< Psalm 66 >

1 Dem Musikmeister. Ein Lied. Ein Psalm. Jauchzet Gott, alle Lande!
Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glæde for Gud al Jorden!
2 Singt von der Herrlichkeit seines Namens, macht seinen Lobpreis herrlich.
Synger Psalmer til hans Navns Ære; giver ham Ære til hans Pris.
3 Sprecht zu Gott: “Wie furchtbar ist dein Thun! Ob der Größe deiner Macht heucheln dir deine Feinde.
Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig.
4 Alle Lande müssen sich vor dir niederwerfen und dir lobsingen, von deinem Namen lobsingen.” (Sela)
Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. (Sela)
5 Geht hin und seht die Thaten Gottes, der furchtbar ist mit seinem Thun über den Menschenkindern.
Gaar hen og ser Guds Værk; han er forfærdelig i Gerning imod Menneskens Børn.
6 Er verwandelte das Meer in trockenes Land, zu Fuße gingen sie im Strom hinüber: daselbst freuten wir uns über ihn!
Han omvendte Havet til det tørre, de gik til Fods over Floden; der glædede vi os i ham.
7 Er herrscht in Ewigkeit durch seine Stärke; seine Augen spähen auf die Völker: die Widerspenstigen dürfen sich nicht erheben. (Sela)
Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øjne vare paa Hedningerne; de genstridige ophøje sig ikke. (Sela)
8 Preist, ihr Völker, unsern Gott und laßt seinen Ruhm laut erschallen,
I Folkefærd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris!
9 der unserer Seele Leben verlieh und unsern Fuß nicht wanken ließ!
Han holder vor Sjæl i Live og lader ikke vor Fod snuble.
10 Denn du hast uns geprüft, o Gott, hast uns geläutert, wie man Silber läutert,
Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret.
11 hast uns ins Netz gebracht, hast drückende Last auf unsere Hüften gelegt.
Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Lænder.
12 Du hast Menschen über unser Haupt dahinfahren lassen, ins Feuer und ins Wasser sind wir gekommen, aber du hast uns herausgeführt ins Weite.
Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvæges.
13 Ich will mit Brandopfern zu deinem Tempel kommen, will dir meine Gelübde bezahlen,
Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter,
14 zu denen sich meine Lippen aufgethan, und die mein Mund in meiner Not geredet hat.
dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest.
15 Brandopfer von fetten Schafen will ich dir darbringen samt dem Opferduft von Widdern, will Rinder samt Böcken opfern. (Sela)
Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. (Sela)
16 Kommt, hört zu, ihr Gottesfürchtigen alle, daß ich erzähle, was er meiner Seele gethan hat!
Kommer hid, hører til, alle 1, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl.
17 Zu ihm rief ich mit meinem Munde, und Lobpreis war auf meiner Zunge.
Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge.
18 Hätte ich Frevel vorgehabt in meinem Sinne, so würde mich der Herr nicht hören.
Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig.
19 Aber Gott hat gehört, hat auf mein lautes Beten geachtet.
Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst.
20 Gepriesen sei Gott, der mein Gebet nicht abwies und mir seine Gnade nicht entzog.
Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig!

< Psalm 66 >