Psalm 71

1 Bei dir, Jahwe, suche ich Zuflucht: Laß mich nimmermehr zu Schanden werden!

Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!

2 Errette und befreie mich nach deiner Gerechtigkeit; neige zu mir dein Ohr und hilf mir!

Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!

3 Sei mir ein schützender Fels, eine feste Burg, mir zu helfen; denn du bist mein Fels und meine Burg!

Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.

4 Mein Gott, befreie mich aus der Gewalt des Gottlosen, aus der Faust des Frevlers und Tyrannen.

Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.

5 Denn du bist meine Hoffnung, Herr Jahwe, meine Zuversicht von meiner Jugend an.

Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.

6 Auf dich habe ich mich verlassen von Mutterleibe an; vom Mutterschoße an warst du mein Versorger: auf dich geht immerdar mein Loblied.

Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.

7 Ich bin für viele wie ein Wunder, aber du bist meine starke Zuflucht!

Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.

8 Mein Mund ist voll von deinem Ruhm, immerdar voll von deinem Preis.

Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.

9 Verwirf mich nicht zur Zeit des Alters; wenn mir die Kräfte schwinden, verlaß mich nicht!

Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!

10 Denn meine Feinde reden über mich und, die auf mein Leben lauern, beratschlagen sich miteinander

Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,

11 und sprechen: “Gott hat ihn verlassen; verfolgt und greift ihn, denn da ist kein Retter!”

sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.

12 Gott, sei nicht ferne von mir; mein Gott, eile mir zu Hilfe!

Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!

13 Mögen beschämt, vernichtet werden, die meine Seele befeinden, mit Schmach und Schande bedeckt werden, die mein Unglück wollen.

Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.

14 Ich aber will immerdar harren und all' deinen Ruhm vermehren.

Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.

15 Mein Mund soll deine Gerechtigkeit, soll immerfort dein Heil verkünden, denn ich weiß ihrer keine Zahl!

Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.

16 Ich will mit den Großthaten des Herrn Jahwes kommen, will allein deine Gerechtigkeit rühmen.

Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.

17 Gott, du hast mich gelehrt von meiner Jugend an, und bis hierher verkündige ich deine Wunder.

Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.

18 Aber auch bis zum Greisenalter und grauen Haar, o Gott, verlaß mich nicht, daß ich deinen Arm dem künftigen Geschlechte verkündige, deine Stärke allen, die noch kommen werden.

Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

19 Denn deine Gerechtigkeit, o Gott, reicht bis zur Himmelshöhe; der du Großes gethan hast, Gott, wer ist dir gleich?

Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?

20 Der du uns viel Not und Unglück erleben ließest, wirst uns neu beleben und aus den Tiefen der Erde uns wieder emporziehen.

Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.

21 Du wirst meine Hoheit mehren und mich wiederum trösten.

Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!

22 So will auch ich mit Harfenspiel, mein Gott, dich, deine Treue, preisen, will auf der Zither dir spielen, du Heiliger Israels!

Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!

23 Meine Lippen sollen jubeln, wenn ich dir spiele, und meine Seele, die du erlöst hast.

Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.

24 Auch meine Zunge soll immerfort von deiner Gerechtigkeit reden; denn beschämt, zu Schanden wurden, die mein Unglück wollten.

Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.