< Salmi 35 >

1 [Salmo] di Davide O SIGNORE, contendi con quelli che contendono meco; Guerreggia con quelli che guerreggiano meco.
Af David. HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
2 Prendi lo scudo e la targa; E levati in mio aiuto.
grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
3 E trai fuori la lancia, e serra il passo a quelli che mi perseguitano; Di' all'anima mia: Io [son] la tua salute.
tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: »Jeg er din Frelse!«
4 Sien confusi e svergognati quelli che cercano l'anima mia; Voltin le spalle, e sieno svergognati Quelli che macchinano del male contro a me.
Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
5 Sien come pula al vento, E caccili l'Angelo del Signore.
de blive som Avner for Vinden, og HERRENS Engel nedstøde dem,
6 Sia la via loro [tutta] tenebre, e sdruccioli; E perseguali l'Angelo del Signore.
deres Vej blive mørk og glat, og HERRENS Engel forfølge dem!
7 Perciocchè senza cagione hanno fatta una fossa nascosta, Per [tendervi] la lor rete; Senza cagione l'hanno cavata all'anima mia.
Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
8 Venga loro una sprovveduta ruina, E sieno presi colla lor propria rete che hanno tesa di nascosto, [E] cadano nella ruina che mi hanno apparecchiata.
Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
9 Allora l'anima mia festeggerà nel Signore, [E] si rallegrerà nella sua salute.
Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
10 Tutte le ossa mie diranno: O Signore, chi [è] pari a te, Che riscuoti il povero afflitto da chi [è] più forte di lui; Il povero afflitto, e il bisognoso, da chi lo spoglia?
alle mine Ledemod sige: »HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!«
11 Falsi testimoni si levano; Mi domandano [cose], delle quali non so nulla.
Falske Vidner staar frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
12 Mi rendono male per bene; Rendono sconforto all'anima mia.
de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
13 E pure io, quando essi erano infermi, mi vestiva d'un cilicio. Ed affliggeva l'anima mia col digiuno, E la mia orazione mi ritornava in seno.
Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
14 Io andava attorno, come [se fosse stato per] un mio amico, ovver fratello; Io andava chino, e vestito a bruno, Come uno che faccia cordoglio di sua madre.
som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
15 Ma quando io son zoppicato, essi se ne son rallegrati, E si sono adunati insieme; Gente da nulla si è adunata contro a me, senza che io lo sapessi; [Mi] hanno lacerato, senza mai restare;
Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, haaner mig uden Ophør;
16 Insieme con profani beffatori giocolari, Digrignando i denti contro di me.
for min Venlighed dænger de mig med Haan, de skærer Tænder imod mig.
17 O Signore, infino a quando vedrai [queste cose?] Ritrai l'anima mia dalle ruine loro, L'unica mia d'infra i leoncelli.
Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
18 Io ti celebrerò in gran raunanza; Io ti loderò in mezzo d'un gran popolo.
Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
19 Non rallegrinsi di me quelli che mi son nemici a torto; Non ammicchino con gli occhi quelli che mi odiano senza cagione.
Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
20 Perciocchè non parlano [giammai] di pace; Anzi macchinano frodi contro a' pacifici della terra.
Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;
21 Ed allargano la lor bocca contro a me, E dicono: Eia, Eia! l'occhio nostro ha pur veduto [quello che desideravamo].
de spærrer Munden op imod mig og siger: »Ha, ha! Vi saa det med egne Øjne!«
22 O Signore, tu hai vedute [queste cose]; non tacere; O Signore, non allontanarti da me.
Du saa det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
23 Risvegliati, e destati, per [far]mi ragione; Dio mio, e Signor mio, [risvegliati] per difendere la mia causa.
rejs dig, vaagn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
24 O Signore Iddio mio, giudicami secondo la tua giustizia, E [fa]' ch'essi non si rallegrino di me;
døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
25 [E] non dicano nel cuor loro: Ehi! anima nostra; [E] non dicano: Noi l'abbiamo trangugiato.
Og sige i Hjertet: »Ha! som vi ønsked!« lad dem ikke sige: »Vi slugte ham!«
26 Sieno svergognati e confusi tutti quanti Quelli che si rallegrano del mio male; Sieno vestiti di vergogna e di vituperio Quelli che si magnificano contro a me.
Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
27 Cantino, e rallegrinsi Quelli che hanno buona affezione alla mia giustizia; E dicano del continuo: Magnificato sia il Signore, Che vuole la pace del suo servitore.
Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: »Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!«
28 E la mia lingua risonerà la tua giustizia [E] la tua laude, tuttodì.
Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

< Salmi 35 >