Job 30

1 Ita, dagiti ub-ubing ngem siak ket awan ti ar-aramidenda no di ti manglais kaniak- dagitoy nga agtutubo a dagiti ammada ket pinagkedkedak koma nga agtrabaho a kadua dagiti asok iti arbanko.

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

2 Pudno, ti kinapigsa dagiti ima ti amada, kasano koma a natulongandak - dagiti lallaki a ti kinapigsa ti kinalakayda ket napukawen?

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

3 Narapisda gapu iti kinapanglaw ken bisin; nagkibkibda iti namaga a daga idiay kasipngetan ti let-ang ken iti disso nga awan matagtagitaona.

tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

4 Nagpag-utda kadagiti naraboy a mulmula; dagiti ramut ti buyboy ti nagbalin a taraonda.

og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

5 Napapanawda manipud kadagiti tattao a nangpukkaw kadakuada, a kasla iti panangpukkaw iti maysa a tao iti agtatakaw.

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

6 Isu a nagnaedda kadagiti tanap nga asideg iti karayan, kadagiti rukib ken kadagiti dadakkel a bato.

De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

7 Aggaraigida a kasla kadagiti asno iti nagbabaetan dagiti naraboy a mulmula; naguummongda iti sirok dagiti narabuy a mulmula.

De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

8 Kaputotan ida dagiti maag, wen, dagiti awan serserbina a tattao; napapanawda iti daga babaen kadagiti saplit.

en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

9 Ngem ita, pinagbalindak dagiti annakda a lallaki a pakasaritaan para iti kanta ti panglais; pudno, maysaak itan a paga-angawan kadakuada.

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

10 Karuroddak ken ad-adaywandak; kanayonda a tuptupraan ti rupak.

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

11 Ta pinugsat ti Dios ti tali ti panak ket pinarigatnak, ken isu a napukaw amin ti panagteppel dagitoy a tattao iti sangoanak.

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

12 Iti makannawan nga imak ken tumakder dagiti naranggas a tattao; pappapanawendak ken igabsuonda kaniak dagiti wagas ti panangdadaelda.

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

13 Daddadaelenda ti dalanko; iyas-asidegda ti didigra kaniak, lallaki nga awan ti uray maysa a manganawa kadakuada.

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

14 Umaydak darupen a kasla maysa nga armada manipud iti nalawa nga abot iti pader ti siudad; itulidda dagiti bagbagida kaniak iti katingngaan ti pannakadadael.

de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

15 Ti buteng ti nanglapunos kaniak; naipanaw ti dayawko a kasla intayab ti angin; napukaw ti kinarang-ayko a kasla ulep.

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

16 Ita, maibukbukbok ti biagko manipud iti kaunggak; dagiti aldaw ti panagsagsagaba ti nangtengngel kaniak.

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

17 Iti rabii, agut-ot dagiti tulangko; saan a sumardeng ti ut-ot a kasla mangkibkibkib kaniak.

Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

18 Ginammatan ti kinapigsa ti Dios ti pagan-anayko; naiputipot daytoy kaniak a kasla iti kwelyo ti nagayad a pagan-anayko.

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

19 Impalladawnak iti kapitakan; nagbalinak a kasla tapok ken dapu.

Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

20 Immasugak kenka, O Dios, ngem dinak sungsungbatan; timmakderak, ket kimmitaka laeng kaniak.

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

21 Nagbaliwkan ket nagbalinka a naulpit kaniak; babaen iti bileg ti imam, pinarigatnak.

grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

22 Impangatonak iti angin ket impallatoknak daytoy; dinadaelnak iti bagio.

Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

23 Ta ammok nga ipannakto iti patay, ti balay a nakaitudingan ti amin a sibibiag.

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

24 Nupay kasta, awan kadi ti tao a mangiyunnat iti imana a dumawat iti tulong no matinnag isuna? Awan kadi ti mariribukan a tao a dumawat iti tulong?

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

25 Saanak kadi a nagsangit para kenkuana a mariribukan? Saanak kadi a nagladingit para iti agkasapulan a tao?

Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

26 Idi nagbirukak ti naimbag, ket dakes ti dimteng; idi nagurayak iti lawag, kinasipnget ketdi ti dimteng.

Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

27 Mariribukan ti pusok ken saan nga agtalna; dimteng kaniak dagiti aldaw ti pannakaparigat.

ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

28 Ngimmisiten ti kudilko ngem saan a gapu iti init; nagtakderak iti taripnong ket dimmawatak iti tulong.

trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

29 Kakabsatdak dagiti atap nga aso a kadua dagiti kullaaw.

Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

30 Nangisit ti kudilko ken agregregda manipud iti bagik; kasla napuoran dagiti tulangko gapu iti pudot.

Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

31 Ngarud, ti arpak ket nakatono kadagiti kanta a pangladingit, ti plautak a para iti panagkanta dagiti agdungdung-aw.

min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!