Psalm 56

1 Dem Musikmeister, nach “Stumme Taube der Fernen”. Von David, ein Mikhtam, als ihn die Philister zu Gath ergriffen. Sei mir gnädig, o Gott, denn Menschen zermalmen mich, immerfort bedrängen mich Krieger.

(Til sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En miktam, da filisterne greb ham i Gat.) Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;

2 Immerfort zermalmen meine Feinde, denn viele kriegen in der Höhe wider mich.

mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!

3 Wenn ich mich fürchten muß, vertraue ich doch auf dich.

Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig,

4 Gott macht, daß ich sein Wort rühmen kann! Auf Gott vertraue ich, fürchte mich nicht. Was kann Fleisch mir anhaben?

og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?

5 Immerfort thun sie meiner Sache wehe; wider mich sind alle ihre Gedanken auf Böses gerichtet.

De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.

6 Sie rotten sich zusammen, lauern auf, beobachten meine Tritte, gleichwie sie auf meine Seele harrten.

De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.

7 Ob des Frevels vergilt ihnen; stürze, o Gott, im Zorne die Völker!

Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!

8 Mein Umherirren hast du gezählt, meine Thränen sind in deinen Schlauch gelegt, ja gewiß in dein Buch verzeichnet!

Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog.

9 Alsdann werden meine Feinde zurückweichen, wenn ich rufe; das weiß ich, daß Gott für mich ist.

Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.

10 Gott macht, daß ich sein Wort rühmen kann!

Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord.

11 Auf Gott vertraue ich, fürchte mich nicht. Was können Menschen mir anhaben?

Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?

12 Ich schulde, was ich dir gelobt, o Gott; ich will dir Dankopfer bezahlen!

Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.

13 Denn du hast meine Seele vom Tod errettet, ja meine Füße vom Sturze, damit ich vor Gott im Lichte der Lebendigen wandle.

Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.