は天に東風をふかせ大能もて南の風をみちびきたまへり
Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
27 神はかれらのうへに塵のごとく肉をふらせ海の沙のごとく翼ある鳥をふらせて
Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
28 その營のなかその住所のまはりに落したまへり
lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
29 斯てかれらは食ひて飽たりぬ 神はこれにその欲みしものを與へたまへり
Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.
30 かれらが未だその慾をはなれず食物のなほ口のうちにあるほどに
Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,
31 神のいかり旣にかれらに對ひてたちのぼり彼等のうちにて最もこえたる者をころしイスラエルのわかき男をうちたふしたまへり
rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
32 これらの事ありしかど彼等はなほ罪ををかしてその奇しきみわざを信ぜざりしかば
Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.
33 神はかれらの日を空しくすぐさせ その年をおそれつつ過させたまへり
Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.
34 神かれらを殺したまへる時かれら神をたづね歸りきたりて懇ろに神をもとめたり
Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
35 かくて神はおのれの磐いとたかき神はおのれの贖主なることをおもひいでたり
kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
36 然はあれど彼等はただその口をもて神にへつらひその舌をもて神にいつはりをいひたりしのみ
De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
37 そはかれらのこころは神にむかひて堅からず その契約をまもるに忠信ならざりき
deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
38 されど神はあはれみに充たまへばかれらの不義をゆるして亡したまはず屡ばそのみいかりを轉してことごとくは忿恚をふりおこし給はざりき
Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
39 又かれがただ肉にして過去ばふたたび歸りこぬ風なるをおもひいで給へり
han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
40 かれらは野にて神にそむき荒野にて神をうれへしめしこと幾次ぞや
Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
41 かれらかへすがへす神をこころみイスラエルの聖者をはづかしめたり
De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;
42 かれらは神の手をも敵より贖ひたまひし日をもおもひいでざりき
hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,
43 神はそのもろもろの豫兆をエジプトにあらはしその奇しき事をゾアンの野にあらはし
da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,
44 かれらの河を血にかはらせてその流を飮あたはざらしめ
forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,
45 また蝿の群をおくりてかれらをくはしめ蛙をおくりてかれらを亡させたまへり
sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,
46 神はかれらの田產を蟊賊にわたし かれらの勤勞を蝗にあたへたまへり
gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
47 神は雹をもてかれらの葡萄の樹をからし霜をもてかれらの桑の樹をからし
slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
48 その家畜をへうにわたしその群をもゆる閃電にわたし
prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
49 かれらの上にはげしき怒といきどほりと怨恨となやみと禍害のつかひの群とをなげいだし給へり
Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
50 神はその怒をもらす道をまうけ かれらのたましひを死よりまぬかれしめず そのいのちを疫癘にわたし
frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
51 エジプトにてすべての初子をうちハムの幕屋にてかれらの力の始をうちたまへり
alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
52 されどおのれの民を羊のごとくに引いだし かれらを曠野にてけだものの群のごとくにみちびき
lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,
53 かれらをともなひておそれなく安けからしめ給へり されど海はかれらの仇をおほへり
ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
54 神はその聖所のさかひ その右の手にて購たまへるこの山に彼らを携へたまへり
han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
55 又かれらの前にてもろもろの國人をおもひいだし準縄をもちゐ その地をわかちて嗣業となし イスラエルの族をかれらの幕屋にすまはせたまへり
drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56 然はあれど彼等はいとたかき神をこころみ之にそむきてそのもろもろの證詞をまもらず
Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
57 叛きしりぞきてその列祖の如く眞實をうしなひ くるへる弓のごとくひるがへりて逸ゆけり
de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
58 高處をまうけて神のいきどほりをひき刻める像にて神の嫉妬をおこしたり
de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.
59 神ききたまひて甚だしくいかり大にイスラエルを憎みたまひしかば
Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;
60 人々の間におきたまひし幕屋なるシロのあげばりを棄さり
han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
61 その力をとりことならしめ その榮光を敵の手にわたし
han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,
62 その民を劍にあたへ その嗣業にむかひて甚だしく怒りたまへり
prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;
63 火はかれらのわかき男をやきつくし かれらの處女はその婚姻の歌によりて譽らるることなく
Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
64 かれらの祭司はつるぎにて仆れ かれらの寡婦は喪のなげきだにせざりき
dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
65 斯るときに主はねぶりし者のさめしごとく勇士の酒によりてさけぶがごとく目さめたまひて
Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
66 その敵をうちしりぞけ とこしへの辱をかれらに負せたまへり
han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
67 またヨセフの幕屋をいなみエフライムの族をえらばず
Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
68 ユダの族そのいつくしみたまふシオンの山をえらびたまへり
han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
69 その聖所を山のごとく永遠にさだめたまへる地のごとくに立たまへり
han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.
70 またその僕ダビデをえらびて羊の牢のなかよりとり
Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,
71 乳をあたふる牝羊にしたがひゆく勤のうちより携へきたりてその民ヤコブその嗣業イスラエルを牧はせたまへり
hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
72 斯てダビデはそのこころの完全にしたがひてかれらを牧ひ その手のたくみをもて之をみちびけり
han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.
